Sekten del 3.
Resumé: Smidt af 4-toget i CyberJylland, tørstig, og er nu på vej ind på den lokale bodega, for at udbedre skaden. Men vores cyberheltinde tøver - det her er ikke et af de sædvandige hyggelige cyberjoints ...
Jeg tror, at Otto Brandenburg (R.I.P) var én af de der meget omtalte players, som flirtede med så meget stil, at man kun kunne knuselske ham;) (til de af jer, der ikke kender The Otto, kan i med fordel klikke på nedenstående link. Det er ham med guitaren, der står og synger)
http://www.youtube.com/watch?v=0PkAdTsQH9I
Et mere up-to-date udtryk for en sådan stil er Kino. (heraf dagens header) Hvad dét lige går ud på, forklares nederst i indlægget - og så kan vi vist alle sammen følge med, ikk - tilbage til historien!
... "skal du derind, skal du vist være mentalt rustet til oplevelsen."
En 5-6 år yngre mand har lagt en hånd på min skulder. Kors i skuret, hvor er han smuk!! Han smiler det der lidt skæve smil, (du kender det godt, oh yeah) og hans øjne gløder en smule i skæret fra det tiltagende tusmørke. Hans stemme er en af dem, som lægger sig som flydende honning på din fornuft. 10 mod 1 at han kan synge som en gud!
"øhh, arhemm ... hvis du siger det"
Mother fucking kino in motion!!
(nu husker vi så lige, at vi stadig er i cyber, så selvfølgelig kan jeg ikke "høre" hans stemme, - hans stemme er hans ord, eller sprogtone, okey? ... og det jeg sidder og stirrer henført på et en omgang veltilrettelagte pixels)
"lad mig vise dig noget."
Bagved Den dansende Bjørn strækker havneområdet sig. Her ulmer der af afklaret ro. (og her skal du så forestille dig, at det er de megabites, der er afsat til inbox-aktiviteter, arhemm)
Han peger over mod en ældre fiskekutter, som helt klart er i begyndelsesstadiet, at noget der kunne blive en ræddi flot skude engang ... den er pakket med potentiale ...
" Jeg kalder hende Esmeralda , forklarer han, - når jeg engang bliver færdig, vil jeg leve af at sejle turister; det er vi nogle stykker, der gør her og det er en ok forretning."
Jeg husker med fryd en oplevelse, jeg engang havde med en anden Esmeralda!
Sammen med et vennepar, hvoraf manden var den lykkelige ejer af skuden, skulle vi bugsere kvindemennesket ind på havnepladsen. Hun skulle lægges op til et shine og et paintjob. Mere end to tons stål og tømmer, som vi 3 med forbavsende lethed, (og reb naturligvis) eller hvad det nu hedder på båd'sk, fik sikkert på plads og i orden. Nogen der sagde SuperWoman; sådan føltes det det eftermiddag ...
Et blik på uret nede i hjørnet fortæller mig, at vi på mystisk vis er transmorgriffet 4 timer frem! - nu er jeg for alvor blevet tørstig!!
"lad os gå ind", siger jeg.
... fortsættes ...
... mere lækkert fra google;)
Kino: Dette kan være så simpelt, som en let berøring af hånd eller ryg for et øjeblik. Men en langt mere effektiv måde, er at fyre en joke eller et kækt come-on af, og mens i griner sammen, lade din hånd hvile på hans/hendes skulder eller ryg, ligesom venner gør uforvarende:). Gør dette et par gange i den indledende flirt - hvis han/hun trækker sig, er det et vink (med en vognstang) om ikke at gøre det igen!
tirsdag den 22. juni 2010
lørdag den 19. juni 2010
Den dansende bjørn
Sekten del 2.
Resumé: Vores cyberheltinde (altså mig) er blevet smidt af 4-toget et sted i det mørke CyberJylland. Det er fælt! ... og nu er hun blevet tørstig.
På skiltet over døren, et stykke drivtømmer med bogstaver i messing (meget maritimt!) står Bodega Den Dansende Bjørn. Hvem sagde kliché! Nå ja, altså klichéer kan have deres berettigelse. Havde vi nu været hjemme i cybermetropolen, ville den have heddet Byens Værtshus, Det knuste glas eller være opkaldt efter indehaveren. Der går tolv på dusinet, der hvor jeg kommer fra ... og lige den type udskænkningssteder plejer at være garant for en go' hygger og en lille snak med stammerne (stamgæsterne) - så hvorfor ikke tage en lille kikker ...
Alligevel er der noget, etellerandet, der får mig til at tøve ... et memoryflash af en kvinde, med eyes wide shut!
Jeg bliver stående lidt i døråbningen, og kikker ind.
Over ved baren står en højbarmet flot kvinde. Engang var hun the talk of the town, ingen tvivl om det, men som hun står der, fremkalder hun kun sørgmodighed i mine tanker. Ud af hendes mund vælter obskøniteter i takt med at hendes rus tager til. Bamhjertigt er det, at hun ikke ænser de forlegne blikke fra de omkringstående.
Ved siden af hende står en overvægtig mand med sailorkasket. De to hører sammen!
Ikke længere af lyst, men flettet ind i hinandens skæbner af et tilfældigt øjebliks ubetænksomhed. Et af de øjeblikke, der får dominobrikkerne til at rasle sammen i et absurt forløb af forventede reaktioner.
... over i hjørnet, til højre for baren står en mixerpult. En mand af næsten overvældende fysiske dimensioner har lige sat en gammel velkendt plade på. Han har en svag lighed med sailorkasketten, men så alligevel ikke.
Nu byder han an elegant blond op til dans; endnu er hun ren og fin, men i den bydende bevægelse fra bjørnen, forsegles noget grimt!
Rundet af sigøjnerslægt, har jeg en vis evne til at få bjørne til at danse ...
Jeg tager et lille bitte forsigtigt skridt ind i lokalet (forsigtigt er bare ikke min vanlige style of being, så hvad sker der lige her!! - stram op!) ... og nu får jeg øje på et bord ved siden af mixerpulten. Her sidder fire kvinder, øjensynligt optaget af livlig samtale - to yngre brunetter, en hennafavet redhead og en let hærget lyshåret kvinde ... men på skift kastes stjålne blikke i retning af bjørnen!
Fuck! De minder sgu mest af alt om et tyrkisk Harem!!
... fortsættes ...
... lidt lækkert fra google til jer;)
Harem betyder tabu. Haremmet var forbudt område for andre end sultanen, hans sønner, slavinder og de eunukker der vogtede over kvinderne.
Op mod 300 slavinder (konkubiner) leverede seksuelle ydelser til sultanen og blev belønnet med smykker og smukt tøj.
Resumé: Vores cyberheltinde (altså mig) er blevet smidt af 4-toget et sted i det mørke CyberJylland. Det er fælt! ... og nu er hun blevet tørstig.
På skiltet over døren, et stykke drivtømmer med bogstaver i messing (meget maritimt!) står Bodega Den Dansende Bjørn. Hvem sagde kliché! Nå ja, altså klichéer kan have deres berettigelse. Havde vi nu været hjemme i cybermetropolen, ville den have heddet Byens Værtshus, Det knuste glas eller være opkaldt efter indehaveren. Der går tolv på dusinet, der hvor jeg kommer fra ... og lige den type udskænkningssteder plejer at være garant for en go' hygger og en lille snak med stammerne (stamgæsterne) - så hvorfor ikke tage en lille kikker ...
Alligevel er der noget, etellerandet, der får mig til at tøve ... et memoryflash af en kvinde, med eyes wide shut!
Jeg bliver stående lidt i døråbningen, og kikker ind.
Over ved baren står en højbarmet flot kvinde. Engang var hun the talk of the town, ingen tvivl om det, men som hun står der, fremkalder hun kun sørgmodighed i mine tanker. Ud af hendes mund vælter obskøniteter i takt med at hendes rus tager til. Bamhjertigt er det, at hun ikke ænser de forlegne blikke fra de omkringstående.
Ved siden af hende står en overvægtig mand med sailorkasket. De to hører sammen!
Ikke længere af lyst, men flettet ind i hinandens skæbner af et tilfældigt øjebliks ubetænksomhed. Et af de øjeblikke, der får dominobrikkerne til at rasle sammen i et absurt forløb af forventede reaktioner.
... over i hjørnet, til højre for baren står en mixerpult. En mand af næsten overvældende fysiske dimensioner har lige sat en gammel velkendt plade på. Han har en svag lighed med sailorkasketten, men så alligevel ikke.
Nu byder han an elegant blond op til dans; endnu er hun ren og fin, men i den bydende bevægelse fra bjørnen, forsegles noget grimt!
Rundet af sigøjnerslægt, har jeg en vis evne til at få bjørne til at danse ...
Jeg tager et lille bitte forsigtigt skridt ind i lokalet (forsigtigt er bare ikke min vanlige style of being, så hvad sker der lige her!! - stram op!) ... og nu får jeg øje på et bord ved siden af mixerpulten. Her sidder fire kvinder, øjensynligt optaget af livlig samtale - to yngre brunetter, en hennafavet redhead og en let hærget lyshåret kvinde ... men på skift kastes stjålne blikke i retning af bjørnen!
Fuck! De minder sgu mest af alt om et tyrkisk Harem!!
... fortsættes ...
... lidt lækkert fra google til jer;)
Harem betyder tabu. Haremmet var forbudt område for andre end sultanen, hans sønner, slavinder og de eunukker der vogtede over kvinderne.
Op mod 300 slavinder (konkubiner) leverede seksuelle ydelser til sultanen og blev belønnet med smykker og smukt tøj.
tirsdag den 15. juni 2010
Cyberlandsbyen
Sekten del 1.
Cyber kan være en besværlig størrelse at gribe og gøre i. Det er vel i virkeligheden en hel masse hulter til bulter nuller og et-taller, pixels og andet snask, som vælter rundt imellem hinanden. Vi har brug for noget mere håndfast. En kendt størrelse, som kan sætte scenen for det her lille cyber-eventyr.
Kommer det så bag på nogen, hvis jeg nu fortæller jer, at jeg har valgt at dumpe mit cyber ID i en mindre udefinerbar jydsk landsby, en sommer-turist-mekka-agtig ting med sejlklub, bodegabar og hele moletjavsen?
Nå, ja. Måske lidt! Men det foregår altså stadig ude i cyber. Det er ikke Livets gang i Lidenlund det her!
Ahrmmm. Klar?
... det er ikke altid du selv vælger, eller jeg ville sige; for mit vedkommende, har livet haft en særegen forbistret tendens til at sende mig ud på sidespor. Især når jeg endelig har fået samlet to tråde, som passer nogenlunde sammen i farve og tekstur. Det byder mig gerne det uventede.
Midt i mit ligenu, har smidt mig af på en station i det mørke Jylland. (og vi husker lige på, at det er en metafor for uvejsomt cyberterræn, ikk). Jeg går alene, men så alligevel ikke. Ved siden af mig er resterne af et vi. Ikke det traditionelle vi, der omfatter en mand og en kvinde, men den symbiotiske forestilling om liv som en enlig mor, med et af livet forslået barn udgør. Mig og min lille fugleunge. Vi har kæmpet sammen, ihærdigt og alt for længe - nu giver han slip på min hånd og søger ud i livet.
Jeg står her med hænderne fulde af tid.
Fra stationen går der en lille sti ned mod landsbyen, den snupper jeg. Jeg har en sær idé om - og den har jeg altid haft - at hvis du vælger de snoede stier, går du aldrig vild.
Som altid er der bullseye! Efter en 20 min. spadsergang befinder jeg mig nede ved hovedgaden. (the mainstream). Her ligger dagligbrugsen, kiosken og den obligatoriske grill-bar. Kirken kan jeg mærke på min venstre side, bingo! Da jeg vender mig for at se efter, kan jeg skimte omridset af kirketårnet bagved marken med de sædvanlige høje træer. En ældre kirke, hvis ikke mit tæft for cyberlandskaber svigter mig.
Hvor gaden slutter ligger havnen. Og havet. Jeg er en sucker for havblik!
Som per refleks sætter jeg farten op og skridter ned mod Havnen. Her ligger lystbåde, blandet med kuttere i et tilfældigt mix. Og derude ved molen ligger noget, der kunne ligne et værtshus. Tjaa, hvorfor ikke. Rejsestøv, og alt det der;)
"Jeg bryder mig ikke meget om cyber-mennesker" - hvor kom den tankefortumling fra - den er ikke min!
... fortsættes ...
Cyber kan være en besværlig størrelse at gribe og gøre i. Det er vel i virkeligheden en hel masse hulter til bulter nuller og et-taller, pixels og andet snask, som vælter rundt imellem hinanden. Vi har brug for noget mere håndfast. En kendt størrelse, som kan sætte scenen for det her lille cyber-eventyr.
Kommer det så bag på nogen, hvis jeg nu fortæller jer, at jeg har valgt at dumpe mit cyber ID i en mindre udefinerbar jydsk landsby, en sommer-turist-mekka-agtig ting med sejlklub, bodegabar og hele moletjavsen?
Nå, ja. Måske lidt! Men det foregår altså stadig ude i cyber. Det er ikke Livets gang i Lidenlund det her!
Ahrmmm. Klar?
... det er ikke altid du selv vælger, eller jeg ville sige; for mit vedkommende, har livet haft en særegen forbistret tendens til at sende mig ud på sidespor. Især når jeg endelig har fået samlet to tråde, som passer nogenlunde sammen i farve og tekstur. Det byder mig gerne det uventede.
Midt i mit ligenu, har smidt mig af på en station i det mørke Jylland. (og vi husker lige på, at det er en metafor for uvejsomt cyberterræn, ikk). Jeg går alene, men så alligevel ikke. Ved siden af mig er resterne af et vi. Ikke det traditionelle vi, der omfatter en mand og en kvinde, men den symbiotiske forestilling om liv som en enlig mor, med et af livet forslået barn udgør. Mig og min lille fugleunge. Vi har kæmpet sammen, ihærdigt og alt for længe - nu giver han slip på min hånd og søger ud i livet.
Jeg står her med hænderne fulde af tid.
Fra stationen går der en lille sti ned mod landsbyen, den snupper jeg. Jeg har en sær idé om - og den har jeg altid haft - at hvis du vælger de snoede stier, går du aldrig vild.
Som altid er der bullseye! Efter en 20 min. spadsergang befinder jeg mig nede ved hovedgaden. (the mainstream). Her ligger dagligbrugsen, kiosken og den obligatoriske grill-bar. Kirken kan jeg mærke på min venstre side, bingo! Da jeg vender mig for at se efter, kan jeg skimte omridset af kirketårnet bagved marken med de sædvanlige høje træer. En ældre kirke, hvis ikke mit tæft for cyberlandskaber svigter mig.
Hvor gaden slutter ligger havnen. Og havet. Jeg er en sucker for havblik!
Som per refleks sætter jeg farten op og skridter ned mod Havnen. Her ligger lystbåde, blandet med kuttere i et tilfældigt mix. Og derude ved molen ligger noget, der kunne ligne et værtshus. Tjaa, hvorfor ikke. Rejsestøv, og alt det der;)
"Jeg bryder mig ikke meget om cyber-mennesker" - hvor kom den tankefortumling fra - den er ikke min!
... fortsættes ...
mandag den 14. juni 2010
Fristeder
"Fanatikere har deres drømme, hvormed de væver et paradis for deres sekt, og også den vilde gisner i søvnens højeste stade om himlen ..."
Århhh nej, siger hun sikkert nu, min trofaste læser. Du skal starte helt ved begyndelsen, ellers er der altså ingen der kan følge med! Hmmm. Det har hun nok ret i, men jeg har stadig meget at lære. Mine tanker er mit sprogs største hæmsko. Min fantasi dets endeligt.
Citatet (det om fanatikerne og de vilde) stammer fra et herligt sci-fi tankespind af Dan Simmons' - Hyperion Sagaen. Det er et must read, en ordentlig smøre godt nok, men hele besværet værd. Ama'r og snustobak! Skal disse 1.844 (i min udgave) sider koges ned til en enkelt sætning må det nok være denne;
Når den fede dame har sunget, er du ene ansvarlig for hvordan, du har forvaltet dig selv. Så bestræb dig på det gode.
Jamen det gør jeg så, selvom det sagtsusme ikke er nemt. Og jeg starter ved begyndelsen.
For rigtigt mange år siden, (dengang det tog o. 7 timer at sejle med den gamle færge fra Bornholm til København) var der nogle fjollehoveder og nørdeskaller, som fik den enestående idé at skabe et World Wide Web. Et cyberlandskab, hvor mennesker på trods af geografiens, sprogets og nationaliteternes begrænsninger kunne mødes på lige fod.
Det var en gennem fucking fantastisk go' idé, den osede af anarki og frihedsfornemmelser, og når jeg tænker tilbage, har jeg stadig lidt svært ved at få armene ned.
Og i dette spritsnye wild-west-web-agtige landskab skyder de små cyberlandsbyer. Her mødes mennesker online, for at udveksle idéer, tanker, holdninger og meninger. Online udvisker (tildels) alder, køn, race og kulturelle forbistringer. Nogen der sagde Nirvarna?
Men som i ethvert nyopdaget pionersamfund, er der brug for regler for konduite, almindelig fremfærd ... og den viser sig at være meget svær, at gribe om ...
Disse regler for almindelig fremfærd på cyber, og særligt når du er på visit i en af nabolandsbyerne, afhænger ene og alene af dig selv og din dømmekraft. Din situationsfornemmelse. Du er, som noget banebrydende nyt, selv ansvarlig for den modtagelse du får. - og ved du hvorfor?
... fordi hele verden kan se dig ...
Jeg ved, også fra mig selv, at det kan gøre nas i skallen at skulle tænke selv. Det er ikke rart, at få spejlet sin egen opførsel i en 20 tommers fladskærm, hjemme i det du troede var privaten.
I det øjeblik du logger på, er du en offentlig personage, og en 3. rangs hacker kan finde vej ind til dine hemmeligheder. (Fat det så!!)
Derfor har jeg nu tænkt mig at lade denne her blog danne rammen om et lille cyber-eventyr, (endelig kommer hun til sagen, tænker min trofaste læser) ... og den starter forhåbentligt i morgen.
Jeg er jo ikke lige den, der rider den dag jeg sadler ...
Århhh nej, siger hun sikkert nu, min trofaste læser. Du skal starte helt ved begyndelsen, ellers er der altså ingen der kan følge med! Hmmm. Det har hun nok ret i, men jeg har stadig meget at lære. Mine tanker er mit sprogs største hæmsko. Min fantasi dets endeligt.
Citatet (det om fanatikerne og de vilde) stammer fra et herligt sci-fi tankespind af Dan Simmons' - Hyperion Sagaen. Det er et must read, en ordentlig smøre godt nok, men hele besværet værd. Ama'r og snustobak! Skal disse 1.844 (i min udgave) sider koges ned til en enkelt sætning må det nok være denne;
Når den fede dame har sunget, er du ene ansvarlig for hvordan, du har forvaltet dig selv. Så bestræb dig på det gode.
Jamen det gør jeg så, selvom det sagtsusme ikke er nemt. Og jeg starter ved begyndelsen.
For rigtigt mange år siden, (dengang det tog o. 7 timer at sejle med den gamle færge fra Bornholm til København) var der nogle fjollehoveder og nørdeskaller, som fik den enestående idé at skabe et World Wide Web. Et cyberlandskab, hvor mennesker på trods af geografiens, sprogets og nationaliteternes begrænsninger kunne mødes på lige fod.
Det var en gennem fucking fantastisk go' idé, den osede af anarki og frihedsfornemmelser, og når jeg tænker tilbage, har jeg stadig lidt svært ved at få armene ned.
Og i dette spritsnye wild-west-web-agtige landskab skyder de små cyberlandsbyer. Her mødes mennesker online, for at udveksle idéer, tanker, holdninger og meninger. Online udvisker (tildels) alder, køn, race og kulturelle forbistringer. Nogen der sagde Nirvarna?
Men som i ethvert nyopdaget pionersamfund, er der brug for regler for konduite, almindelig fremfærd ... og den viser sig at være meget svær, at gribe om ...
Disse regler for almindelig fremfærd på cyber, og særligt når du er på visit i en af nabolandsbyerne, afhænger ene og alene af dig selv og din dømmekraft. Din situationsfornemmelse. Du er, som noget banebrydende nyt, selv ansvarlig for den modtagelse du får. - og ved du hvorfor?
... fordi hele verden kan se dig ...
Jeg ved, også fra mig selv, at det kan gøre nas i skallen at skulle tænke selv. Det er ikke rart, at få spejlet sin egen opførsel i en 20 tommers fladskærm, hjemme i det du troede var privaten.
I det øjeblik du logger på, er du en offentlig personage, og en 3. rangs hacker kan finde vej ind til dine hemmeligheder. (Fat det så!!)
Derfor har jeg nu tænkt mig at lade denne her blog danne rammen om et lille cyber-eventyr, (endelig kommer hun til sagen, tænker min trofaste læser) ... og den starter forhåbentligt i morgen.
Jeg er jo ikke lige den, der rider den dag jeg sadler ...
lørdag den 12. juni 2010
Det er så sandt, som det er ...
Bekendelse: Jeg er akademiker. Og den fæle af slagsen, humanisten! *rødmeikon*
Hvis jeg nu skal lægge alle kortene på bordet, og det skal jeg jo - så er jeg etnolog. (en sær befriende fornemmelse breder sig i kroppen)!
Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg ikke er nogen specielt go' etnolog. Der er lidt for meget gang i fantasien og de almene tankefortumlinger, og lidt for meget lyst til at spilde tiden på røverhistorier, til at jeg kan fastholde et objektivt og kritisk blik på virkeligheden. (njaa, jeg skulle vist bare tiss' lidt).
Men én ting har jeg lært af det lange og seje træk jeg tog i Akademica - sandheden, den skal behandles med allerstørste forsigtighed!
Iscenesættelse: Jeg læst et eller andet sted, eller oss var det min fine ven Knud, som fortalte mig om det, at det er en god idé at sætte en scene op for læseren, så han bedre kan følge med. Og jeg er jo flink, så ...
I køkkenet i den gamle villa ude i Brede, havde vi, en flok nye studerende på faget etnologi, samlet os for første gang. Vi havde lavet kaffe på den go'e gammeldags manér, kogt vand hældt over kaffebønnerne og direkte ned i termokanden - der bredte sig en lækker-smækker duft af kaffe.
Vi var nok en blandning af lidt beklemte og meget nysgerrige ... vi skulle til introforelæsning med Palle Ove Christiansen! (her må klappes, gerne med slet skjult begejstring).
Palle åbner ballet med at fortælle os, at det fandme ikke er alt det ral vi kommer til at producere, hvis ellers det er noget vi kan finde ud af, som sandt eller ej, skal derud og sjaske virkeligheden til!
Og så fortæller han om det 1. projekt han deltog i.
Kort fortalt gik det ud på, at finde et svar på spm. om hvorfor det nu kunne være at Landsbydøden bredte sig i det danske land. Konklusionen, fra disse stræbsomme og kritisk objektive nyudklækkede akademikere var såre enkel; når de kulturelle institutioner forsvandt, døde landsbyerne.
Klask! Og så kunne smækket fra alle de små kommunekasser ud i lokalsamfundet, høres helt i i hjernen og samvittigheden på denne unge mand!
Rapporten blev nemli' ikke, som forventet brugt til at fremme udviklingen, tværtimod ...
Moralen: Ahhh. Den er vel til at få øje på!
Hvis jeg nu skal lægge alle kortene på bordet, og det skal jeg jo - så er jeg etnolog. (en sær befriende fornemmelse breder sig i kroppen)!
Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg ikke er nogen specielt go' etnolog. Der er lidt for meget gang i fantasien og de almene tankefortumlinger, og lidt for meget lyst til at spilde tiden på røverhistorier, til at jeg kan fastholde et objektivt og kritisk blik på virkeligheden. (njaa, jeg skulle vist bare tiss' lidt).
Men én ting har jeg lært af det lange og seje træk jeg tog i Akademica - sandheden, den skal behandles med allerstørste forsigtighed!
Iscenesættelse: Jeg læst et eller andet sted, eller oss var det min fine ven Knud, som fortalte mig om det, at det er en god idé at sætte en scene op for læseren, så han bedre kan følge med. Og jeg er jo flink, så ...
I køkkenet i den gamle villa ude i Brede, havde vi, en flok nye studerende på faget etnologi, samlet os for første gang. Vi havde lavet kaffe på den go'e gammeldags manér, kogt vand hældt over kaffebønnerne og direkte ned i termokanden - der bredte sig en lækker-smækker duft af kaffe.
Vi var nok en blandning af lidt beklemte og meget nysgerrige ... vi skulle til introforelæsning med Palle Ove Christiansen! (her må klappes, gerne med slet skjult begejstring).
Palle åbner ballet med at fortælle os, at det fandme ikke er alt det ral vi kommer til at producere, hvis ellers det er noget vi kan finde ud af, som sandt eller ej, skal derud og sjaske virkeligheden til!
Og så fortæller han om det 1. projekt han deltog i.
Kort fortalt gik det ud på, at finde et svar på spm. om hvorfor det nu kunne være at Landsbydøden bredte sig i det danske land. Konklusionen, fra disse stræbsomme og kritisk objektive nyudklækkede akademikere var såre enkel; når de kulturelle institutioner forsvandt, døde landsbyerne.
Klask! Og så kunne smækket fra alle de små kommunekasser ud i lokalsamfundet, høres helt i i hjernen og samvittigheden på denne unge mand!
Rapporten blev nemli' ikke, som forventet brugt til at fremme udviklingen, tværtimod ...
Moralen: Ahhh. Den er vel til at få øje på!
fredag den 11. juni 2010
Sekten
“Det var ikke så meget mørket, der gik én på nerverne …”.
Det er denne enkelte sætning i en paperbackudgave af Daphne du Maurier's "Vi giver aldrig op", som fik mig til at smide bogen i indkøbskurven, istedet for at lægge den tilbage i stakken af afviste titler, som optog plads for de mere relevante items i den lokale Sisi' Greene Store.
Det er ikke så meget mørket ... men det, der befinder sig i mørket, der går mig på nerverne!
Bodaker.
Nu foregriber jeg tydeligvis begivenhedernes gang, men den opmærksomme læser vil være helt med her. Jeg er glad for - inderligt og hjerteligt lykkelig for, at jeg undslap cyber-bodakernes hæslige og mentaltforstyrrede sekt! For sekterisk i sin væren og i sit væsen, det er den - og dens appetit på nyt ferskt kød er næsten umættelig.
Backflash! Jeg er pissed, og det på niveauer, som jeg ikke engang kender omfanget af endnu!!!
Så kan scenen sættes. Intet fanger læseren mere end en god iscenesættelse, vel?
Vi tager et stk. enlig mor, som efter en kortvarig affære med cyber-dating, forsigtigt og billedløs nærmer sig dette sande mekka af smukke singler. I ved hvor vi er! Selvtilliden kan parkeres et sted i en overflødig lomme på en billig indisk skjorte. Der er absolut intet at komme efter. Men noget skal der jo gøres efter 8 år i cølibat. Vi ved jo alle, hvad der sker i skallen på forsømte kvinder, der ikke blot engang i mellem bliver rusket lidt rundt, ikk.
Verdens nemmeste offer for sekten, derom kan der ingen tvivl herske overhovedet!
(Elsker en god omvendt ordstilling)
Så da denne ensomme stakkel, efter en varm og svedig velkomst af The Welcome Wagon, (en i virkeligheden ganske uskadelig gruppe mænd, som bare ikke kan få deres budskab igennem), inviteres med til festlighederne påbloggen på d.dk, tager hun taknemmeligt imod. Så megen fest, fællesskab og varme - det bliver en lang nat ...
Det bliver et mørke, der strækker sig over de næste 6 måneder - indtil V-dag, store ti-øre-trille-dag ...
*cliffhangerikon*
*nicks will be mentioned - stay tuned*
http://www.youtube.com/watch?v=dAagFKdsSNs
Det er denne enkelte sætning i en paperbackudgave af Daphne du Maurier's "Vi giver aldrig op", som fik mig til at smide bogen i indkøbskurven, istedet for at lægge den tilbage i stakken af afviste titler, som optog plads for de mere relevante items i den lokale Sisi' Greene Store.
Det er ikke så meget mørket ... men det, der befinder sig i mørket, der går mig på nerverne!
Bodaker.
Nu foregriber jeg tydeligvis begivenhedernes gang, men den opmærksomme læser vil være helt med her. Jeg er glad for - inderligt og hjerteligt lykkelig for, at jeg undslap cyber-bodakernes hæslige og mentaltforstyrrede sekt! For sekterisk i sin væren og i sit væsen, det er den - og dens appetit på nyt ferskt kød er næsten umættelig.
Backflash! Jeg er pissed, og det på niveauer, som jeg ikke engang kender omfanget af endnu!!!
Så kan scenen sættes. Intet fanger læseren mere end en god iscenesættelse, vel?
Vi tager et stk. enlig mor, som efter en kortvarig affære med cyber-dating, forsigtigt og billedløs nærmer sig dette sande mekka af smukke singler. I ved hvor vi er! Selvtilliden kan parkeres et sted i en overflødig lomme på en billig indisk skjorte. Der er absolut intet at komme efter. Men noget skal der jo gøres efter 8 år i cølibat. Vi ved jo alle, hvad der sker i skallen på forsømte kvinder, der ikke blot engang i mellem bliver rusket lidt rundt, ikk.
Verdens nemmeste offer for sekten, derom kan der ingen tvivl herske overhovedet!
(Elsker en god omvendt ordstilling)
Så da denne ensomme stakkel, efter en varm og svedig velkomst af The Welcome Wagon, (en i virkeligheden ganske uskadelig gruppe mænd, som bare ikke kan få deres budskab igennem), inviteres med til festlighederne på
Det bliver et mørke, der strækker sig over de næste 6 måneder - indtil V-dag, store ti-øre-trille-dag ...
*cliffhangerikon*
*nicks will be mentioned - stay tuned*
http://www.youtube.com/watch?v=dAagFKdsSNs
torsdag den 10. juni 2010
Af sporet - afsporet
De sidste par dage har givet mig rig lejlighed til at omtænke det der med at være forelsket i det skrevne ord. Ordene har altid givet mig trøst. Og ro. Et fristed for mine tanke, hvor de frit kan lege uforstyrret. Det sted er stadig intakt.
Min gamle, kloge, dejlige Bedste, det kaldte vi hende altid, tog mig som 6-årig på skødet, og sammen gennemlæste vi Bornholmeren. Så fint det var. Hun har nu været død siden mit 13. år, men jeg sender hende ofte en tanke - det var den bedste gave hun kunne give mig ...
Ordene har givet mig et sted, hvor jeg kan tøjle min fantasi!
Hov! Det burde jo egentlig være omvendt, ikk - at ordene sætter fantasien fri? Jo, men sådan er det ikke her hjemmehos os.
Forklaring: Kender du den fornemmelse, hvor tankerne stormer afsted inde i dit hjernekammer? De er store, stormende, innovative - aldrig har verden mødt så udviklende og revolutionerende flimmer. Det strålende øjeblik, hvor disse tanker formuleres og nedfældes på papiret, vil menneskeheden for altid være forandret!
Det sker bare ikk - fantasien og tanken må lide den tort at blive afsporet! - eller kørt af sporet ... (get it?)
Når pennen har gjort sit arbejde, har ordene indkapslet dine tanker. De er blevet iklædt hverdag. De er blevet begrænset af de umuligheder, der ligger i tankernes frie spil - og det er nok en meget god ting i virkeligheden.
Et enkelt mellemrum, en lille hvid plet i mellem alt det sorte i din text, har magten til at ændre mening, den retning kommunikationen mellem dig og din læser skal ha'.
Ordene holder dig på sporet ... så brug dem med omhu og allerstørste respekt ...
Min gamle, kloge, dejlige Bedste, det kaldte vi hende altid, tog mig som 6-årig på skødet, og sammen gennemlæste vi Bornholmeren. Så fint det var. Hun har nu været død siden mit 13. år, men jeg sender hende ofte en tanke - det var den bedste gave hun kunne give mig ...
Ordene har givet mig et sted, hvor jeg kan tøjle min fantasi!
Hov! Det burde jo egentlig være omvendt, ikk - at ordene sætter fantasien fri? Jo, men sådan er det ikke her hjemmehos os.
Forklaring: Kender du den fornemmelse, hvor tankerne stormer afsted inde i dit hjernekammer? De er store, stormende, innovative - aldrig har verden mødt så udviklende og revolutionerende flimmer. Det strålende øjeblik, hvor disse tanker formuleres og nedfældes på papiret, vil menneskeheden for altid være forandret!
Det sker bare ikk - fantasien og tanken må lide den tort at blive afsporet! - eller kørt af sporet ... (get it?)
Når pennen har gjort sit arbejde, har ordene indkapslet dine tanker. De er blevet iklædt hverdag. De er blevet begrænset af de umuligheder, der ligger i tankernes frie spil - og det er nok en meget god ting i virkeligheden.
Et enkelt mellemrum, en lille hvid plet i mellem alt det sorte i din text, har magten til at ændre mening, den retning kommunikationen mellem dig og din læser skal ha'.
Ordene holder dig på sporet ... så brug dem med omhu og allerstørste respekt ...
onsdag den 9. juni 2010
The importance og being Earnest!
Overskriften er i virkeligheden titlen på en engelsk komedie (Oscar Wilde), jeg som barn sad og så på det gamle sort-hvide tv hjemmehos os i stuen derude på Øen i Søen.
Being E(a)rnest (det hedder helten, altså Ernest, heraf ordspillet) - at være ærlig.
Det gik lige ind. Budskabet - tjing-tjing - ja for søren da, et ordspil, der ville noget!
Jeg var på det tidspunkt begyndt med det engelske, og øvede mig ved at "tænke" i engelske sætninger, når jeg legede Månestråle, iført et indianerdress tilvirket af to håndklæder, bevæbnet med en hjemmelavet bue og min trofaste spejderdolk. (der fik i vist lige et billede på nethinden, som i godt kunne have undværet, hva!)
Retroperpektivt vil jeg sige, at jeg øvede mig i mit æreskodeks, et som lå tæt opad noget amazon-natur-kvinde noget, og hvor jeg lagde meget stor vægt på det der med at optræde tappert og ærefuldt.
... og først og fremmest ærligt!
Hos Oscar Wilde er scenen sat til den helt store forvekslingskomedie a la 1890'er romantik. Men skal vi oversætte stykket tild.dk'sk, bare for en go' ordens skyld, ville det komme til at se nogenlunde sådan her ud!
En blåbærdreng sidder og surfer profiler, og hans øjne forkæles instantly af en lille rød lækkerhaps med kavalergang og hele pivtøjet. Det er slet ikke til at stå for - må ha' er det eneste hans hjerne kan rumme de 5 sekunders levetid, som en profil har!
Uden blusel kaster han sig til tastaturet for at skrive til hapsen - men hvad er nu det ... hans øjne rammer texten lige nedenunder !
Hun kræver at hans navn skal være Ernst!
Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Hun kræver - og ikke nok med det - hun fastholder sit krav. Det er af en sådan vigtighed for hende, at hun meget uførligt gør rede for at her under ingen omstændigheder kan blive tale om et kompromis. What to do!
Jamen så lyver den lille blåbærdreng da bare - for i kærlighedens (nåjada eller liderlighedens) navn helliger målet midlet!
Hos Oscar Wilde ender dette her scenario lykkeligt. Det viser sig nemlig at vores blåbærdreng som barn er blevet bortadopteret, men at hans kære moder i fødselsgave har givet ham navnet Ernest. Skæbnen og Oscar står den kække bi, som det vist hedder.
Men ét er totalteater - noget andet er virkeligheden!
Derude i virkeligheden er der nemli' ikke nogen eller noget, der kan samle op efter dine løgne. Der står du alene med dine halve sandheder og uigennemtænkte spins ...so just say no!
Being E(a)rnest (det hedder helten, altså Ernest, heraf ordspillet) - at være ærlig.
Det gik lige ind. Budskabet - tjing-tjing - ja for søren da, et ordspil, der ville noget!
Jeg var på det tidspunkt begyndt med det engelske, og øvede mig ved at "tænke" i engelske sætninger, når jeg legede Månestråle, iført et indianerdress tilvirket af to håndklæder, bevæbnet med en hjemmelavet bue og min trofaste spejderdolk. (der fik i vist lige et billede på nethinden, som i godt kunne have undværet, hva!)
Retroperpektivt vil jeg sige, at jeg øvede mig i mit æreskodeks, et som lå tæt opad noget amazon-natur-kvinde noget, og hvor jeg lagde meget stor vægt på det der med at optræde tappert og ærefuldt.
... og først og fremmest ærligt!
Hos Oscar Wilde er scenen sat til den helt store forvekslingskomedie a la 1890'er romantik. Men skal vi oversætte stykket til
En blåbærdreng sidder og surfer profiler, og hans øjne forkæles instantly af en lille rød lækkerhaps med kavalergang og hele pivtøjet. Det er slet ikke til at stå for - må ha' er det eneste hans hjerne kan rumme de 5 sekunders levetid, som en profil har!
Uden blusel kaster han sig til tastaturet for at skrive til hapsen - men hvad er nu det ... hans øjne rammer texten lige nedenunder !
Hun kræver at hans navn skal være Ernst!
Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Hun kræver - og ikke nok med det - hun fastholder sit krav. Det er af en sådan vigtighed for hende, at hun meget uførligt gør rede for at her under ingen omstændigheder kan blive tale om et kompromis. What to do!
Jamen så lyver den lille blåbærdreng da bare - for i kærlighedens (nåjada eller liderlighedens) navn helliger målet midlet!
Hos Oscar Wilde ender dette her scenario lykkeligt. Det viser sig nemlig at vores blåbærdreng som barn er blevet bortadopteret, men at hans kære moder i fødselsgave har givet ham navnet Ernest. Skæbnen og Oscar står den kække bi, som det vist hedder.
Men ét er totalteater - noget andet er virkeligheden!
Derude i virkeligheden er der nemli' ikke nogen eller noget, der kan samle op efter dine løgne. Der står du alene med dine halve sandheder og uigennemtænkte spins ...so just say no!
mandag den 7. juni 2010
Fall from grace ...
Er jeg den eneste, som bevæger mig på grænsen af natten?
I disse dage, som efterhånden er blevet til i disse uger, og som for satan da vel ikke går hen og bliver til disse måneder, vågner jeg før fanden har nået at vælge sko til dagens sammenkomster. Ikke at det gør så skrækkeligt meget … i det lange løb, og i the big picture, har den tabte nattero vel aldrig gjort mere skade, end at den kan gavne.
Tanker får tid og ro til at vandre.
Jeg husker særligt en, som har grundfæstet sig, den fandt sin vej ved et tilfælde og den trænger til en vending og en kærlig eftertanke …
Af alle de nasty ting vi mennesker vælger at gøre imod hinanden, er vores insisterende og vedholdende fokus på det visuelle, nok det værste vi kan udsætte hinanden for.
Vi skal se ud, skal vi! Vi skal præsentere os på bedste vis, vi skal måle og udstikke vor værdi ud fra kriterier omkring højde og drøjde, markerede kindben og kurvede former. – og ud af dette kan kun springe oprøret imod kroppen. Et fortabt oprør, som alt for ofte ender med at vende sig indad, for at tæske løs på både krop og psyke … og det er slet ikke den investering værd. Det er tid, liv og lyst der går tabt ...
Din krop og dit sind har nemlig sin helt egen dagsorden, skal jeg hilse og sige.
Dette særegne mix stiller gerne op til bollemælk og tager sine slag som en mand, men ikke uden kamp. Den går ikke stille ind i natten … den prikker dig hårdt og vedholdende på skulderen indtil du alene kan acceptere det indlysende.
Vi er jo ikke skabt til kun at bruge øjnene. Vi er fin-tunet til at give alle sanser frit spillerum. I det lange løb og i den sidste ende, når den fede dame har sunget og den sidste cigar er røget må det visuelle give efter for de fire andre.
På et tidspunkt holder vi op med blot ”at se” … og begynder at sanse.
I disse dage, som efterhånden er blevet til i disse uger, og som for satan da vel ikke går hen og bliver til disse måneder, vågner jeg før fanden har nået at vælge sko til dagens sammenkomster. Ikke at det gør så skrækkeligt meget … i det lange løb, og i the big picture, har den tabte nattero vel aldrig gjort mere skade, end at den kan gavne.
Tanker får tid og ro til at vandre.
Jeg husker særligt en, som har grundfæstet sig, den fandt sin vej ved et tilfælde og den trænger til en vending og en kærlig eftertanke …
Af alle de nasty ting vi mennesker vælger at gøre imod hinanden, er vores insisterende og vedholdende fokus på det visuelle, nok det værste vi kan udsætte hinanden for.
Vi skal se ud, skal vi! Vi skal præsentere os på bedste vis, vi skal måle og udstikke vor værdi ud fra kriterier omkring højde og drøjde, markerede kindben og kurvede former. – og ud af dette kan kun springe oprøret imod kroppen. Et fortabt oprør, som alt for ofte ender med at vende sig indad, for at tæske løs på både krop og psyke … og det er slet ikke den investering værd. Det er tid, liv og lyst der går tabt ...
Din krop og dit sind har nemlig sin helt egen dagsorden, skal jeg hilse og sige.
Dette særegne mix stiller gerne op til bollemælk og tager sine slag som en mand, men ikke uden kamp. Den går ikke stille ind i natten … den prikker dig hårdt og vedholdende på skulderen indtil du alene kan acceptere det indlysende.
Vi er jo ikke skabt til kun at bruge øjnene. Vi er fin-tunet til at give alle sanser frit spillerum. I det lange løb og i den sidste ende, når den fede dame har sunget og den sidste cigar er røget må det visuelle give efter for de fire andre.
På et tidspunkt holder vi op med blot ”at se” … og begynder at sanse.
søndag den 6. juni 2010
Fra leverpostej til topliste
I burde prøve det her, tøser. Det er et sus af de helt store ... særligt hvis du et eller andet sted nede i din soul´s core gemmer på resterne af din teen-tids opturs-fed fornemmelse; i ved, det øjeblik hvor hver eneste sultne røver på Sølvknappen i Rønne lader sit lysne blik vandre anerkendende op og ned at dit gennemstylede 80'er look. Det sker jo at vi trænger;)
Opskriften er forbavsende simpel (og billig) og jeg ville ikke være den søstersoli darhme, som jeg bestræber mig på at være, hvis jeg ikke delte opskriften med jer andre tøser derude!
1. Du opretter en profil - dersom du ikke allerede har en - på i ved nok hvor (d.dk). Dette sted er skræddersyet til formålet, da hele konceptet er bygget op omkring forkælelse af øjet. Det simpelthen vrimler med muligheder for at flashe dine billeder.
2. Du hæver din almindelige smertetærskel og underlægger dig en kyndig autodidaktstylist-venindes vilje. Her kan det anbefales, at du undervejs snupper en enkel pils eller nowet og ellers styrer din kæft. Det her er en timelang proces, og hun ved hvad hun gør. Det ved du ikke!!
3. Web-cam! But why?
Her kan indstilles til lidt lækkert lys og skyggeeffekt, og hånden på hjertet; der skal tages ræddi mange pics, før du rammer lige ind i netop det udtryk, det look, som fremhæver dine allerbedste sider, og slører de værste. Ca. en halvtreds stykker?
4. Det går som lort!
Du ligner og føler dig som en overpyntet forstadsmadamme, og lige netop her er er det top-timing, når sado-stylisten hælder hvidvin i glasset, flår pynten af Sct. Gertrud og ifører hende en halter-neck bodega-west.
Hallo!
5. Dine nye toplirede pics sendes videre til hende den proffe billedmagerske. Hun er satme go' til at leg med skygger og lys.
6. Du og sadisten brygger en blog sammen om dengang da du rent faktisk havde et aktivt og spændende sexliv. Her skal du nok en 20 år tilbaws i tiden ... *suk*
7. Din profil text.
Hahahahahah! Glem det. Det er spild af tid og go'e kræfter.
8. Timing is everything!
En god lider-blog har den største effekt, hvis den præsenteres om aftenen. Så er den ikke længere! ... og jo her kan jeg garantere for, at der ryger nogle knapper i boxershortsne rundt om i de små stuer.
9. Så skal du til lommerne! Smertefuldt, som dette kan være, er det alle pengene værd. Du indkøber nu for Dkr. 27.- sms-klip. Tro det eller ej - de virker som en drøm derover på blåbær siden. De klikker som gale, når dine nye pics ruller over skærmen - og igen text ...
10. Stay online ... come what may! Og det er of the outmost importance - blåbærdrengene surfer online profiler ... Eventuelt kan du alliere dig med en god portion selvironi og et glas samarin. Det, der lander i din indbakke fra nu af er ikke for svagpissere!!!
11. Vent! ... du vil nu være ved at runde de 1. 100-150 besøgende. Is i maven søster!
12. Den næste, og den sidste sms sendes op, her kan du igen med fordel kaste en mindre mad- og linx blog op samtidig ... well, det virkede for mig ... jeg rundede på det tidspunkt o. de 300 besøgende indenfor et døgn!! - og en 3. plads på toplisten. (hånden på hjertet - der ER altså ingen, der kan slå babserne)
Så kære søster derude. Snyd ikke dig selv for denne her oplevelse!
Her er et 12-trins program, som rent faktisk virker!
Opskriften er forbavsende simpel (og billig) og jeg ville ikke være den søstersoli darhme, som jeg bestræber mig på at være, hvis jeg ikke delte opskriften med jer andre tøser derude!
1. Du opretter en profil - dersom du ikke allerede har en - på i ved nok hvor (
2. Du hæver din almindelige smertetærskel og underlægger dig en kyndig autodidaktstylist-venindes vilje. Her kan det anbefales, at du undervejs snupper en enkel pils eller nowet og ellers styrer din kæft. Det her er en timelang proces, og hun ved hvad hun gør. Det ved du ikke!!
3. Web-cam! But why?
Her kan indstilles til lidt lækkert lys og skyggeeffekt, og hånden på hjertet; der skal tages ræddi mange pics, før du rammer lige ind i netop det udtryk, det look, som fremhæver dine allerbedste sider, og slører de værste. Ca. en halvtreds stykker?
4. Det går som lort!
Du ligner og føler dig som en overpyntet forstadsmadamme, og lige netop her er er det top-timing, når sado-stylisten hælder hvidvin i glasset, flår pynten af Sct. Gertrud og ifører hende en halter-neck bodega-west.
Hallo!
5. Dine nye toplirede pics sendes videre til hende den proffe billedmagerske. Hun er satme go' til at leg med skygger og lys.
6. Du og sadisten brygger en blog sammen om dengang da du rent faktisk havde et aktivt og spændende sexliv. Her skal du nok en 20 år tilbaws i tiden ... *suk*
7. Din profil text.
Hahahahahah! Glem det. Det er spild af tid og go'e kræfter.
8. Timing is everything!
En god lider-blog har den største effekt, hvis den præsenteres om aftenen. Så er den ikke længere! ... og jo her kan jeg garantere for, at der ryger nogle knapper i boxershortsne rundt om i de små stuer.
9. Så skal du til lommerne! Smertefuldt, som dette kan være, er det alle pengene værd. Du indkøber nu for Dkr. 27.- sms-klip. Tro det eller ej - de virker som en drøm derover på blåbær siden. De klikker som gale, når dine nye pics ruller over skærmen - og igen text ...
10. Stay online ... come what may! Og det er of the outmost importance - blåbærdrengene surfer online profiler ... Eventuelt kan du alliere dig med en god portion selvironi og et glas samarin. Det, der lander i din indbakke fra nu af er ikke for svagpissere!!!
11. Vent! ... du vil nu være ved at runde de 1. 100-150 besøgende. Is i maven søster!
12. Den næste, og den sidste sms sendes op, her kan du igen med fordel kaste en mindre mad- og linx blog op samtidig ... well, det virkede for mig ... jeg rundede på det tidspunkt o. de 300 besøgende indenfor et døgn!! - og en 3. plads på toplisten. (hånden på hjertet - der ER altså ingen, der kan slå babserne)
Så kære søster derude. Snyd ikke dig selv for denne her oplevelse!
Her er et 12-trins program, som rent faktisk virker!
fredag den 4. juni 2010
Grundlovsdags-blues
Her til aften slettede jeg min profil på d.dk.
Der skete noget idag, som fik mig til at ændre retning.
Jeg følte et ansvar ...
Men ikke før jeg lige havde fodret bodakerne en sidste gang - jeg er en flink lille darhme!
*lystløgnerikon*
Der skete noget idag, som fik mig til at ændre retning.
Jeg følte et ansvar ...
Men ikke før jeg lige havde fodret bodakerne en sidste gang - jeg er en flink lille darhme!
*lystløgnerikon*
torsdag den 3. juni 2010
Da bloggen blev rød ...
Husker i tøsebarnet fra igår?
Hun kom, hun så ... og hun lagde bloggen ned!
Men først en lille forklaring, om hvordanbloggen på d.dk. hænger sammen. Denne her blog er ikke som blogspots andre steder. Den befinder sig på et datingsite, *overraskelsesikon*. Og hånden på hjertet, den virker som et fluepapir med extra klister for os kvinder, som ikke kan stå for en ordmagter. (forklaring følger i en anden blog).
En mand behøver ikke at være mere end almindeligt orienteret udi forførelsesteknikker for at få øje på det flirte potentiale, der ligger i det skrevne ord. Det enestående virkemiddel pennen kan være, på et site hvor det visuelle, er i højsædet.
Eller hårdt mod hårdt! Hvis du ikke umiddelbart kan kæle for en kvindes øje, fortsætter du blot længere ind - ind bagved øjnene! ... og det er langt mere effektivt ...
Det her handler i virkeligheden om territorieafpisning versus hårlak! For hvilke, meget forventelige, reaktioner vil der ikke komme, hvis du pludselig ser dig slået på dét, der oprindeligt var din slagmark, dit jagtrevir. Og endda af en kvinde!
Hun kom, hun så ... og hun satte en kædereaktion igang.
Først lidt forsigtigt, med fingeren i jorden og situationsfornemmeren i højeste alarmberedskab, men efterhånden med større selvsikkerhed skrev hun blogs til kvinder, om kvinder; om sine egne oplevelser, tanker og følelser om kærligheden, det onde og grimme, volden, misforståelserne, misbrug, afhængigheder ...
Hun skrev om det at være sårbar, og hun lagde ikke fingrene imellem!!
... og blodet flød til tænderne på alle os andre kvinder.
Nu blev der blogget om ALT! Om at det, der berørte os, om det vi havde oplevet, vores ex'er, vores ønsker og forventninger til kærligheden, til de mænd, som vi fremover ville tillade os at lukke ind i vores liv. Kravene til manden steg i takt med bloggeriet. Nu var ord ikke længere nok - der skulle handling til. De skulle vise os at de var gode, stabile og langtidsholdbare mænd. Mænd, der virkelig ønskede tosomheden og parforholdet.
Og de skulle gøre dette gennem deres handlinger - ikke deres ord!
Føj for satan den sved ...
Hun kom, hun så ... og hun lagde bloggen ned!
Men først en lille forklaring, om hvordan
En mand behøver ikke at være mere end almindeligt orienteret udi forførelsesteknikker for at få øje på det flirte potentiale, der ligger i det skrevne ord. Det enestående virkemiddel pennen kan være, på et site hvor det visuelle, er i højsædet.
Eller hårdt mod hårdt! Hvis du ikke umiddelbart kan kæle for en kvindes øje, fortsætter du blot længere ind - ind bagved øjnene! ... og det er langt mere effektivt ...
Det her handler i virkeligheden om territorieafpisning versus hårlak! For hvilke, meget forventelige, reaktioner vil der ikke komme, hvis du pludselig ser dig slået på dét, der oprindeligt var din slagmark, dit jagtrevir. Og endda af en kvinde!
Hun kom, hun så ... og hun satte en kædereaktion igang.
Først lidt forsigtigt, med fingeren i jorden og situationsfornemmeren i højeste alarmberedskab, men efterhånden med større selvsikkerhed skrev hun blogs til kvinder, om kvinder; om sine egne oplevelser, tanker og følelser om kærligheden, det onde og grimme, volden, misforståelserne, misbrug, afhængigheder ...
Hun skrev om det at være sårbar, og hun lagde ikke fingrene imellem!!
... og blodet flød til tænderne på alle os andre kvinder.
Nu blev der blogget om ALT! Om at det, der berørte os, om det vi havde oplevet, vores ex'er, vores ønsker og forventninger til kærligheden, til de mænd, som vi fremover ville tillade os at lukke ind i vores liv. Kravene til manden steg i takt med bloggeriet. Nu var ord ikke længere nok - der skulle handling til. De skulle vise os at de var gode, stabile og langtidsholdbare mænd. Mænd, der virkelig ønskede tosomheden og parforholdet.
Og de skulle gøre dette gennem deres handlinger - ikke deres ord!
Føj for satan den sved ...
onsdag den 2. juni 2010
Bodaker
V-dag!
... eller næmere Valentins Dag påBloggen på dating.dk.
Det blev den dag, hvor jeg slettede min profil. Den dag, hvor ti-ørerne trillede ... én efter én efter én ...
Ikke så megen omstændighed, og ikke så meget ordpis her. Historien skal frem. Lisey's Historie.
Puha, den er fæl, og den har været længe undervejs. Mest af alt fordi jeg ikke har kunnet finde de formildende omstændigheder frem, som ellers altid finder vejen frem til min forpustede hjerne, de omstændigheder som altid gør mig istand til at se de fine og karakteristiske sider af andre mennesker, som jeg møder i mit liv. Min livslinie. Min kerne. Mit værn mod den angst, der lever og regerer i mit sind.
Jeg blev vidne til en så udtalt grad af cyber-kynisme, at en ild blev tændt, der ikke vil gå ud igen!
Rykker du lidt rundt på sædet nu - det kan du roligt gøre.
December har være hård på sitet. Der er mange ensomme og halvdesperate, njaaa, lad os bare sige gennem fucking desperate mænner som trænger til en varm madamme at imødegå højtidens spøgelser med. Det har væltet ind med mails og lumre forslag, så jeg ligger under. tri3e er blevet erstattet af Lisey. (Stephen King, Boo'ya Moon) Hun er nok sitets kedeligste grå profil, men det er nødvendigt for ikke at drukne i det hav af opmærksomhed, som selv en halvkedelig, enlig, grå hverdagsmor bliver mødt med.
I indbakken lander en mail. "Er du ok?" Den er fra AnnaBK. En hånd under.
Det bliver til en tur på Byens kro, sammen med en anden kær med-blogger. En aften, hvor der bliver drukket og skrålet igennem. Det letter, og det rykker ved noget. Cyber works, som jeg i min kanon-fisk brandert forklarer en interesseret udvekslingsstudent. Og en hel masse andre lystige ting, men det bliver i en anden blog;)
Det var så begyndelsen. Men vi skal frem til afslutningen ... Vi skal snakke lidt om bodakerne!
I den der bog af Dean Koontz, Broder Thomas, som jeg endelig har fået gnavet mig i gennem, kan Odd Thomas, udover at han kan se de døde, se bodakerne. En bodak er en mørk udflydende skygge, af en forstyrret ånd sandsynligvis, som dukker op når der skal ske noget ondt og grimt. Og jo tættere denne onde og grimme begivenhed kommer på klimaks, jo flere bodaker samles der omkring dét eller de uanede ofre.
Den søndag eftermiddag, på Valentins dag, ser jeg for første gang cyber-bodaker in action!
Som sædvanligt skal jeg lige ind og læse AnnaBK's blog. Det er efterhånden blevet den væsentligste grund til at jeg sitter derinde og stirrer på bloggen. Hun skriver gode og nærværende ting, og som altid er der en levende diskussion igang. Bloggen den dag handler om Valentinsdag med ex-kæresten. Det er en blog, hvor hun har lagt al sin smerte og sorg ned i ordene; det stråler igennem teksten.
Og hun bliver jordet! (et glemt, men stadig meget beskrivende udtryk)
Og ud af mit ellers rummelige og milde væsen (arhmmm) rejser sig en vrede, som jeg stadig kan mærke, når jeg lader hukommelsen gå på vandring. For satan og helvede!! Jeg skriver, nærmest med ført hånd min 1. kommentar!
"Daws! Ved I hvad følelsesparasitter er?" - (stilhed) - nej svares der tilbage. "Følelsesparasitter er mennesker, som ikke selv evner eller magter at føle noget som helst selv. Derfor stimler de sammen om de mennesker, som har den evne; for her at hente næring til deres eget tomme selv. De kan kun finde deres føde i andres følelser, andres reaktioner - alene kan de ingenting."
Dét er cyber-bodakerne. Og på et dating-site, hvor de fleste render rundt med følelserne uden på tøjet erbloggen på d.dk en fest-buffet!
Ti-ørerne triller ... og terningerne er kastet ...
Fortsættelse følger (cliffhangerikon)!
Absolut ingen SC'er idag.
... eller næmere Valentins Dag på
Det blev den dag, hvor jeg slettede min profil. Den dag, hvor ti-ørerne trillede ... én efter én efter én ...
Ikke så megen omstændighed, og ikke så meget ordpis her. Historien skal frem. Lisey's Historie.
Puha, den er fæl, og den har været længe undervejs. Mest af alt fordi jeg ikke har kunnet finde de formildende omstændigheder frem, som ellers altid finder vejen frem til min forpustede hjerne, de omstændigheder som altid gør mig istand til at se de fine og karakteristiske sider af andre mennesker, som jeg møder i mit liv. Min livslinie. Min kerne. Mit værn mod den angst, der lever og regerer i mit sind.
Jeg blev vidne til en så udtalt grad af cyber-kynisme, at en ild blev tændt, der ikke vil gå ud igen!
Rykker du lidt rundt på sædet nu - det kan du roligt gøre.
December har være hård på sitet. Der er mange ensomme og halvdesperate, njaaa, lad os bare sige gennem fucking desperate mænner som trænger til en varm madamme at imødegå højtidens spøgelser med. Det har væltet ind med mails og lumre forslag, så jeg ligger under. tri3e er blevet erstattet af Lisey. (Stephen King, Boo'ya Moon) Hun er nok sitets kedeligste grå profil, men det er nødvendigt for ikke at drukne i det hav af opmærksomhed, som selv en halvkedelig, enlig, grå hverdagsmor bliver mødt med.
I indbakken lander en mail. "Er du ok?" Den er fra AnnaBK. En hånd under.
Det bliver til en tur på Byens kro, sammen med en anden kær med-blogger. En aften, hvor der bliver drukket og skrålet igennem. Det letter, og det rykker ved noget. Cyber works, som jeg i min kanon-fisk brandert forklarer en interesseret udvekslingsstudent. Og en hel masse andre lystige ting, men det bliver i en anden blog;)
Det var så begyndelsen. Men vi skal frem til afslutningen ... Vi skal snakke lidt om bodakerne!
I den der bog af Dean Koontz, Broder Thomas, som jeg endelig har fået gnavet mig i gennem, kan Odd Thomas, udover at han kan se de døde, se bodakerne. En bodak er en mørk udflydende skygge, af en forstyrret ånd sandsynligvis, som dukker op når der skal ske noget ondt og grimt. Og jo tættere denne onde og grimme begivenhed kommer på klimaks, jo flere bodaker samles der omkring dét eller de uanede ofre.
Den søndag eftermiddag, på Valentins dag, ser jeg for første gang cyber-bodaker in action!
Som sædvanligt skal jeg lige ind og læse AnnaBK's blog. Det er efterhånden blevet den væsentligste grund til at jeg sitter derinde og stirrer på bloggen. Hun skriver gode og nærværende ting, og som altid er der en levende diskussion igang. Bloggen den dag handler om Valentinsdag med ex-kæresten. Det er en blog, hvor hun har lagt al sin smerte og sorg ned i ordene; det stråler igennem teksten.
Og hun bliver jordet! (et glemt, men stadig meget beskrivende udtryk)
Og ud af mit ellers rummelige og milde væsen (arhmmm) rejser sig en vrede, som jeg stadig kan mærke, når jeg lader hukommelsen gå på vandring. For satan og helvede!! Jeg skriver, nærmest med ført hånd min 1. kommentar!
"Daws! Ved I hvad følelsesparasitter er?" - (stilhed) - nej svares der tilbage. "Følelsesparasitter er mennesker, som ikke selv evner eller magter at føle noget som helst selv. Derfor stimler de sammen om de mennesker, som har den evne; for her at hente næring til deres eget tomme selv. De kan kun finde deres føde i andres følelser, andres reaktioner - alene kan de ingenting."
Dét er cyber-bodakerne. Og på et dating-site, hvor de fleste render rundt med følelserne uden på tøjet er
Ti-ørerne triller ... og terningerne er kastet ...
Fortsættelse følger (cliffhangerikon)!
Absolut ingen SC'er idag.
Abonner på:
Opslag (Atom)