fredag den 21. januar 2011
onsdag den 19. januar 2011
Vindeltrapper
Hvor kom vi fra?
Nåh ja, *suk*. Medafhængig. Med-af-hæng-ig. Selvom jeg klapper stavelserne, er det ikke til at hive meget sjov ud af det ord.
Det er tungt, grimt og deles på en mærkelig måde. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke bryder mig om det. Jeg vil ikke se det, høre det eller forstå det.
Nu lægger jeg det her - og så glemmer vi alt om det igen, ikk?
Personligt: Hvad betyder det for lille mig, tænker jeg. Han skriver jo mange fine ting ham Giger-Bütler. (Ok, seriøst - det navn kan godt få mig til at fnise lidt halvhysterisk. Her er der tale om forældre som virkelig, virkelig ikke havde føling med deres barns behov). Overdreven ansvarsfølelse, angst, manglende fornemmelse for egen krop og egne behov, besværet med at udtrykke, hvad jeg føler - altså for alvor føler, ikke papagøje- og girafsnak!
Den skal jeg liiige en smut i tænkeboksen med. Den ER svær. Den er mother-fucking vanskelig, er den.
Det er så min vindeltrappe. (Flot metafor - virkelig til at arbejde med, så - *kaster håndtegn*) Nu er det så ikke sådan, at jeg står for foden af min trappe. Jeg er en halvgammel kone, med en grundlæggende fornuft, der nå ja, den svigter, men den hænger ved. Men jeg har sat mig ned bare for et øjeblik. For at få et lille bitte overblik, over de næste par trin, eller bare det næste ...
... jeg gjorde det jo. Jeg spredte armene ud, trak vejret dybt og preppede mig til det frie fald hele vejen ned igen. Ned til foden af trappen. What the fuck!!!
- Arhhh. Overdriver du ikke lidt nu, så slemt var det sgu heller ikke!
- Hmm. Muligvis. Og så alligevel. Noget blev aktiveret. Noget grimt og tungt.
-Jesus og Maria, så slap dog af ...
Konkret: Det er egentlig ikke så svært at beskrive, hvad det er der sker. Ord skifter karakter, eller indhold (eller begge dele).
Når jeg hører ord som; "du er sød", bliver det til "du skal være sød ved mig". Simple as that. Fra kompliment til krav i et split. "Jeg elsker dig" bliver til "du SKAL elske mig". (Kierkegaard, remember).
... fra kompliment til krav - det er en hårfin grænse ... jeg tror, at jeg bliver sittende lidt lige her. For nu.
Nåh ja, *suk*. Medafhængig. Med-af-hæng-ig. Selvom jeg klapper stavelserne, er det ikke til at hive meget sjov ud af det ord.
Det er tungt, grimt og deles på en mærkelig måde. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke bryder mig om det. Jeg vil ikke se det, høre det eller forstå det.
Nu lægger jeg det her - og så glemmer vi alt om det igen, ikk?
Personligt: Hvad betyder det for lille mig, tænker jeg. Han skriver jo mange fine ting ham Giger-Bütler. (Ok, seriøst - det navn kan godt få mig til at fnise lidt halvhysterisk. Her er der tale om forældre som virkelig, virkelig ikke havde føling med deres barns behov). Overdreven ansvarsfølelse, angst, manglende fornemmelse for egen krop og egne behov, besværet med at udtrykke, hvad jeg føler - altså for alvor føler, ikke papagøje- og girafsnak!
Den skal jeg liiige en smut i tænkeboksen med. Den ER svær. Den er mother-fucking vanskelig, er den.
Det er så min vindeltrappe. (Flot metafor - virkelig til at arbejde med, så - *kaster håndtegn*) Nu er det så ikke sådan, at jeg står for foden af min trappe. Jeg er en halvgammel kone, med en grundlæggende fornuft, der nå ja, den svigter, men den hænger ved. Men jeg har sat mig ned bare for et øjeblik. For at få et lille bitte overblik, over de næste par trin, eller bare det næste ...
... jeg gjorde det jo. Jeg spredte armene ud, trak vejret dybt og preppede mig til det frie fald hele vejen ned igen. Ned til foden af trappen. What the fuck!!!
- Arhhh. Overdriver du ikke lidt nu, så slemt var det sgu heller ikke!
- Hmm. Muligvis. Og så alligevel. Noget blev aktiveret. Noget grimt og tungt.
-Jesus og Maria, så slap dog af ...
Konkret: Det er egentlig ikke så svært at beskrive, hvad det er der sker. Ord skifter karakter, eller indhold (eller begge dele).
Når jeg hører ord som; "du er sød", bliver det til "du skal være sød ved mig". Simple as that. Fra kompliment til krav i et split. "Jeg elsker dig" bliver til "du SKAL elske mig". (Kierkegaard, remember).
... fra kompliment til krav - det er en hårfin grænse ... jeg tror, at jeg bliver sittende lidt lige her. For nu.
tirsdag den 18. januar 2011
De mente det jo godt ...
Jaja! Overskriften.^^
Det er titlen på en bog skrevet af Josef Giger-Bütler. (Fedt navn, jeg tænker atomkraftanlæg og boremaskiner), men manden er psykoterapeut og beskæftiger sig med depression og psykosomatiske sygdomme.
Han er ikke helt ved siden af.
Kort: Han er af den overbevisning, at vi er vores barndom. Og ikke forstået således, at det er far og moars skyld, at vi ikke lige kan få ting og sager til at hænge sammen på en nogenlunde fornuftig måde deroppe i skallen, men noget med at samspillet i selv velfungerende familier kan, hvis tankerne og opmærksomheden ikke er rettet mod barnet, gøre ar barnet ikke opnår den andel af følelsesmæssig kontakt, som det har brug for. (Og det er individuelt, hvordan og hvormeget).
I barnet udvikles en eksistentiel (ligefrem?) angst og (meget vigtigt) en alt for stor ansvarsfølelse.
Og resultatet; det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.
... og han fortsætter; det bliver hamrende dygtigt til til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet.
Livet bliver en lang overbebyrdelse ...
Kan du kende dig selv i noget af det her - måske det hele?
Jeg kan. Jeg har med megen overbevisning fået forklaret, (og jeg lytter, det gør jeg altså) at et godt dansk/sociologisk ord for det her er medafhængighed. Min menneskelige radar tuner ind på behov, med en præcision som NASA, Flåden og andre militære institutioner (skrev jeg virkelig det), ville brække højre arm for at få lov til at rode og rage i.
Jeg søger ind i den rolle, som jeg kender og elsker?, fordi jeg her kan skrabe en smule værdi sammen. Så jeg kan føle mig en smule værdifuld.
Det er altså ikke skidesundt i længden, det er det ikke!
Men hvad skal jeg stille op med det?
Igår fik jeg en håndfuld bon mots med på vejen - ikke at det allerede nu giver mening, så'n helt og aldeles, men nu skriver jeg det her, og så må vi se om jeg kan fatte det på et tidspunkt. (og det her er ikke ordret, men oversat i min skalle).
- Når du møder et menneske med behov, og de behov kalder på dig (ikke mennesket som sådan), skal du forestille dig at du står øverst oppe på en lang vindeltrappe. (Og det ikke forstået således, at jeg er overlegen, jeg er blot et andet sted. Jeg har ikke netop de presserende behov).
Der er mange snoede trin, der skal forceres, og det er jo sådan med vindetrapper, at du ikke kan se så forfærdeligt mange af de næste trin.
Neden for trappen står behovene. Eller det menneske som bærer behovene. H*n skal selv finde vej op ad trappen til dig. Du skal ikke derned, for så kommer h*n ingen vegne. H*n skal selv tage turen op ad de mange trin.
... og kan du ikke acceptere (og her bliver den svær), det menneske lige præcis dér hvor h*n befinder sig, er det ikke noget du skal ligge og rode og rage med. Dit job, er at hente din værdi i dig selv.
Damn it!!
Det er titlen på en bog skrevet af Josef Giger-Bütler. (Fedt navn, jeg tænker atomkraftanlæg og boremaskiner), men manden er psykoterapeut og beskæftiger sig med depression og psykosomatiske sygdomme.
Han er ikke helt ved siden af.
Kort: Han er af den overbevisning, at vi er vores barndom. Og ikke forstået således, at det er far og moars skyld, at vi ikke lige kan få ting og sager til at hænge sammen på en nogenlunde fornuftig måde deroppe i skallen, men noget med at samspillet i selv velfungerende familier kan, hvis tankerne og opmærksomheden ikke er rettet mod barnet, gøre ar barnet ikke opnår den andel af følelsesmæssig kontakt, som det har brug for. (Og det er individuelt, hvordan og hvormeget).
I barnet udvikles en eksistentiel (ligefrem?) angst og (meget vigtigt) en alt for stor ansvarsfølelse.
Og resultatet; det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.
... og han fortsætter; det bliver hamrende dygtigt til til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet.
Livet bliver en lang overbebyrdelse ...
Kan du kende dig selv i noget af det her - måske det hele?
Jeg kan. Jeg har med megen overbevisning fået forklaret, (og jeg lytter, det gør jeg altså) at et godt dansk/sociologisk ord for det her er medafhængighed. Min menneskelige radar tuner ind på behov, med en præcision som NASA, Flåden og andre militære institutioner (skrev jeg virkelig det), ville brække højre arm for at få lov til at rode og rage i.
Jeg søger ind i den rolle, som jeg kender og elsker?, fordi jeg her kan skrabe en smule værdi sammen. Så jeg kan føle mig en smule værdifuld.
Det er altså ikke skidesundt i længden, det er det ikke!
Men hvad skal jeg stille op med det?
Igår fik jeg en håndfuld bon mots med på vejen - ikke at det allerede nu giver mening, så'n helt og aldeles, men nu skriver jeg det her, og så må vi se om jeg kan fatte det på et tidspunkt. (og det her er ikke ordret, men oversat i min skalle).
- Når du møder et menneske med behov, og de behov kalder på dig (ikke mennesket som sådan), skal du forestille dig at du står øverst oppe på en lang vindeltrappe. (Og det ikke forstået således, at jeg er overlegen, jeg er blot et andet sted. Jeg har ikke netop de presserende behov).
Der er mange snoede trin, der skal forceres, og det er jo sådan med vindetrapper, at du ikke kan se så forfærdeligt mange af de næste trin.
Neden for trappen står behovene. Eller det menneske som bærer behovene. H*n skal selv finde vej op ad trappen til dig. Du skal ikke derned, for så kommer h*n ingen vegne. H*n skal selv tage turen op ad de mange trin.
... og kan du ikke acceptere (og her bliver den svær), det menneske lige præcis dér hvor h*n befinder sig, er det ikke noget du skal ligge og rode og rage med. Dit job, er at hente din værdi i dig selv.
Damn it!!
mandag den 17. januar 2011
Dæmoner
Idag kom jeg til at tænke på noget, som min gamle vejleder udi Etnologien engang sagde til mig.
Du skal navngive dine dæmoner.
Det er vel over ti år siden efterhånden, men det er en af de sætninger som har bidt sig fast. Som for alvor er kommet for at blive. Måske bliver det de sidste ord, der kommer over mine læber, når jeg engang skal kysse mine træsko farveller.
For mig står det helt deroppe ved siden af Kierkegaards "Du SKAL elske". Ja, det skal du. Du skal være det bedste, det kærligste og det fineste menneske, du kan være over for andre. Det skal du altså!
Men du skal ikke glemme dine dæmoner. De er der, og vil altid være der uanset hvor meget du anstrenger dig for at undgå, den der lejlighedsvise lille kikker indad. Det er dine mørke sider, som en lille tøs plejer at sige til mig. Du har jo dine mørke sider. Hold nu op, stå ved det:)
Jeg ved det. Og denne her blog blev i sin tid oprettet med det formål at få navngivet så mange som muligt af de her dæmoner. Det er stadig den underliggende rytme i alt hvad jeg skriver, eller beskriver her på bloggen. Den handler om mig, og de sider af mig, som trænger et eftersyn. Om ikke andet, holder denne tilsyneladende endeløse række af short-comings mig ydmyg.
Igår faldt jeg over en anden sentens, som gjorde mig stille. Det var noget i retning af:
Det er først, når jeg logger af, at jeg kan mærke at der er noget helt forkert.
Yup! Den følelse var bare så genkendelig. Her kan så passende indskydes det gamle cyber-slagord:
Welcome to the dark side - we got cookies!
(Eller noget i den stil.) Vi har jo vidst det lige fra fødslen af det her vidunderlige cyberspace, hvor alt kan ske og alt kan får lov til at lege frit. Det kalder på de mørke sider. De råber efter dine dæmoner om at komme ud og lege kis-pus. Det er uimodståeligt ansvarsfrit at bevæge sig mellem utallige andre cyberpersonager, uden at de kan røre dig - med mindre du giver lov.
Du skal give lov. Du skal lade det berøre dig, hvad din interageren med andre kan afstedkomme. Og for at kunne lade dig røre, må du navngive dine dæmoner. For de er der - ama'r og snustobak, de står i kø for at få lov til at slippe tøjlerne og gi' den gas.
Og de vil, hvis du lader tøjlerne gå, sandsynligvis (men her gætter jeg bare helt vildt) lave en hostile takeover på de lysere sider, og følge med dig ud på den anden side. Så du ikke længere har denne her;
... det er når jeg logger af, at jeg kan mærke at der er noget helt forkert ...
Du skal navngive dine dæmoner.
Det er vel over ti år siden efterhånden, men det er en af de sætninger som har bidt sig fast. Som for alvor er kommet for at blive. Måske bliver det de sidste ord, der kommer over mine læber, når jeg engang skal kysse mine træsko farveller.
For mig står det helt deroppe ved siden af Kierkegaards "Du SKAL elske". Ja, det skal du. Du skal være det bedste, det kærligste og det fineste menneske, du kan være over for andre. Det skal du altså!
Men du skal ikke glemme dine dæmoner. De er der, og vil altid være der uanset hvor meget du anstrenger dig for at undgå, den der lejlighedsvise lille kikker indad. Det er dine mørke sider, som en lille tøs plejer at sige til mig. Du har jo dine mørke sider. Hold nu op, stå ved det:)
Jeg ved det. Og denne her blog blev i sin tid oprettet med det formål at få navngivet så mange som muligt af de her dæmoner. Det er stadig den underliggende rytme i alt hvad jeg skriver, eller beskriver her på bloggen. Den handler om mig, og de sider af mig, som trænger et eftersyn. Om ikke andet, holder denne tilsyneladende endeløse række af short-comings mig ydmyg.
Igår faldt jeg over en anden sentens, som gjorde mig stille. Det var noget i retning af:
Det er først, når jeg logger af, at jeg kan mærke at der er noget helt forkert.
Yup! Den følelse var bare så genkendelig. Her kan så passende indskydes det gamle cyber-slagord:
Welcome to the dark side - we got cookies!
(Eller noget i den stil.) Vi har jo vidst det lige fra fødslen af det her vidunderlige cyberspace, hvor alt kan ske og alt kan får lov til at lege frit. Det kalder på de mørke sider. De råber efter dine dæmoner om at komme ud og lege kis-pus. Det er uimodståeligt ansvarsfrit at bevæge sig mellem utallige andre cyberpersonager, uden at de kan røre dig - med mindre du giver lov.
Du skal give lov. Du skal lade det berøre dig, hvad din interageren med andre kan afstedkomme. Og for at kunne lade dig røre, må du navngive dine dæmoner. For de er der - ama'r og snustobak, de står i kø for at få lov til at slippe tøjlerne og gi' den gas.
Og de vil, hvis du lader tøjlerne gå, sandsynligvis (men her gætter jeg bare helt vildt) lave en hostile takeover på de lysere sider, og følge med dig ud på den anden side. Så du ikke længere har denne her;
... det er når jeg logger af, at jeg kan mærke at der er noget helt forkert ...
søndag den 16. januar 2011
Iznogood versus Brigit Fonda
Så blev det nat.
Natten er min ven. Ikke kun fordi der er mørkt og stille (det meste af året), men fordi natten har sin helt egen måde at samle tanker sammen på.
Jeg kan huske, da jeg var yngre. Altså et barn. Ræddi meget yngre. Jeg elskede tegneserier. (og korte sætninger, hvilket kan forklare én af fascinationerne ved tegneserien). Med billeder og ganske få ord, fik jeg en morale serveret, som ikke var til at tage fejl af. Det er ikke helt ved siden af, hvis jeg nu stivnakket hævder, at tegneseriemediet, har lært mig et eller andet om det gode og det onde. (og brugen af korte sætninger).
Det onde kommer altid til kort!
Det onde har ikke en kinamands chance i helvede for at triumfere - det er bare ikke vejen frem.
Iznogood (ham der henvises til i overskriften) var, og er sikkert stadig, hvis jeg lusker ned på Hovedbiblioteket og låner et par stykker med hjem, bare for nostalgiens skyld, altså - øhh. nå ja, han var storvesir for Kaliffen.
Kaliffen havde et godt liv, misundelsesværdigt godt, når det endelig skal frem, og Iznogood begærede mere end noget andet i denne verden, den plads i the center of the Universe, som Kaliffen med største selvfølgelighed, havde indtaget. Bare sådan og uden det store besvær.
Det ville han oss være, altså Kalif og universets centrum.
For at gøre en lang historie kort. Mens Iznogood i album efter album, slider som en lille hest med at planlægge og eksekvere den ene onde strategi efter den anden, for endelig og måske på den lykkelige dag, hvor alt falder i hak, at kunne indtage pladsen som Kalif i stedet for Kaliffen, tager Kaliffen sig en lille en på øjet. Og når dagen er gået, og natten falder på - og Kaliffen igen skal ha' en lille en på øjet, befinder Iznogood sig som oftest i en selvfremkaldt og noget prekær situation, som han ikke kan takke andre end sig selv for.
Som før skrevet. Det der onde skidt virker ikke ... ikke hvis du vil være noget, som du ikke er ...
- kan du huske den der films fra engang i firserne. Den hvor Brigit Fonda spiller en ung, smuk og misundelsesværdigt succesfuld kvinde, der får sig en roommate.
- Åh ja - og hvor roommaten viser sig at være en kugleskør lille frille, med det ene formål at overtage Ms. Fonda's liv og identitet.
- Scary shit!
-Yup! Men det lykkes hende ikke - altså, hun får slået en del ihjel (og får sat en del nerver på spidsen), men tilsidst, når den fede dame har sunget ender hun (så vidt jeg husker) med at få klasket en spade i skallen af Ms. Fonda. Det er en god slutning. (spader er knaldgode til metaforer).
Det er en vældig god slutning, lidt tegneserieagtig, men god ...
Natten er min ven. Ikke kun fordi der er mørkt og stille (det meste af året), men fordi natten har sin helt egen måde at samle tanker sammen på.
Jeg kan huske, da jeg var yngre. Altså et barn. Ræddi meget yngre. Jeg elskede tegneserier. (og korte sætninger, hvilket kan forklare én af fascinationerne ved tegneserien). Med billeder og ganske få ord, fik jeg en morale serveret, som ikke var til at tage fejl af. Det er ikke helt ved siden af, hvis jeg nu stivnakket hævder, at tegneseriemediet, har lært mig et eller andet om det gode og det onde. (og brugen af korte sætninger).
Det onde kommer altid til kort!
Det onde har ikke en kinamands chance i helvede for at triumfere - det er bare ikke vejen frem.
Iznogood (ham der henvises til i overskriften) var, og er sikkert stadig, hvis jeg lusker ned på Hovedbiblioteket og låner et par stykker med hjem, bare for nostalgiens skyld, altså - øhh. nå ja, han var storvesir for Kaliffen.
Kaliffen havde et godt liv, misundelsesværdigt godt, når det endelig skal frem, og Iznogood begærede mere end noget andet i denne verden, den plads i the center of the Universe, som Kaliffen med største selvfølgelighed, havde indtaget. Bare sådan og uden det store besvær.
Det ville han oss være, altså Kalif og universets centrum.
For at gøre en lang historie kort. Mens Iznogood i album efter album, slider som en lille hest med at planlægge og eksekvere den ene onde strategi efter den anden, for endelig og måske på den lykkelige dag, hvor alt falder i hak, at kunne indtage pladsen som Kalif i stedet for Kaliffen, tager Kaliffen sig en lille en på øjet. Og når dagen er gået, og natten falder på - og Kaliffen igen skal ha' en lille en på øjet, befinder Iznogood sig som oftest i en selvfremkaldt og noget prekær situation, som han ikke kan takke andre end sig selv for.
Som før skrevet. Det der onde skidt virker ikke ... ikke hvis du vil være noget, som du ikke er ...
- kan du huske den der films fra engang i firserne. Den hvor Brigit Fonda spiller en ung, smuk og misundelsesværdigt succesfuld kvinde, der får sig en roommate.
- Åh ja - og hvor roommaten viser sig at være en kugleskør lille frille, med det ene formål at overtage Ms. Fonda's liv og identitet.
- Scary shit!
-Yup! Men det lykkes hende ikke - altså, hun får slået en del ihjel (og får sat en del nerver på spidsen), men tilsidst, når den fede dame har sunget ender hun (så vidt jeg husker) med at få klasket en spade i skallen af Ms. Fonda. Det er en god slutning. (spader er knaldgode til metaforer).
Det er en vældig god slutning, lidt tegneserieagtig, men god ...
mandag den 10. januar 2011
søndag den 9. januar 2011
Firestarter
Sidespring.
- Aiii, hvad så med det der om Kaliffen og Iznogood, Bullseye og dartpilen?
- Det kommer, rolig nu - det her er bare vigtigere!
- Røv!
- Du startede!
... forstil dig at du render ind i følgende scenario - en mand ligger blødende fra næse og mund på fortorvet. Over ham, som klar til det næste slag, står en mand med knyttet næve. Han ser ond ud, og hele hans krop emmer af vrede og arrigskab. Fortæl mig, hvilken følelse rammer dig med 200 km i timen (den låner jeg lige den tanke, ok?).
Med hvilken effekt kommer du i affekt?
Og igen igen er vi indeover noget med de retoriske spørgsmål. (Det betyder, at jeg nok skal komme med svarene).
Du tænker/føler/reflekterer i samme split: I guder, manden er jo blevet overfaldet, han bløder og skal have hjælp.
Du reagerer: Råber, hjælper, kaster dig over mobilen og tilkalder politi, ambulance og Københavns Kommunes Brandvæsen (stolte etater, ingen tvivl der).
Manden på fortorvet krabber sig hen mod nærmeste gadehjørne, og forsvinder i løb.
Fortæl mig, hvad du i det øjeblik forestiller dig er gået forud?
Du forestiller dig, at den sårede mand er blevet offer for den onde mands vrede. Du ved, og er villig til at smide din troværdighed oven i puljen her, at den stakkels blødende mand på fortorvet blev overfaldet af den onde, vrede mand. Du ved, at var du ikke kommet forbi lige dér i det heldige øjeblik, var den onde, vrede mand gået til angreb igen, og kun guderne ved, hvad det var endt med!
Var du ikke lige dér, på netop dette lyksagelige tidspunkt ...
Firestarter!
Reelt set ved du kun dette ene: Du er havnet i en konflikt, som ikke er din.
Du ved absolut intet om, hvad der er gået forud, og du ved intet om hvad der vil følge efter. Det er lige så meget inden for mulighedsbetingelserne, at det er den blødende mand, der er skurken, og at den vrede, onde mand blot har vist sig stærkere end forventet.
Det er ligeledes muligt at de to mænd er i fuld gang med at "ordne deres egne paragraffer", på en måde som kun de kan og er ansvarlige for. Det er muligt ...
... og søndagsmoralen?
Stol ikke på dig selv i affekt, og lad ikke effekten af affekten være din guideline - remember, it's not your fire:)
- Aiii, hvad så med det der om Kaliffen og Iznogood, Bullseye og dartpilen?
- Det kommer, rolig nu - det her er bare vigtigere!
- Røv!
- Du startede!
... forstil dig at du render ind i følgende scenario - en mand ligger blødende fra næse og mund på fortorvet. Over ham, som klar til det næste slag, står en mand med knyttet næve. Han ser ond ud, og hele hans krop emmer af vrede og arrigskab. Fortæl mig, hvilken følelse rammer dig med 200 km i timen (den låner jeg lige den tanke, ok?).
Med hvilken effekt kommer du i affekt?
Og igen igen er vi indeover noget med de retoriske spørgsmål. (Det betyder, at jeg nok skal komme med svarene).
Du tænker/føler/reflekterer i samme split: I guder, manden er jo blevet overfaldet, han bløder og skal have hjælp.
Du reagerer: Råber, hjælper, kaster dig over mobilen og tilkalder politi, ambulance og Københavns Kommunes Brandvæsen (stolte etater, ingen tvivl der).
Manden på fortorvet krabber sig hen mod nærmeste gadehjørne, og forsvinder i løb.
Fortæl mig, hvad du i det øjeblik forestiller dig er gået forud?
Du forestiller dig, at den sårede mand er blevet offer for den onde mands vrede. Du ved, og er villig til at smide din troværdighed oven i puljen her, at den stakkels blødende mand på fortorvet blev overfaldet af den onde, vrede mand. Du ved, at var du ikke kommet forbi lige dér i det heldige øjeblik, var den onde, vrede mand gået til angreb igen, og kun guderne ved, hvad det var endt med!
Var du ikke lige dér, på netop dette lyksagelige tidspunkt ...
Firestarter!
Reelt set ved du kun dette ene: Du er havnet i en konflikt, som ikke er din.
Du ved absolut intet om, hvad der er gået forud, og du ved intet om hvad der vil følge efter. Det er lige så meget inden for mulighedsbetingelserne, at det er den blødende mand, der er skurken, og at den vrede, onde mand blot har vist sig stærkere end forventet.
Det er ligeledes muligt at de to mænd er i fuld gang med at "ordne deres egne paragraffer", på en måde som kun de kan og er ansvarlige for. Det er muligt ...
... og søndagsmoralen?
Stol ikke på dig selv i affekt, og lad ikke effekten af affekten være din guideline - remember, it's not your fire:)
lørdag den 8. januar 2011
... derefter bliver det konkret ...
Nu ville jeg være en regulær devilwoman, hvis jeg fortsatte mine lommefilosofiske kvababbelser (<- se! et ord med 3 b'er) i al evighed og ligesom aldrig kom til sagen. Hvad er pointen med alt det her ondeævleri? Hvor skal vi hen du?
Well - uHa, jeg kunne fortsætte lidt længere ud af tangenten omkring det her med grænserne mellem det onde, det gode og gengældelsen, som egentlig kan placeres begge steder. Alt efter temperament. Men det er på tide at blive lidt konkrete.
Forestil dig en dartskive!
(... og nu er jeg igen startet midt i en tankestrøm, men lad bare det mentale billede stå. Du får brug for det lige om lidt)(tror jeg nok ...).
Igår læste jeg andetssteds en lille smule om det her med samfund/fællesskaber, der omfattes af uskrevne regler. Altså informelle fællesskaber, der opstår på basis af en eller anden form for tilknytning - det kan være en aktivitet, en hobby, noget så simpelt, som et ønske om selskab eller af ren og skær kedsomhed.
Sådanne fællesskaber eksisterer überalles. Men når jeg nu tilfældigvis befinder mig i cyber, hvorfor så ikke tage udgangspunkt i et cyberfællesskab. Det ligger da lige for, og er til at tage og føle på.
- Keder du dig? spurgte hun.
- I den form for fællesskaber, som du her henviser til, handler det i bund og grund om magt, sagde han.
Eller adgangen til oplysninger, som er udgangspunktet for at kunne tilegne sig magten i det informelle fællesskab. Har du adgang til en lille smule flere informationer end "den grå masse", kan du til hver en tid spille sensationskortet. The moment of surprice and suspence, som bryder den almindelige kedsomhed. Og som kedsomhedsbryder, er der ikke langt ind til bullseye. Og det er dér, du gerne vil være. The center of attention ...
(Han er en fantasiven, som jeg har opfundet til lejligheden - bare lige for at få den på plads).
Et informelt fællesskab kan lignes med en dartskive.
Bullseye er den position, eller placering, som der stræbes efter. At være i centrum for al opmærksomhed, placerer dig som informel leder. Med den placering har du mulighed for at sætte standarden for, hvorledes de uskrevne regler skal formuleres og fortolkes. Det er en position, som for nogle kan virke både tillokkende og attråværdig. (god knows why!).
Dette herlige mix af magt, indflydelse, opmærksomhed og adgang til information - og sidst men ikke mindst - hals- og håndsret over "den grå masse"s indoptag og anerkendelse af netop din udgave af "den fælles samvittighed". Du vinder retten til at definere det onde og det gode.
Det er da uimodståeligt - næsten som at være statsminister i sin egen lille bananrepublik.
(fortsættelse følger)
Well - uHa, jeg kunne fortsætte lidt længere ud af tangenten omkring det her med grænserne mellem det onde, det gode og gengældelsen, som egentlig kan placeres begge steder. Alt efter temperament. Men det er på tide at blive lidt konkrete.
Forestil dig en dartskive!
(... og nu er jeg igen startet midt i en tankestrøm, men lad bare det mentale billede stå. Du får brug for det lige om lidt)(tror jeg nok ...).
Igår læste jeg andetssteds en lille smule om det her med samfund/fællesskaber, der omfattes af uskrevne regler. Altså informelle fællesskaber, der opstår på basis af en eller anden form for tilknytning - det kan være en aktivitet, en hobby, noget så simpelt, som et ønske om selskab eller af ren og skær kedsomhed.
Sådanne fællesskaber eksisterer überalles. Men når jeg nu tilfældigvis befinder mig i cyber, hvorfor så ikke tage udgangspunkt i et cyberfællesskab. Det ligger da lige for, og er til at tage og føle på.
- Keder du dig? spurgte hun.
- I den form for fællesskaber, som du her henviser til, handler det i bund og grund om magt, sagde han.
Eller adgangen til oplysninger, som er udgangspunktet for at kunne tilegne sig magten i det informelle fællesskab. Har du adgang til en lille smule flere informationer end "den grå masse", kan du til hver en tid spille sensationskortet. The moment of surprice and suspence, som bryder den almindelige kedsomhed. Og som kedsomhedsbryder, er der ikke langt ind til bullseye. Og det er dér, du gerne vil være. The center of attention ...
(Han er en fantasiven, som jeg har opfundet til lejligheden - bare lige for at få den på plads).
Et informelt fællesskab kan lignes med en dartskive.
Bullseye er den position, eller placering, som der stræbes efter. At være i centrum for al opmærksomhed, placerer dig som informel leder. Med den placering har du mulighed for at sætte standarden for, hvorledes de uskrevne regler skal formuleres og fortolkes. Det er en position, som for nogle kan virke både tillokkende og attråværdig. (god knows why!).
Dette herlige mix af magt, indflydelse, opmærksomhed og adgang til information - og sidst men ikke mindst - hals- og håndsret over "den grå masse"s indoptag og anerkendelse af netop din udgave af "den fælles samvittighed". Du vinder retten til at definere det onde og det gode.
Det er da uimodståeligt - næsten som at være statsminister i sin egen lille bananrepublik.
(fortsættelse følger)
fredag den 7. januar 2011
Nu bliver det personligt!
Lige for at runde det med Lissi-pigen af, så fik jeg denne her klasket i fjæset her den anden dag:
- Jamen hun er da ikke ond! sagde hun.
- Jo hun er! sagde jeg.
Når hun flækker skallen på Vanger JR. med en golfkølle, tiltusker sig 40 millioner (godt nok svenske kroner, men alligevel) eller tatoverer grimme ting på maven af sin voldtægtmand, så er hun ond. Gennemført ond.
Det er hun først og fremmest (og det her er vigtigt) (i shall only say this once), fordi hun gengælder på vegne af sig selv! Hun så at sige hævner sig selv, sin egen person og det er en brøde mod fællesskabet. Det mås man ikke.
Hævnen eller gengældelsen tilhører alene fællesskabet.
Og det er der faktisk ikke noget at sige til. Nu har fællesskabet brugt tid og energi på at definere hvad der er ondt og hvad der er godt (og det er ikke altid verdens nemmeste job, skal jeg hilse at sige). De har nøje og med stor ekspertice, køligt overblik og saglige vurderinger afgjort med sig selv, hvad der er det ene, og hvad der er det andet.
Og så er det sådan! Basta!
Strafudmålingen tilhører fællesskabet. Og for at holde orden i hvad der skal straffes, hvornår og i særdeleshed hvordan, er det meget vigtigt at INGEN træder udenfor og ordner paragrafferne selv.
For at sige det lige ud! Denne verdens Lissi-piger ødelægger den gode stemning.
Den skal jeg vist lige lidt tættere på, den der. (skubber læsebrillen op i panden og skeler en smule). Lissi handler ikke i affekt. Det er hendes 1. synd. Hun er velovervejet, forberedt til tænderne og gennemkalkuleret, når hun gengælder. 2. Hun udmåler og eksekverer en straf, som udover retmæssigt at tilhøre fællesskabet, ikke følger de vedtagne regler for afstraffelse (eller gengældelse). (Whatever works for you-princippet).
Det er hele to ting, som hånden på hjertet kan være med til at stille fællesskabet i et meget dårligt lys. Dels fordi vi andre sidder her og hepper begejstret på Lissi, dels fordi den form for personlig gengældelse kan svække fællesskabets autoritet.
Den autoritet, som på magisk vis forvandler ondt til godt. Den autoritet, som legaliserer og retfærdiggør gengældelsen og gør den god ...
(Kunstpause, mens vi holder vejret).
Hvad gør fællesskabet så? (retorisk spørgsmål, men har du et bud, skal du være velkommen).
Fællesskabet gengælder.
- Jamen hun er da ikke ond! sagde hun.
- Jo hun er! sagde jeg.
Når hun flækker skallen på Vanger JR. med en golfkølle, tiltusker sig 40 millioner (godt nok svenske kroner, men alligevel) eller tatoverer grimme ting på maven af sin voldtægtmand, så er hun ond. Gennemført ond.
Det er hun først og fremmest (og det her er vigtigt) (i shall only say this once), fordi hun gengælder på vegne af sig selv! Hun så at sige hævner sig selv, sin egen person og det er en brøde mod fællesskabet. Det mås man ikke.
Hævnen eller gengældelsen tilhører alene fællesskabet.
Og det er der faktisk ikke noget at sige til. Nu har fællesskabet brugt tid og energi på at definere hvad der er ondt og hvad der er godt (og det er ikke altid verdens nemmeste job, skal jeg hilse at sige). De har nøje og med stor ekspertice, køligt overblik og saglige vurderinger afgjort med sig selv, hvad der er det ene, og hvad der er det andet.
Og så er det sådan! Basta!
Strafudmålingen tilhører fællesskabet. Og for at holde orden i hvad der skal straffes, hvornår og i særdeleshed hvordan, er det meget vigtigt at INGEN træder udenfor og ordner paragrafferne selv.
For at sige det lige ud! Denne verdens Lissi-piger ødelægger den gode stemning.
Den skal jeg vist lige lidt tættere på, den der. (skubber læsebrillen op i panden og skeler en smule). Lissi handler ikke i affekt. Det er hendes 1. synd. Hun er velovervejet, forberedt til tænderne og gennemkalkuleret, når hun gengælder. 2. Hun udmåler og eksekverer en straf, som udover retmæssigt at tilhøre fællesskabet, ikke følger de vedtagne regler for afstraffelse (eller gengældelse). (Whatever works for you-princippet).
Det er hele to ting, som hånden på hjertet kan være med til at stille fællesskabet i et meget dårligt lys. Dels fordi vi andre sidder her og hepper begejstret på Lissi, dels fordi den form for personlig gengældelse kan svække fællesskabets autoritet.
Den autoritet, som på magisk vis forvandler ondt til godt. Den autoritet, som legaliserer og retfærdiggør gengældelsen og gør den god ...
(Kunstpause, mens vi holder vejret).
Hvad gør fællesskabet så? (retorisk spørgsmål, men har du et bud, skal du være velkommen).
Fællesskabet gengælder.
onsdag den 5. januar 2011
Der findes ingen uskyldige ...
Der findes ingen uskyldige, der findes kun grader af ansvar.
... eller noget i den stil. Det er ord, som Stieg Larsson lægger i munden på sin super-heltinde Lisbeth Salander. I ved, hende med ilden og luftkastellerne. (gider du ikke læse bøgerne - hovedsagelig fordi de er svenske krimier, og fordi svenske krimier = overkill, (der er bare for mange af dem pt., sorry) så lej films'ne hos din lokale pusher).
For satan! Hvor blev jeg skuffet, da Stieg L. udstyrede Lissi-pigen med Aspergers Syndrom!
Men jeg forstår manøvren. Lissi er jo ond. Jeg mener, hun er ind til benet ondsindet og hun handler på det. Hun gør og siger ting og sager, som bryder med alle niveauerne i den fælles samvittighed. Retsligt, moralsk, etisk - you name it, she's done it!
Naturligvis er konen syg i bøtten.
Vi hverken kan eller vil anerkende individer, i vores fællesskaber (store som små), som giver efter for de mørkere sider i deres personlighed. Og ikke blot giver efter - af svaghed eller mangel på selvkontrol, men som finder behag i de gammeltestamentlige deviser - øje for øje, og med ondt skal ondt fordrives!
En kvinde, som finder sin forløsning af fortidens, nutidens og hvem ved fremtidens dæmoner gennem gengældelsen.
Men hov! Gengældelsen var en god ting, var den ikke? (skriver hun i bedste lommefilosofiske Erasmus Montanus-stil)
Jo! Og nej! Altså, hør nu efter! Det hænger således sammen. Den fælles samvittighed, konsensus omkring hvad der er ondt og hvornår tilhører fællesskabet - ikke individet. Individet er simpelthen for emotionelt styret til at kunne administrere strafudmålningen og gengældelsesprocessen, til at kunne dømme og eksekvere uvildigt og på et sagligt grundlag. Det bliver noget enfoldigt rod, hvis vi overlader det til det enkelt menneske. Noget tis, for at sige det lige ud ...
... der er bare lige det med Lissi-pigen, at hun ikke umiddelbart virker særlig enfoldig eller emotionelt styret, for den sags skyld ... faktisk virker hun temmelig velovervejet og stratetisk styret, når hun does evil. Lissi er ond. Og hun adskiller sig her fra de andre femi-krimi heltinder i det store femi-krimi univers ved ikke at handle i nødværge eller i en stærkt passioneret tilstand af andrenalin-feber.
Hun er bevidst i sin gengældelsesproces, og hun hverken fortryder eller går kuk-kuk.
Hendes samvittighed er uberørt ...
... for, som Store Stieg lader hende være talsmand for - der findes ingen uskyldige!
... eller noget i den stil. Det er ord, som Stieg Larsson lægger i munden på sin super-heltinde Lisbeth Salander. I ved, hende med ilden og luftkastellerne. (gider du ikke læse bøgerne - hovedsagelig fordi de er svenske krimier, og fordi svenske krimier = overkill, (der er bare for mange af dem pt., sorry) så lej films'ne hos din lokale pusher).
For satan! Hvor blev jeg skuffet, da Stieg L. udstyrede Lissi-pigen med Aspergers Syndrom!
Men jeg forstår manøvren. Lissi er jo ond. Jeg mener, hun er ind til benet ondsindet og hun handler på det. Hun gør og siger ting og sager, som bryder med alle niveauerne i den fælles samvittighed. Retsligt, moralsk, etisk - you name it, she's done it!
Naturligvis er konen syg i bøtten.
Vi hverken kan eller vil anerkende individer, i vores fællesskaber (store som små), som giver efter for de mørkere sider i deres personlighed. Og ikke blot giver efter - af svaghed eller mangel på selvkontrol, men som finder behag i de gammeltestamentlige deviser - øje for øje, og med ondt skal ondt fordrives!
En kvinde, som finder sin forløsning af fortidens, nutidens og hvem ved fremtidens dæmoner gennem gengældelsen.
Men hov! Gengældelsen var en god ting, var den ikke? (skriver hun i bedste lommefilosofiske Erasmus Montanus-stil)
Jo! Og nej! Altså, hør nu efter! Det hænger således sammen. Den fælles samvittighed, konsensus omkring hvad der er ondt og hvornår tilhører fællesskabet - ikke individet. Individet er simpelthen for emotionelt styret til at kunne administrere strafudmålningen og gengældelsesprocessen, til at kunne dømme og eksekvere uvildigt og på et sagligt grundlag. Det bliver noget enfoldigt rod, hvis vi overlader det til det enkelt menneske. Noget tis, for at sige det lige ud ...
... der er bare lige det med Lissi-pigen, at hun ikke umiddelbart virker særlig enfoldig eller emotionelt styret, for den sags skyld ... faktisk virker hun temmelig velovervejet og stratetisk styret, når hun does evil. Lissi er ond. Og hun adskiller sig her fra de andre femi-krimi heltinder i det store femi-krimi univers ved ikke at handle i nødværge eller i en stærkt passioneret tilstand af andrenalin-feber.
Hun er bevidst i sin gengældelsesproces, og hun hverken fortryder eller går kuk-kuk.
Hendes samvittighed er uberørt ...
... for, som Store Stieg lader hende være talsmand for - der findes ingen uskyldige!
tirsdag den 4. januar 2011
Evil is, what evil does ...
Jeg har den sidste uges tid forsøgt at samle tanker nok omkring det her med at være ond. Den 1. åbenbaring kom egentlig ganske af sig selv, da jeg her den anden aften sad og så Wolfman, den evige fortælling om bæstet (varulven), som ligger latent i mennesket (læs manden) og bare venter på at blive sluppet løs - gerne ved fuldmåne (som sikkert har referencer til den kvindelige cyklus og blabla. og bla.).
Men det er nu ikke så vigtigt med hvem, hvad og hvornår i denne her sammenhæng - det er anerkendelsen af bæstet i os alle: Det Onde!
Så var det lige at jeg, bare som en lille mental øvelse, forsøgte at oprulle historien og geografien for at lokalisere ondskaben - og så slog det mig:
Jeg kan ikke komme i tanke om samfund, kulturer eller fællesskaber, som ikke har vedtagne normer for hvad der er ondt, og som ikke straffer det!
(Elsker en god dobbeltnegation:))
Lad os bare gå hele vejen - jeg vil kalde det for en fælles samvittighed - mest fordi jeg kan.
Så i den ottekantede har vi nu i det ene ringhjørne Det Onde og i det andet Den Fælles Samvittighed.
Og vi straffer, gør vi. Vi vil ikke finde os i, at Det Onde skal have så meget som en lillefingernegl at gribe i. Straffen står da i de fleste tilfælde også i et udmærket forhold til den onde gerning. Forøver du vold mod Den Fælles Samvittighed, er der en lige højre på vej i din retning. Det kan ikke være anderledes - og det er regulær gengældelse!
Er det ikke ondt? (retorisk spørgsmål).
Næh - vi kalder det retfærdigt. Og retfærdigt er Godt!
... og her er det så at jeg kan lugte brændte hjerneceller fra øverste etage. For der var jo lige det med samvittigheden, som ikke kunne berøres, af grunde som jeg bliver nødt til at gemme til en anden god gang, (på den ene side) og den nødvendige gengældelse (på den anden side).
Jeg må vist tilbage til tænketanken - og jeg vil tage hende pigen med mig - i ved, hende der leger med ild og sprænger luftkasteller ...
Men det er nu ikke så vigtigt med hvem, hvad og hvornår i denne her sammenhæng - det er anerkendelsen af bæstet i os alle: Det Onde!
Så var det lige at jeg, bare som en lille mental øvelse, forsøgte at oprulle historien og geografien for at lokalisere ondskaben - og så slog det mig:
Jeg kan ikke komme i tanke om samfund, kulturer eller fællesskaber, som ikke har vedtagne normer for hvad der er ondt, og som ikke straffer det!
(Elsker en god dobbeltnegation:))
Lad os bare gå hele vejen - jeg vil kalde det for en fælles samvittighed - mest fordi jeg kan.
Så i den ottekantede har vi nu i det ene ringhjørne Det Onde og i det andet Den Fælles Samvittighed.
Og vi straffer, gør vi. Vi vil ikke finde os i, at Det Onde skal have så meget som en lillefingernegl at gribe i. Straffen står da i de fleste tilfælde også i et udmærket forhold til den onde gerning. Forøver du vold mod Den Fælles Samvittighed, er der en lige højre på vej i din retning. Det kan ikke være anderledes - og det er regulær gengældelse!
Er det ikke ondt? (retorisk spørgsmål).
Næh - vi kalder det retfærdigt. Og retfærdigt er Godt!
... og her er det så at jeg kan lugte brændte hjerneceller fra øverste etage. For der var jo lige det med samvittigheden, som ikke kunne berøres, af grunde som jeg bliver nødt til at gemme til en anden god gang, (på den ene side) og den nødvendige gengældelse (på den anden side).
Jeg må vist tilbage til tænketanken - og jeg vil tage hende pigen med mig - i ved, hende der leger med ild og sprænger luftkasteller ...
Abonner på:
Opslag (Atom)