Advarsel: Her leves livet i stilhed ... og det er sådan, det skal være.
Jeg kan stadig ikke helt slippe tanken om Anne Frank. Om det liv hun kunne have levet, havde hadet ikke fået lov til at få fodfæste!
Idag har jeg fulgt en levende debat inde på FB - omkring mobning. Og det er da her det starter, er det ikke? Hadet. En af de kommentarer, som jeg lige fik lyst til at smide en tanke efter, var denne her;
Når den personlige erfaring bliver et så stærkt argument, at det lukker for yderligere diskussion, hænger det sammen med, at argumentet gør sagsspørgsmålet til et spørgsmål om identitet. Altså det enkelte menneskes og den indivuelle professionelles unikke personlighed.
... når den personlige erfaring bliver til det argument, der lukker diskussionen, er vi for alvor ude og skide.
Når det enkelte menneske kan have retten på sin side, alene ved at anse sig selv som en unik personlighed, med unikke og selvstændige meninger (hvad, der selvfølgelig er ok, et langt stykke hen ad vejen), kan dette menneske ikraft af sin egen enerådighed tillade sig at blive blind overfor de almene sandheder, som trods alt ligger og flyder rundt i et hvert samfund - i enhver kultur.
Almene sandheder om, hvad der er godt og medmenneskeligt at gøre - og hvad der er noget simpelt lort at rage rundt i!
Mon ikke de fleste af os kan blive enige om, at mobning og hater-opførsel i enhver kontekst, til enhver tid hører under stinker katagorien? Kan vi mon ikke blive enige om, at den stærke skal hjælpe og støtte den knap så stærke? At vi alle sammen har et ansvar for, at det fælles gode vi har omkring os, ikke løber ud i noget forvrøvlet sludder om det unikke og personlige i en given oplevelse?
For at vende tilbage til Anne Frank. Jeg forestiller mig, at havde hun fået lov til at leve sit liv. Som det skulle have været - uden mobning, haters, forfølgelse, og i sidste ende - den endelige løsning - var hun vokset op, blevet kvinde. Hun havde formodentlig giftet sig og havde fået sig et kuld unger. Ikke det store, helt på det jævne og ganske stilfærdigt ...
Lur mig, om lige netop dét, havde været hendes livs eventyr!
fredag den 20. august 2010
torsdag den 19. august 2010
To stykker håndsæbe og en lampeskærm!
http://www.youtube.com/watch?v=QFCNEfd9mQ8
Denne her sang har jeg hørt (og set) kun Gud ved hvor mange gange de sidste tre dage. Det er hvad? - titelmelodien til films'en om Anna Frank.
Jeg kan mærke helt ind i knoglerne, kødet og nerverne hvor tæt den kommer på mig. Der er særligt en scene i denne her video, som gør mig ræd.
- En mand maler jødestjernen på et butiksvindue - han smiler på en barsk og selvtilfreds måde. Han VED, at han har ret! - kampen mod jøderne er en retfærdig kamp ... og hvad værre er, den er allerede vundet!
Kampen blev vundet i det øjeblik, hvor tusindtals af mennesker i det daværende Tyskland, fandt en fælles sandhed i hadet mod - de andre. Der skal altid være bare én at hade. Så har vi det godt med os selv, os mennesker. Resten, de 5 års verdenskrig, "den endelige løsning", millioner af døde i lejrene, ved fronterne, i byerne, var blot et sørgeligt efterspil.
Min bedste var halvt jøde. Resten polak. Hendes mor emigrerede til Bornholm engang i tyverne. For at søge arbejde i roemarkerne - en vaskeægte roepolak, som de blev kaldt. Og tak Gud og min skaber for det!
For da min ene faster (hende, der som 17 årig rejste ud i verden, for at ende op i Amerika - jaja, det er en familiesvaghed, det der med ikke at være skide bofast!) engang i 60'erne tog på rundrejse i Polen for at finde sine rødder ... fandt hun NADA!
Ingen spor, ingen minder. Alt var endeligt løst!
Den ikke så forfærdelig charmerende tanke har så sat sig fast i min morbide skalle - vi har ingen billeder, memoralier, minder eller fortællinger, når det gælder den side af slægten;
- men vi har 2 stykker håndsæbe og en lampeskærm!
Det var en eftertanke, som fulgte mig hele vejen hjem i bussen igår, efter at jeg spottede en spritny plakat i gadebilledet. Den havde teksen - Tror du, at muslimer selv beder om blå øjne! Billedet på plakaten var af en ung mand af anden etnisk herkomst, med et prægtigt sæbeøje. Af en eller anden grund, gjorde den mig ikke særlig tryg, den plakat. Er vi atter engang på vej derhen. Derhen hvor vi har glemt Anna Frank, de andre, de anderledes. De, der er så velegnede som prügelknaber!
Det tror jeg ... men jeg håber på noget andet ...
Så hjemmeos igen, sætter jeg endnu engang musikken på, den med NIN ... I won't let you fall apart, synger de, og jeg stiller mig foran spejlet, for at se om der ikke et eller andet sted gemmer sig en rest at de glemte og de historieløse i mig.
... og jeg kan se at de markerede kindben, de mørke og kraftige øjenbryn, hofternes fylde i mit ellers så blonde udtryk, er aftryk sat af de andre ... its something i have to do ...
Denne her sang har jeg hørt (og set) kun Gud ved hvor mange gange de sidste tre dage. Det er hvad? - titelmelodien til films'en om Anna Frank.
Jeg kan mærke helt ind i knoglerne, kødet og nerverne hvor tæt den kommer på mig. Der er særligt en scene i denne her video, som gør mig ræd.
- En mand maler jødestjernen på et butiksvindue - han smiler på en barsk og selvtilfreds måde. Han VED, at han har ret! - kampen mod jøderne er en retfærdig kamp ... og hvad værre er, den er allerede vundet!
Kampen blev vundet i det øjeblik, hvor tusindtals af mennesker i det daværende Tyskland, fandt en fælles sandhed i hadet mod - de andre. Der skal altid være bare én at hade. Så har vi det godt med os selv, os mennesker. Resten, de 5 års verdenskrig, "den endelige løsning", millioner af døde i lejrene, ved fronterne, i byerne, var blot et sørgeligt efterspil.
Min bedste var halvt jøde. Resten polak. Hendes mor emigrerede til Bornholm engang i tyverne. For at søge arbejde i roemarkerne - en vaskeægte roepolak, som de blev kaldt. Og tak Gud og min skaber for det!
For da min ene faster (hende, der som 17 årig rejste ud i verden, for at ende op i Amerika - jaja, det er en familiesvaghed, det der med ikke at være skide bofast!) engang i 60'erne tog på rundrejse i Polen for at finde sine rødder ... fandt hun NADA!
Ingen spor, ingen minder. Alt var endeligt løst!
Den ikke så forfærdelig charmerende tanke har så sat sig fast i min morbide skalle - vi har ingen billeder, memoralier, minder eller fortællinger, når det gælder den side af slægten;
- men vi har 2 stykker håndsæbe og en lampeskærm!
Det var en eftertanke, som fulgte mig hele vejen hjem i bussen igår, efter at jeg spottede en spritny plakat i gadebilledet. Den havde teksen - Tror du, at muslimer selv beder om blå øjne! Billedet på plakaten var af en ung mand af anden etnisk herkomst, med et prægtigt sæbeøje. Af en eller anden grund, gjorde den mig ikke særlig tryg, den plakat. Er vi atter engang på vej derhen. Derhen hvor vi har glemt Anna Frank, de andre, de anderledes. De, der er så velegnede som prügelknaber!
Det tror jeg ... men jeg håber på noget andet ...
Så hjemmeos igen, sætter jeg endnu engang musikken på, den med NIN ... I won't let you fall apart, synger de, og jeg stiller mig foran spejlet, for at se om der ikke et eller andet sted gemmer sig en rest at de glemte og de historieløse i mig.
... og jeg kan se at de markerede kindben, de mørke og kraftige øjenbryn, hofternes fylde i mit ellers så blonde udtryk, er aftryk sat af de andre ... its something i have to do ...
Ni fødder under ...
Ja, altså egentlig er det bare en lidt, ej, det kan man da ikke, undersættelse af det engelske udtryk Nine feet under, som iøvrigt er titlen på en films med Bruce Willis, som jeg IKKE har set. Jeg er ikke den store fan af komedier, selvom der i denne her efter sigende, er den formildende omstændighed, at der er folk, der bliver slået ihjel - nej, faktisk er jeg slet ikke pjattet med at det uhyggelige bliver pillet ud af en god død!
... og dog ... i en anden films; The Trouble with Harry som Alfred Hitchcock havde sine fingre i, sker der noget helt andet. Harry er død! Stendød. Han bliver fundet, gravet ned, gravet op igen, fundet af nogle andre etc. etc. Indtil det hele ender i fred og fordragelighed. Den kan anbefales:)
Men problemet med Harry, eller skal vi sige det lidt (u)hyggelige ved Harry, er at han i hver eneste af disse her mennesker, som bliver involveret i hans død, efterlader en historie.
Og det fik mig til at eftertænke det her med, at hver eneste sjæl efterlader en eller anden form for fortælling om sig selv - til sin hamster, sin familie, sine venner, sin fanskare - til eftertiden eller til omverden ... alt efter hvor på fame-barometret vedkommende nu befinder sig.
Jeg har f.eks. en grand-grand etellerandet onkel, som i begyndelsen af det forrige århundrede, drog til Amerika for at lægge skinner. (ja, da - der var andre end kineserne, der åbnede vejen til det vilde vest)!Ærligt, jeg kan ikke huske hvad han hed, men jeg husker én historie om ham, som bliver fortalt igen og igen. Fortællingen om hans vej ud af denne verden.
De her immigranter lavede snaps på kartofler. En go' og stærk drik!
Og en aften, formodentlig en lørdag, da hviledagen var den eneste, der blev holdt hellig, fik onkel etellerandet så hatten passede af disse øhh. særprægede dråber. Denne dejlige danske drik, som gav en voksen mand endnu mere hår på brystet, men som åbenbart havde den sideeffekt, han han både blev blind og døv. Ihvertilfælde besluttede onkel etellerandet at at tage sig en god lang spadsergang på den nye rute mod vest - med det beklagelige udfald, at han kom til at gå i vejen for et af de spritnye Fut-Fut.
Ikke heldigt. Så afgjort ikke heldigt. Men lur mig, og her gætter jeg helt vildt, men mon ikke fortællingen om min salig onkel etellerandet bliver husket af andre end lige mig og mine.
Det kunne meget vel være de stakler, som skulle tage sig af hans jordiske rester efter mødet med både Kartoffelsnaps og store Fut-Fut. Eller den stolte lokomotivfører, som havde fået æren af at tage den første jomfruelige tur på de nylagte skinner. Måske endda af en flok kinesere, der hovedrystende har været enige om at risvin nok var at foretrække, skulle man endelig have en Helligdagsskid på.
Men jeg gætter bare ... og glæder mig over at vi alle sammen, når den Fede dame har sunget, har vore egne fortællinger som vi vil blive husket for. Uanset;)
... og dog ... i en anden films; The Trouble with Harry som Alfred Hitchcock havde sine fingre i, sker der noget helt andet. Harry er død! Stendød. Han bliver fundet, gravet ned, gravet op igen, fundet af nogle andre etc. etc. Indtil det hele ender i fred og fordragelighed. Den kan anbefales:)
Men problemet med Harry, eller skal vi sige det lidt (u)hyggelige ved Harry, er at han i hver eneste af disse her mennesker, som bliver involveret i hans død, efterlader en historie.
Og det fik mig til at eftertænke det her med, at hver eneste sjæl efterlader en eller anden form for fortælling om sig selv - til sin hamster, sin familie, sine venner, sin fanskare - til eftertiden eller til omverden ... alt efter hvor på fame-barometret vedkommende nu befinder sig.
Jeg har f.eks. en grand-grand etellerandet onkel, som i begyndelsen af det forrige århundrede, drog til Amerika for at lægge skinner. (ja, da - der var andre end kineserne, der åbnede vejen til det vilde vest)!Ærligt, jeg kan ikke huske hvad han hed, men jeg husker én historie om ham, som bliver fortalt igen og igen. Fortællingen om hans vej ud af denne verden.
De her immigranter lavede snaps på kartofler. En go' og stærk drik!
Og en aften, formodentlig en lørdag, da hviledagen var den eneste, der blev holdt hellig, fik onkel etellerandet så hatten passede af disse øhh. særprægede dråber. Denne dejlige danske drik, som gav en voksen mand endnu mere hår på brystet, men som åbenbart havde den sideeffekt, han han både blev blind og døv. Ihvertilfælde besluttede onkel etellerandet at at tage sig en god lang spadsergang på den nye rute mod vest - med det beklagelige udfald, at han kom til at gå i vejen for et af de spritnye Fut-Fut.
Ikke heldigt. Så afgjort ikke heldigt. Men lur mig, og her gætter jeg helt vildt, men mon ikke fortællingen om min salig onkel etellerandet bliver husket af andre end lige mig og mine.
Det kunne meget vel være de stakler, som skulle tage sig af hans jordiske rester efter mødet med både Kartoffelsnaps og store Fut-Fut. Eller den stolte lokomotivfører, som havde fået æren af at tage den første jomfruelige tur på de nylagte skinner. Måske endda af en flok kinesere, der hovedrystende har været enige om at risvin nok var at foretrække, skulle man endelig have en Helligdagsskid på.
Men jeg gætter bare ... og glæder mig over at vi alle sammen, når den Fede dame har sunget, har vore egne fortællinger som vi vil blive husket for. Uanset;)
onsdag den 18. august 2010
Hvis der ikke er det ene ...
Igår var en af de dage, hvor det hele bare kunne være lige meget. En regulær Øv- & Røvturs dag. (skægt nok falder de dage gerne sammen med, at Junior har inviteret sig selv ud til farmand, så er dét ligesom overstået til han kommer hjem.)
Efter at være faldet i søvn til en lettere deprimerende krimi af Varg Gyllander, Ondskab, (undskyld Varg, men din historie kalder ikke smilet frem!) besluttede jeg mig for at sætte en god C-films på i genren katastrofe - den handlede om, hvordan fugleinfluenzaen H5N1 beslutter sig for en vild mutation, og afkræver verden en 18 mill. ofre. Forbløffende hurtigt.
Så handlede den selvfølgelig også om, hvorledes en del skæbner gjorde deres yderste i den vanskelige situation, men det er ikke pointen her.
Da det værste var overstået, og verden igen kunne trække luft til lungerne uden at være iført maske og total bacille-paranoia, muterer skiderikken én gang til -og denne gang er der ingen kære mutter courage!
... og her slutter filmen - det er klart - til billederne af smuk afrikansk fulgleflugt under en lyseblå solbleget himmel.
Her er det så at venindekvinden ringer! Bare lige for at snakke lidt. På arbejdet bliver der fyret, en af hendes allernærmeste er gået bort for nylig, og økonomien hænger sgu ikke rigtigt sammen. Det er også noget Røv & Øv i den ende, kan jeg høre.
Så vi udveksler lidt åh nej og puha, indtil vi finder frem til det særlige sted vi har, hvor vi begynder at småfnise. Så vender og drejer vi tanken om at laste automobilen med børn, Nitendos, pas og andre livsnødvendigheder og køre sydpå. Langt sydpå. For aldrig mere at vende tilbage!
Umiddlebart er der ingen huller i den plan. Vi ville få fred, sol og leve af lidt overskudsøkologi. Gerne på et sted hvor INGEN, kunne finde os igen. Børnene ville være begejstrede udover hvad pligten foreskriver, for naturligvis skal de hverken i skole eller i klub.
Nu er vi så nået dertil, hvor vi griner højt og larmende!
... og befriede ...
Det har hjulpet lidt, og det har taget det værste. Vi kan nu hver især komme videre med det, der er vores liv. Alene med vore unger - med ansvaret for at vores og deres liv kan hænge sammen uden de store dramaer eller bryderier.
Det var måske ikke lige sådan, vi havde forestillet os det hele, da vi var en hel del yngre, men det er sådan det er. Livet byder ind med sine vilkår, og vi får det bedste ud af det.
Men hvad har vores små hverdagsbryderier med muteret H5N1 at gøre?
- nok ikke så meget andet end, at en gang imellem er det lidt fedt, bare sådan lige at skænke det en eftertanke, det der med at;
- er der ikke det ene, så er der noget andet!
Så foretrækker jeg det ene;)
Efter at være faldet i søvn til en lettere deprimerende krimi af Varg Gyllander, Ondskab, (undskyld Varg, men din historie kalder ikke smilet frem!) besluttede jeg mig for at sætte en god C-films på i genren katastrofe - den handlede om, hvordan fugleinfluenzaen H5N1 beslutter sig for en vild mutation, og afkræver verden en 18 mill. ofre. Forbløffende hurtigt.
Så handlede den selvfølgelig også om, hvorledes en del skæbner gjorde deres yderste i den vanskelige situation, men det er ikke pointen her.
Da det værste var overstået, og verden igen kunne trække luft til lungerne uden at være iført maske og total bacille-paranoia, muterer skiderikken én gang til -og denne gang er der ingen kære mutter courage!
... og her slutter filmen - det er klart - til billederne af smuk afrikansk fulgleflugt under en lyseblå solbleget himmel.
Her er det så at venindekvinden ringer! Bare lige for at snakke lidt. På arbejdet bliver der fyret, en af hendes allernærmeste er gået bort for nylig, og økonomien hænger sgu ikke rigtigt sammen. Det er også noget Røv & Øv i den ende, kan jeg høre.
Så vi udveksler lidt åh nej og puha, indtil vi finder frem til det særlige sted vi har, hvor vi begynder at småfnise. Så vender og drejer vi tanken om at laste automobilen med børn, Nitendos, pas og andre livsnødvendigheder og køre sydpå. Langt sydpå. For aldrig mere at vende tilbage!
Umiddlebart er der ingen huller i den plan. Vi ville få fred, sol og leve af lidt overskudsøkologi. Gerne på et sted hvor INGEN, kunne finde os igen. Børnene ville være begejstrede udover hvad pligten foreskriver, for naturligvis skal de hverken i skole eller i klub.
Nu er vi så nået dertil, hvor vi griner højt og larmende!
... og befriede ...
Det har hjulpet lidt, og det har taget det værste. Vi kan nu hver især komme videre med det, der er vores liv. Alene med vore unger - med ansvaret for at vores og deres liv kan hænge sammen uden de store dramaer eller bryderier.
Det var måske ikke lige sådan, vi havde forestillet os det hele, da vi var en hel del yngre, men det er sådan det er. Livet byder ind med sine vilkår, og vi får det bedste ud af det.
Men hvad har vores små hverdagsbryderier med muteret H5N1 at gøre?
- nok ikke så meget andet end, at en gang imellem er det lidt fedt, bare sådan lige at skænke det en eftertanke, det der med at;
- er der ikke det ene, så er der noget andet!
Så foretrækker jeg det ene;)
søndag den 1. august 2010
Match
- Hej, du ser vel nok dejlig ud griner.
Jeg arbejder som konsulent indenfor en større statslig institution. I min fritid spiller jeg håndbold på semi-professionelt plan. Jeg er week-end far til mine dejlige 2 unger og har et godt og afklaret forhold til min ex.
- Kunne du tænke dig at skrive sammen?
- Hvad vil du da vide, svarer jeg.
- Skriv lidt om hvem du er smiler.
_______________________________
Den jeg er - jeg er hende, der sanser enhver bevægelse omkring mig. Jeg fanges af en stemning, når et andet menneske passerer mig på gaden. Jeg stopper op og fortænker mig ind i øjeblikket. Ord og billeder om liv tager form i mine tanker. Her tumler de rundt en tid, indtil de fleste forsvinder igen. Nogle finder vej og finder plads.
Jeg er hende der falder i staver, når blikket fæstner sig ved noget kun jeg kan se, derude i horizonten. Måske findes det ikke i virkeligheden, måske gør det. Men det sker ret tit.
Jeg taler ikke meget. Når jeg taler, er det som oftest en afslutning af en længere tankeproces, som får lyd ud i rummet. Det vil ikke give så forfærdeligt meget mening, så måske, hvis du beder mig om det, vil jeg starte helt fra begyndelsen. Så henter jeg ordene frem, de der fandt plads, og fortæller dig en historie om et mønster.
Jeg er hende, der kan se mønstre. I det sansede, det følte, det tænkte og det oplevede. Så ens vi er, alle os derude. Du skulle bare vide.
I min krop befinder sig resterne af en reinkarneret danser. Når jeg freestyler lukker tankerne ned, og sanserne tager over. Det er bedre end sex.
Hver morgen står jeg op 1 time eller 2 før alle andre. Så sidder jeg i stilheden med min kaffe, mine smøger og min puter. Hvis du forstyrrer mig nu, tager jeg det ilde op. Men du forstyrrer ikke, hvis du sidder hos. I din egen ro.
Måske skriver jeg lidt. Måske lader jeg være.
Har vi et match?
Jeg arbejder som konsulent indenfor en større statslig institution. I min fritid spiller jeg håndbold på semi-professionelt plan. Jeg er week-end far til mine dejlige 2 unger og har et godt og afklaret forhold til min ex.
- Kunne du tænke dig at skrive sammen?
- Hvad vil du da vide, svarer jeg.
- Skriv lidt om hvem du er smiler.
_______________________________
Den jeg er - jeg er hende, der sanser enhver bevægelse omkring mig. Jeg fanges af en stemning, når et andet menneske passerer mig på gaden. Jeg stopper op og fortænker mig ind i øjeblikket. Ord og billeder om liv tager form i mine tanker. Her tumler de rundt en tid, indtil de fleste forsvinder igen. Nogle finder vej og finder plads.
Jeg er hende der falder i staver, når blikket fæstner sig ved noget kun jeg kan se, derude i horizonten. Måske findes det ikke i virkeligheden, måske gør det. Men det sker ret tit.
Jeg taler ikke meget. Når jeg taler, er det som oftest en afslutning af en længere tankeproces, som får lyd ud i rummet. Det vil ikke give så forfærdeligt meget mening, så måske, hvis du beder mig om det, vil jeg starte helt fra begyndelsen. Så henter jeg ordene frem, de der fandt plads, og fortæller dig en historie om et mønster.
Jeg er hende, der kan se mønstre. I det sansede, det følte, det tænkte og det oplevede. Så ens vi er, alle os derude. Du skulle bare vide.
I min krop befinder sig resterne af en reinkarneret danser. Når jeg freestyler lukker tankerne ned, og sanserne tager over. Det er bedre end sex.
Hver morgen står jeg op 1 time eller 2 før alle andre. Så sidder jeg i stilheden med min kaffe, mine smøger og min puter. Hvis du forstyrrer mig nu, tager jeg det ilde op. Men du forstyrrer ikke, hvis du sidder hos. I din egen ro.
Måske skriver jeg lidt. Måske lader jeg være.
Har vi et match?
Abonner på:
Opslag (Atom)