Systems up and working

Det "onde", der startede 5. januar 2012 kl. 17:23 dansk tid er endelig på tilbagetog. Indtil videre det værste ridt ind i angstens domæne. Men den trækker sig. Jeg kan mærke, at den trækker sig, ikke slået men såret.

Aldrig har jeg følt mig så sart og så døende.

Denne gang er det ikke styrke, jeg kan mærke. Det er noget andet. En ændring i en livstrategi. Håber jeg.

Jeg pakker ungen, mine sager, de bedste af bøgerne og filmsne og så flytter vi. Kampen er forbi. Kampen mod det uafvendelige. Mod det skabagtige "ene-men-stærk-symdrom". Nu lader jeg mig falde ned mod alle de modtagende og hjælpende hænder, der står klar.

Måske er det egen-kærlighed, jeg mærker.

Jeg tror det ...

Word Up!

- Det handlede aldrig om ordene. Ordene er ligegyldige.

- Hvad mener du?

- Skiften på væggen. Formen, indholdet, termonologien. Alt det kan man ændre på.

- Æhh?

- Hvordan man skriver. Det betyder ingeting. Det fortæller ingenting, om hvem man er eller hvad man vil ...

Det er reaktionen på ordene.

Slam! Så er den der. Lige midt i skallen og lige mellem øjnene. Billedet står knivskarpt. Så kan jeg se dig. Hvem du er. Din kerne. Dit motiv og de dæmoner, der rider dig.

Hvad kan den kerne bestå af? Selvhøjtidlighed, egenkærlighed, narcisisme i sin reneste form, paranoia. Det fornægter sig aldrig, og flyder gennem retorikken og grammatikken.

Særligt selvhøjtidligheden. Man kan filtrere hver eneste "jeg" fra. Gå i vi- og man-mode, men den klinger krystalklart igennem. I reaktionerne på de ord, der sendes tilbage.

En flirt med retorikken når den er allerbedst.