Aben på min skulder!

En mand med en enkelt tam abe som kæledyr bliver måske opfattet som charmerende excentrisk, men en mand som har forvandlet sit hus til en abegrotte med snesevis af kvidrende chimpanser i fri dressur, har mistet al troværdighed hos distriktspsykiatrien.

Det her citat er fra bogen Broder Odd af Dean Koontz. Odd Thomas, som hans hovedperson hedder, er en 21 år gammel grill-kok, fra en ørken by ved navn Pico Mundo. Han er forbandet/begavet med evnen til at se de døde, som af en eller anden grund endnu ikke har fundet hvile, en evne som han ikke omfavner med glade og engagerede følelser, men som han i nærmest ophøjet ro affinder sig med, lytter til og følger ad de veje, som denne nok lidt usædvanlige evne leder ham ad. Det er hans abe!

Engang imellem, eller faktisk temmelig ofte, kan jeg identificere mig med Odd Thomas!

Altså, ikke på den måde at forstå at jeg kan se de døde, eller har en Guds givet mission her i livet, som jeg skal følge, alt eller intet. Nææ, det er den med aben på skulderen.
Min abe har siddet der så længe jeg kan huske tilbage. Og den har, den lille barske satan, altid nægtet at lade sig dressere. 

Jeg vil så gerne forsvinde ind i mig selv. Være introvert. Sidde helt stille inde i min egen verden, og lade tankerne flyde frit. Lige meget hvorhen.

Til denne fornøjelige (for mig) beskæftigelse kræves ganske lidt. En håndfuld bøger, gerne af blandet kvalitet. Nogle gode films, nogle mennesker, der bevæger sig i verden omkring mig, men som jeg ikke behøver at interagere socialt med. En vis mængde usynlighed er her ikke at foragte, noget jeg så efterhånden er temmelig øvet i
Her kan en lang spadseregang helt for mig selv gøre tricket. Så mærker jeg roen, en sjælden form for tilfredsstillelse, som der nok ikke er mange der kan identificere sig med.

Jeg kan mærke hvem jeg er!

Og det er så her at Bloggen på d.dk, for første gang viste sig fra sin aller smukkeste eller måske mest barske side. For jeg vendte tilbage. Nærmest skyldsbevidst som en tyv om natten, for var det ikke lige her jeg havde forspildt min tid og min krop. Jo da. Ganske bestemt. 

Men hvor jeg i hele den foregående periode havde dyrket mit sociale gen, havde deltaget aktivt, skabt on-line relationer, der krævede af mig, kunne jeg nu leve mit cyber-liv inde i mig selv. Jeg kunne skabe mine egne historier, være hvem jeg havde lyst til. - 

Men først og fremmest kunne jeg være inde i mig selv. Det sted jeg kender så godt, og hvor intet ondt eller usandt kan nå mig.

SC nr. 6 er hermed identificeret skulle jeg mene. Jeg har en udpræget asocial side, som jeg bare ikke har lyst til at give slip på. Dette selvom det måske gør det endnu vanskeligere for mig at agere optimalt ude i samfundet. Det er mit slik. Mit lille ekstra kick til tilværelsen.

Hermed ikke sagt at jeg ikke nyder mine mennesker, som er omkring mig, eller min lækre dejlige unge. Ej heller ville jeg kunne leve adskilt fra verden i majestætisk ophøjet ensomhed. Jeg er ikke eremit, og bliver det aldrig.


Men min sandhed findes ikke derude, den findes herinde ... i mig!

Til forsvar for min abe, vil jeg så nok mene at hvis den ikke fik lov til at have sin faste plads på skulderen, kunne mit hus meget nemt gå hen og blive fyldt med aber, altså af den slags der kvidrer ...

Blog-hype

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde fænomenet. Men på Bloggen på d.dk, synes det at være en meget god beskrivelse, for den tilstand, der rammer dig, når du kan mærke, at det med at følge med i hvert eneste skrevet ord bliver vigtigere end de almindelige gængse aktiviteter, som at spise, sove, holde hus eller deltage aktivt i en eller anden form for social interageren med venner og famile. Når du opdager at du ikke har noget at tale om, udover de ting og sager, der foregår på bloggen.

Og du ikke har nogen at fortælle det til, undtagen de øvrige cyber-personligheder, der bevæger sig rundt i samme afhængighedsforhold til bloggen, som du selv.

Så er det, at du skal tage et godt og solidt tag i nakken på dig selv, slæbe dit usle cyber-ID ud foran spejlet og give dig selv den længste og mest hjertelige overhalning, du kan komme i tanke om.

Se det i dine røde skærmirriterede øjne. Du er blevet afhængig af et tomrum, som reelt set kun eksisterer i kraft af en tilfældig række af uordnede tankekonstruktioner, og en cyberidentitet, som hånden på hjertet og i bedste fald ikke holder en meters længde i byretten.

Hvem var jeg?

Jeg er ikke helt sikker længere. Et cyber-ID har da gudskelov en kort levetid, når den igen ramler ind i virkeligheden. Den er ligeså luftig og tom, som selve tomrummet, hvori den fouragerede og fandt sin føde.
En hård og næringsfattig diæt, skal der dog lige tilføjes. Og dens kølvand følger virkelighedens grimme ansigt. Da jeg igen kunne se mig selv, var mit ansigt blevet sygeligt blegt, min krop havde mistet sin styrke, min vægt var nede på et niveau, hvor der ikke længere var noget overskud til de hårde opgaver. 6 måned på min flade røv havde sat sine spor.

Jeg har haft lange og lærerige snakke om dette fænomen. Det er i bedste fald et misbrug af tid og personlige resourcer, der nemt og med enkle redskaber kan vendes imod mere givende aktiviteter. Men det ligger i misbrugets natur at tolke virkeligheden indenfor de præmisser, som kan give næring til yderligere misbrug. Og med det voksende misbrug følger afhængigheden.

Houston, we have a problem!!!

Hvorfor havde jeg brug for dette tomrum? Det spørgsmål må nok blive ligge lidt længere endnu. Jeg har endnu ikke samlet alle nøglerne, der kan vise hvorfor jeg følte trang til og fandt ro og glæde i at bevæge mig rundt i et cyber-univers.

SC nr. 5. må så være en tilbøjelighed til at lukke øjnene for det, der står og skriger mig lige op i ansigtet. Måske vi kan føre den tilbage til hesten i stalden, der utålmodigt venter på at blive rørt. Komme ud i livet og luften. Men som tålmodigt må vente på at rytteren, får fingeren ud af sin dertil indrettede.

Til næste gang. Remember when you used to call me sugar ...

Klapjagt!

Jeg er rastløs. Jeg er en bokser, der har fået indraget sin licens af gode grunde, som ikke skal sendes ud i cyber.
Den sidste handske er kastet, og jeg føler ingen anger, kun den fortrydelse, der kommer af at få frataget sit sidste fristed. Var jeg en mand, søgte jeg ud i nattelivet for at nikke et par skaller, kaste et par bajere i halsen for derefter accidentially at skubbe til mr. bøllehund ved min side.

Men jeg er kvinde, og jeg er mor. Jeg må søge mine fornøjelser i den rolle, der herefter er blevet mig tildelt.

Desværre har jeg ikke temperament til at blive fastholdt i en rolle, der ligger så langt fra det register, der huserer i min krop, mit sind og min hvileløse sjæl.

Og atter engang er vi tilbage til Bloggen på d.dk.  Hvad var det lige jeg søgte og fandt på dette mit nu tabte fristed.
Vi skal tilbage til slutningen af september. Halvhjertede forsøg på at date diverse mænd, tilpasse mig deres fantasier og ønsker i endeløse skriverier, har sendt mig ind i en næsten katatonisk tilstand af anti-dating.

Stop så!!! Det siger mig ingenting. Det komplicerer mit liv og mine tanker. Det æder min tid og min energi. BackInBlack.

Så er han der! Ham, der trigger min hjerne, aktiverer sensorerne og sender signalstofferne ud i bevælgelse. Han er ikke virkelig, han dukker op med skjulte budskaber og en perfid dagorden. Og jeg følger efter. Hungrende efter kampen. Som mand siger han mig ingenting, som et glemt spøgelse haunter han mig og jeg følger efter underground.

Han har skabt et paradis af kampklar verbal ord-fighting. Og her finder jeg for første gang hjem. Igen.

SC nr. 4 har fundet sin plads i hierarkiet. Jeg vil slås. Og jeg vil fighte med de redskaber, som jeg ved fødslen har fået tildelt i nådegave, en gave og en  forbandelse. Min forbindelse til ordet, og deres magt over mit sind og min sjæl. Mit ønske om at fortabe mig ind i ordene og finde fred.

Herfra er vejen afstukket ...

I'll be back!