Vi rejser os bare igen ...

Vi rejser os bare igen - det sagde du altid, min Far. Okey da, jeg forstår, men hvor er det svært nu uden din varme faste hånd i ryggen. I tilfælde af - og du ved - det med at finde balancen i det hele.

Jeg skal nok, og jeg skal nok finde en vej, at gøre det uden dig, min far, for jeg ved, at jeg kan. Jeg er stadig min kerne. Du er stadig at finde i den kerne, der hvor vi ikke bøjer nakken eller retter ind. Hvor vi ikke slækker på principperne og hvor barren er sat højt.

Måske for højt, min Far, når man som jeg nu, kun er lillebitte og ganske alene uden dig til at gætte mine tanker, før jeg har tænkt dem. Lige til at putte i lommen og tage med hjem. En lille mus med nervøse fimrehår - der hører alt, sanser alt og frygter alt.

Vi rejser os bare. Igen. Vi starter ikke forfra eller begynder ved nye begyndelser - vi søger tilbage til kernen, og med os tager vi alt det, som er fint og godt. Det, som har styrket os og næret os.

Ikke sandt min Far?

Vi bygger ikke nyt og skifter ikke ud. Vi genopdager og vedligeholder. Vi reparerer og styrker, det som er knækket eller bristet.

Vi rejser os bare igen - fra den bunke af lort vi står i til halsen og finder vejen ud. Endnu engang ud over stepperne med kernen intakt.

Det er altid muligt, at rejse sig igen, min Far. Det har du lært mig.

Jeg rejser mig bare igen ...

Exit akelejer

Den fede dame har sunget.

D. 12 april 2012, sådan cirka ved halv tre tiden døde min far. Jeg tænker, at det må have været lige før vi kom for at besøge ham den dag, for hans hud var stadig varm. Varm, glat og umiskendeligt bleg. (lig-bleg er den helt rette betegnelse i denne sammenhæng - tag mit ord for det).

Det her kunne så blive en af de mange historier, der handler om hvorledes en næsten overjordisk fornemmelse for hastværk, der satte ind 2 dage før, fik os til at drage hjem til øen. Hjem til far, hvor vi d. 11. april, dagen før, bare var med ham - hos ham. Og hvor hans smil, udmattet men lykkeligt over genkendelsen, nu kæmper med pladsen om billedet af far 24 timer efter ...

Far, der er død. Far der er helt væk - ikke bare som i søvnen eller udenfor bevidstheden, men taget af borte.

Borte har taget ham, og han vender aldrig mere tilbage. Der er ingen returret. Der er intet, der kan gøres om.

En gang imellem - eller ærligt - mere end ofte og tit - overtages min fornuft af barnlige tanker, hvor vi bare lige leger død og begravelse, men nu hvor den leg ikke er sjov længere, har han bare at komme tilbage. Tiden SKAL skrues tilbage ...

Det skal den altså bare.

Og næste gang vil jeg være bedre forberedt. Jeg vil ikke sidde her med snotten sprøjtende ud af samtlige kanaler, mens jeg brøler som et såret dyr. Jeg vil med elegance og storisk ro bøje mig for livet realiteter, og anerkende at hans gang på jorden nu er forbi.

Det vil jeg bare ikke!

Jeg VIL tude! Jeg vil vælte mig i selvmedlidenhed og savn - og det vil jeg FORDI, han ikke kommer tilbage. Det menneske, der elskede os, hans allernærmeste, uden forbehold og uden vaklen. Den kærlighed vil jeg sørge over, ikke længere er i mit liv. Den kommer aldrig tilbage - borte har taget den ...

R.I.P

Gert W. Andersen

28.03.1932-12.04.2012

Elsket og savnet