*sparker til et dødt egern*
Mor er ikke skuffet, mor er pisset!!
Og det bliver jeg gerne, når jeg står overfor mennesker, som uden blusel lyver mig lige op i fjæset. Jeg kan ikke rumme det, og måske er det en brist i min ellers så - never mind - det er nok bare en mutering af min skalle, som jeg nu ene og alene skal gå gennem verden med.
For det ser ikke ud til at andre end jeg er bærer at dette usædvanlige, (skal vi ikke bare kalde det et træk?) i min karakter.
Jeg kan ikke forblive hverken venlig, forstående eller blot antydningsvis bevare en afbalanceret facade.
Jeg spytter eder og fordærv!
- Men, men dog, fortæl.
- Nej!
- Jo.
-Ok!
Men det bliver et hypotetisk eksempel - enhver lighed med virkeligheden eller personer og bla.bl.a. er tilsigtet.
Jeg elsker tal. Simpelthen knuselsker dem. Ser du, tal kan ikke lyve. 2+2=4 og ligemeget hvor mange gange du står og skriger FEM ud i intetheden er der ikke noget som kan ændre på det faktum.
Derfor bliver jeg en lille smule våd i trussen, når jeg får lov til at lave f.eks et lille regnskab, for nogen som står og mangler en eller anden til at lave et lille regnskab.
De fleste gange er det forløbet ganske som det skal. Lortet stemmer, jeg er glad, mester er glad og englekoret, som står over i hjørnet bryder ud i sang. Livet er godt:)
Men denne gang steg flammer op fra helvede. Det var ikke en køn lille sag, der så dagens lys, men det blev 4.
Som altid blev det 4.
Dette 4 blev dog ikke accepteret som det endelige resultat. En lille gruppe indædte hadere og forpestere insisterede på at det skulle blive FEM! Det skulle det altså bare, død og kritte og splitte mine bramssejl.
Så mor her mistede for et øjeblik sit fodfæste. Mor her dykkede ned i sin urmoder, hentede kraften fra dengang vi drak blod lige fra det endnu varme dyr. Mor her blev vred.
*trækker vejret gennem næsen*
En mand blev beskyldt for at være bedragerisk, forførende i ord, skønt hans færden var i handling alene. For at tage og misbruge hvad der ikke var hans. For at lyve, forvranske og føre mennesker bag lyset, drevet af ambition og vrede.
Alt dette kunne tallene dementere ...
... jeg knuselsker mine tal:)
onsdag den 27. april 2011
mandag den 25. april 2011
Bevisets stilling
Ich hab dich so lieb!
(ham havde jeg næsten glemt) Men google er min ven her til aften. Det er et mother.f. digt. Og det handler om kærlighed og afsked.
Det anede jeg virkelig ikke. Ikke den gang, for 5-6 og tyve år siden, da jeg sad og tumlede med oversættelsen af et brev fra en tysk ungersvend. Jeg viste heller ikke om han elskede mig, eller om jeg elskede ham for den sags skyld. Jeg var jo ikke sikker - det stod der jo ikke, så jeg kunne forstå det ...
Vi skal tilbage igen. Denne gang er vi hoppet 4 år frem i tiden. Jeg er nitten. Jeg har hapset studenterhuen, så'n på en helt almindelig middelmådig måde. Kæreste 1 er blevet skiftet ud med kæreste 2, som nu er blevet erstattet af frihed og leg.
Der er nu noget ved en ung kvindes krop!
Min krop har rettet sig til. Jeg har formet den i mit billede, og jeg ser nu på mig selv med mildere øjne. Og jeg lader mig se. Den er min sejr over mit selv.
Sommeren er atter varm og mættet af lys. Hver dag samles vi ved stranden, læser til endnu en eksamen, med blottede brune bryster og sommerlyst hår. Hvis jeg lukker mine øjne kan jeg mærke den varme og det lys endnu.
Jeg mødte ham den sidste sommer derhjemme i lyset.
Det første jeg så var lange slanke brune hænder. Og ravnesort hår. Ikke andet. Ikke hans ansigt eller hans krop. Jeg sansede blot noget der ud af øjenkrogen.
Meget senere ser jeg ham igen. Et andet sted med musik, mennesker og fordrukken larm. Men det er ham - jeg er næsten sikker i min sag, og jeg samler ham op. (den sidste der behøver vist ingen videre forklaring).
... og heller ikke hvad der ellers foregik. Det ved vi jo godt.
Men en dag kikker han på mig, holder sine hænder om mit ansigt og siger til mig: Du bist so kallt! Og han beder mig om at lukke mine øjne, mens han kysser mig.
Dér sanser jeg!
Lige dér sker et eller andet usædvanligt. Min krop og mit sind reagerer sammen. I mørket bag de lukkede øjenlåg, forskydes en orden. Tabes kontrol. 4 års selvdisciplin rasler fra hinanden og lander som en bunke slidte klude for mine fødder.
Ich habe dich ...
(et trin op).
(ham havde jeg næsten glemt) Men google er min ven her til aften. Det er et mother.f. digt. Og det handler om kærlighed og afsked.
Det anede jeg virkelig ikke. Ikke den gang, for 5-6 og tyve år siden, da jeg sad og tumlede med oversættelsen af et brev fra en tysk ungersvend. Jeg viste heller ikke om han elskede mig, eller om jeg elskede ham for den sags skyld. Jeg var jo ikke sikker - det stod der jo ikke, så jeg kunne forstå det ...
Vi skal tilbage igen. Denne gang er vi hoppet 4 år frem i tiden. Jeg er nitten. Jeg har hapset studenterhuen, så'n på en helt almindelig middelmådig måde. Kæreste 1 er blevet skiftet ud med kæreste 2, som nu er blevet erstattet af frihed og leg.
Der er nu noget ved en ung kvindes krop!
Min krop har rettet sig til. Jeg har formet den i mit billede, og jeg ser nu på mig selv med mildere øjne. Og jeg lader mig se. Den er min sejr over mit selv.
Sommeren er atter varm og mættet af lys. Hver dag samles vi ved stranden, læser til endnu en eksamen, med blottede brune bryster og sommerlyst hår. Hvis jeg lukker mine øjne kan jeg mærke den varme og det lys endnu.
Jeg mødte ham den sidste sommer derhjemme i lyset.
Det første jeg så var lange slanke brune hænder. Og ravnesort hår. Ikke andet. Ikke hans ansigt eller hans krop. Jeg sansede blot noget der ud af øjenkrogen.
Meget senere ser jeg ham igen. Et andet sted med musik, mennesker og fordrukken larm. Men det er ham - jeg er næsten sikker i min sag, og jeg samler ham op. (den sidste der behøver vist ingen videre forklaring).
... og heller ikke hvad der ellers foregik. Det ved vi jo godt.
Men en dag kikker han på mig, holder sine hænder om mit ansigt og siger til mig: Du bist so kallt! Og han beder mig om at lukke mine øjne, mens han kysser mig.
Dér sanser jeg!
Lige dér sker et eller andet usædvanligt. Min krop og mit sind reagerer sammen. I mørket bag de lukkede øjenlåg, forskydes en orden. Tabes kontrol. 4 års selvdisciplin rasler fra hinanden og lander som en bunke slidte klude for mine fødder.
Ich habe dich ...
(et trin op).
mandag den 11. april 2011
Fremtiden starter HÉR!
Ubegrænset frihed er nemlig ikke altid en god ting. Det kan nemt ende ud i, at du mister den ligevægt og stabilitet, som skal holde dig hernede, hvor du mærker mulden mellem tæerne ...
Det er da lidt noget sludder, at skrive om frihed, når der skal tænkes tanker om mørket. Men det hænger alligevel meget godt sammen et eller andet sted.
Dybest set handler det her om kontrol - eller stabilitet, som jeg er indenover i det der hænger deroppe. Og kontrol = frihed. Eller, det er det, når du er ved at skide grønne grise hver gang, der er nogen som slukker lyset!
Tilbage til lyset ...
Jeg tænker lyset som de tanker og følelser, der flimrer rundt i mit stille sind. Jeps - her leves stille, det har jeg vist ikke forsøgt at lægge skjul på. De er derinde under hjelmen, og der skal de for det meste bare have lov til at være - i fred. Men der er én historie, som jeg længe har haft lyst til at fortælle - så hvorfor ikke bare lægge den her - i arkivet.
Vi mennesker kan godt lide signposts. En eller anden ting, begivenhed eller aha-oplevelse, som afgør det videre forløb. Vi kan sætte den snavsede omgang klør fem ned lige hér i historien og proklamere vores HÉR startede det - det var lige her og det var lige det.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt ...
... ikke hvis du spørger mig.
Alting har sin egen arbejdstid. Det ligger og lurer og lumrer i en rum tid, før det tager form i tanken og i handlingen. Det er følelser og sanser, som danser en skæv tango. Det flimrer, gør lyset.
Men anyways - det bringer orden i processen, når vi kan sætte vores mærke HÈR!
- Klar?
- Hvad handler det om, eller er den lang?
- Den handler om mørkeleg.
-Uhh!
Den handler om dengang jeg "for 1. gang", (og det er jo som skrevet bare en omskrivning af en proces, der nok har brygget en del i et stykke tid) opdagede mig selv udefra. Jeg var et late-blooming orkidébarn på vej til at blive en lille smule mere voksen. Jeg var på vej til at blive16. Jeg havde en skøøøøøn kæreste, en brudt mødom og en vælge-og-vrage fribillet til gymnasiet. Not a care in the world.
Sommeren var smuk, varm, lys og lang - lige præcis som jeg kunne li´den.
Det her er Bornholm sådan ca. 1980. Alle arbejdsduelige unge mennesker er ansat et eller andet sted i turistindustrien. For mit vedkommende er det en grillbar-restaurant ting nede i sommerbyen Sandvig. Og når vagterne tillader det, er der permanent ophold nede på stranden. Natten spildes i nattelivet - bliver det bedre?
I think not ... indtil der kommer nogle forbi og slukker lyset!
Det er en eftermiddag på stranden. Jeg skal liiige ned og sole en smule inden aftenen begynder. Jeg har taget en hvid sommerkjole på over bikinien. Jeg kan ses. Og idet jeg passerer en gruppe lige så unge drenge, er der én af dem der råber - HØJT - "hun har jo ikke nogen patter ..." ikke andet, ikke mere ...
Switch! (her er godt nok mørkt)
Jeg tager hjem til kæresten, som lige da er på vagt nede på hotellet. Jeg stiller mig foran spejlet og kikker. Jeg ikke bare kikker, jeg måler og vejer min ufærdige pigekrop ... og jeg finder den for "let".
Diskvalificeret grundet alvorlig disharmoni!
... og lige DÈR har jeg mit 1. HÈR!
Det næste 7 år er en lang og kedelig fortælling. I bund og grund vist blot sørgelig. Men det er en fortælling om kontrol, frihed og mørke - en fortælling som bare lige kommer til at vente til en anden god gang. Måske.
... men enden på det hele HÈR bliver at jeg som 23 år gammel, grim og udpint i tanke og krop endelig må smide håndklædet i ringen. Træt og voldsomt spiseforstyrret - to die for ...
- Den var lang!
- Yup!
Det er da lidt noget sludder, at skrive om frihed, når der skal tænkes tanker om mørket. Men det hænger alligevel meget godt sammen et eller andet sted.
Dybest set handler det her om kontrol - eller stabilitet, som jeg er indenover i det der hænger deroppe. Og kontrol = frihed. Eller, det er det, når du er ved at skide grønne grise hver gang, der er nogen som slukker lyset!
Tilbage til lyset ...
Jeg tænker lyset som de tanker og følelser, der flimrer rundt i mit stille sind. Jeps - her leves stille, det har jeg vist ikke forsøgt at lægge skjul på. De er derinde under hjelmen, og der skal de for det meste bare have lov til at være - i fred. Men der er én historie, som jeg længe har haft lyst til at fortælle - så hvorfor ikke bare lægge den her - i arkivet.
Vi mennesker kan godt lide signposts. En eller anden ting, begivenhed eller aha-oplevelse, som afgør det videre forløb. Vi kan sætte den snavsede omgang klør fem ned lige hér i historien og proklamere vores HÉR startede det - det var lige her og det var lige det.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt ...
... ikke hvis du spørger mig.
Alting har sin egen arbejdstid. Det ligger og lurer og lumrer i en rum tid, før det tager form i tanken og i handlingen. Det er følelser og sanser, som danser en skæv tango. Det flimrer, gør lyset.
Men anyways - det bringer orden i processen, når vi kan sætte vores mærke HÈR!
- Klar?
- Hvad handler det om, eller er den lang?
- Den handler om mørkeleg.
-Uhh!
Den handler om dengang jeg "for 1. gang", (og det er jo som skrevet bare en omskrivning af en proces, der nok har brygget en del i et stykke tid) opdagede mig selv udefra. Jeg var et late-blooming orkidébarn på vej til at blive en lille smule mere voksen. Jeg var på vej til at blive16. Jeg havde en skøøøøøn kæreste, en brudt mødom og en vælge-og-vrage fribillet til gymnasiet. Not a care in the world.
Sommeren var smuk, varm, lys og lang - lige præcis som jeg kunne li´den.
Det her er Bornholm sådan ca. 1980. Alle arbejdsduelige unge mennesker er ansat et eller andet sted i turistindustrien. For mit vedkommende er det en grillbar-restaurant ting nede i sommerbyen Sandvig. Og når vagterne tillader det, er der permanent ophold nede på stranden. Natten spildes i nattelivet - bliver det bedre?
I think not ... indtil der kommer nogle forbi og slukker lyset!
Det er en eftermiddag på stranden. Jeg skal liiige ned og sole en smule inden aftenen begynder. Jeg har taget en hvid sommerkjole på over bikinien. Jeg kan ses. Og idet jeg passerer en gruppe lige så unge drenge, er der én af dem der råber - HØJT - "hun har jo ikke nogen patter ..." ikke andet, ikke mere ...
Switch! (her er godt nok mørkt)
Jeg tager hjem til kæresten, som lige da er på vagt nede på hotellet. Jeg stiller mig foran spejlet og kikker. Jeg ikke bare kikker, jeg måler og vejer min ufærdige pigekrop ... og jeg finder den for "let".
Diskvalificeret grundet alvorlig disharmoni!
... og lige DÈR har jeg mit 1. HÈR!
Det næste 7 år er en lang og kedelig fortælling. I bund og grund vist blot sørgelig. Men det er en fortælling om kontrol, frihed og mørke - en fortælling som bare lige kommer til at vente til en anden god gang. Måske.
... men enden på det hele HÈR bliver at jeg som 23 år gammel, grim og udpint i tanke og krop endelig må smide håndklædet i ringen. Træt og voldsomt spiseforstyrret - to die for ...
- Den var lang!
- Yup!
Abonner på:
Opslag (Atom)