Libertiner

Hmm. Egentlig havde jeg planlagt et vist kronologisk forløb i mine indlæg på denne hersens blog, men de sidste par dage har mine tanker dvælet ved en særlig øhh, hvad skal vi kalde ham, type som huserer på Bloggen på d.dk.

Han er lidt morsom, sådan set i et retroperspektivt lys. En sjov størrelse at følge på afstand, og småfnise lidt af, når man har snuppet sig et glas rødvin (efter at have spændt hjelmen), sammen med andre gode kvindfolk.

Men han er ikke spor sjov, så længe det står på!

Definitionen på Libertiner, er en mand, der ikke evner at elske. Måske fordi han aldrig har lært det, måske fordi han frygter det mere end noget andet eller måske bare fordi;

han bare ikke kan lade være med at betragte kvinder ene og alene som værende objekter, sat på Guds grønne, som redskaber for hans nu svigtende libido!

Her mangler jeg så fortællingen om min første eftermiddag, aften og nat på Bloggen på d.dk. Men anyway, knap havde min billedløse profil ramt tasterne for 1. gang, før Libertinerens fint nuancerede lugtesans vejrede fresh meat coming through. Min nu forlængs glemte kommentar resulterede i et kækt come on i indbakken, udelukkende rettet til mit nyfundne subjekt, stammetøsen.

Ny, naiv, nysgerrig og således komplimenteret, lod jeg dog brevet ligge der i en 3 uger tid. At tænke sig. Jeg var blevet "set" som subjekt. Som menneske.

Da jeg endelig tog beslutningen om at respondere på skrivet, følte jeg mig tryg og sikker i forvisningen om at jeg her ville møde en åndsfrænde. En mand, der var anderledes indstillet på at lade mennesket stå frem, som hverken ville objektivisere eller undervurdere mig i kraft af mit køn. (og dets løfter!)

Nøj, hvor var jeg dog naiv. Så ufatteligt nem, at resten af mit køn, og jer andre på den anden side af den afgrundsdybe grøft, jeg her er i gang med at grave, må slå jer gentagne gange på lårene af grin eller hvad, der nu gør det for jer!

(Overbærenhed, please)

Jeg nærmest kastede mig i bjørnefælden. Med øjnene vidt åbne!! Og jeg kom igen ... og igen.

Med det fromme ønske om, at måske jeg kunne lære manden forelskelsens evige mysterium. Men resultatet var og blev, hvad det altid vil være, når du sætter din lid til dine evner til at omvende det uomvendelige.

Failure!
Han kan nemlig ikke stå distancen. Det stakkels ynkelige kræ!

(SC nr. 3 er hermed lokaliseret. Er dog lidt usikker på om det er naiv eller dumstædig. Your tell me)

Ses ...

Lille spejl!

Eller lad os bare kalde det eventyret om, hvordan jeg tillod mig selv, og gav andre tilladelse til at betragte mig som et objekt.

- o0o -

Du ender jo med at slide det spejl op!

Kærlige, venlige, men til tider let irriterede ord, som min far havde for vane at smide efter mig, dengang da jeg i en alder af 15-16 år for alvor opdagede mig selv inde i spejlet. Og jeg kikkede, vurderede, øvede udtryk. Vendte og drejede mig  foran det skide spejl, så jeg kunne få hver eneste lille detalje med.

Det var okey. Det må unge piger godt!

Men det er fandeme ulækkert, når voksne mennesker begynder på den leg.

Mit lille eventyr på dating.dk. (herefter forkortet til d.dk. Hmmm.) starter egentlig meget uskyldigt, med at jeg opretter en profil. Der er felter, hvor jeg kan beskrive, hvordan jeg ser ud, hmm. fair nok; blå øjne, lyst hår, 45 år på bagsiden, en lille unge, som jeg kalder min egen.

En beskrivelse af mig selv som subjekt. Overordentligt fair nok! For det er da iorden at vildt fremmede lige for en opstart kan danne sig et billede af hvem jeg er, og hvad der bevæger mig .

Hvem jeg er, viser sig dog hurtigt ikke at været nok!!!!!

Send billeder, så jeg kan se dig, skriver de; det bliver nærmest et fast mantra for hver gang jeg åbner et brev fra en fremmed... Mere, flere og gerne full-body. Send mig alle de hemmeligheder som kun dit spejl har adgang til. Så jeg kan se dig, måle dig, veje dig og vurdere dig, fantasere om dig, forestille mig ved siden af dig, i sengen mens vi elsker, kysser, knepper. Gør min fantasi så levende at jeg næsten kan røre ved den.

Nej fandeme heller om jeg vil være objekt for dine latterlige, liderlige, romantiske, urealistiske forestillinger noget, som aldrig kan ramme virkeligheden.

Jeg er ikke en forestilling, et objekt. Jeg er et menneske, jeg er mit eget subjekt. Og det har kostet alt for meget at nå til den erkendelse, til at jeg vil opgive den tanke så meget som et split af mit liv.

 ... og i kampen for mit subjekts overlevelse brager jeg hovedløs lige ind i -

Bloggen på d.dk!

Og hvem ved. Måske gider jeg skrive lidt om det i morgen. For jeg er en doven hund.
(SC nr. 2 er nu lokaliseret.)

Back to life, back to reality ...

Dette indlæg havde jeg egentlig planlagt skulle op igår. Men, det blev ved tanken. Ikke fordi jeg havde for travlt med andre ting, mit hjem mit barn, mit liv iøvrigt, eller fordi jeg havde hemmelige livstruende verdens-reddende opgaver, jeg skulle varetage.

Jeg rider, bare ikke den dag jeg sadler!

Og jeg må se i øjnene, at det nok ikke er her listen over min short-comings slutter. (Herefter forkortet til SC, skulle det hænde at begrebet endnu engang finder plads i bloggen)

Men nok om det for nu.

Denne her blog oprettede jeg for godt og vel halvanden års tid siden. Og den har været dorment; hedder mon det, når jeg mener sovende? (Skide være med det. Det ligger godt i munden). Og det har den været af den simple grund, at jeg ikke har haft noget incitament til at skrive i den før.

Det har jeg så nu.  Jeg er pissed, og det på niveauer, som jeg ikke engang kender omfanget af endnu!!!

Og jeg håber, tror og beder til højere magter om, at jeg her kan få både afløb og aflad for alle de tankefortumlinger, som bevæger sig rundt på må og få i mit ikke alt for velstrukturerede lille hoved.

Kort og godt og uden blusel. Det klør i mine fingre, efter at få nedfældet blot nogle af de oplevelser jeg har haft indenfor det sidste halve års tid på - (her gør det ikke noget hvis du kommer til at ryste ufrivilligt, eller slippe en lille tår i buksen ...)

Bloggen på Dating.dk!

Ses i morgen, måske ...