Grækere, der bærer gaver!

Prolog:
Min søde rare dejlige læge, hvem jeg har frekventeret i snart 26 år (f. jeg er gammel), har bedt mig tage 3 uger ud af kalenderen og bare "være".

Ikke nemt -  absolut ikke nemt.

Brødtekst:
Jeg skal sove, når jeg er træt, spise, når jeg er sulten, græde, når jeg er ked. Slippe angsten fri, når den flår i mig, falde ned i mørket og slippe lyset ind.

Det lyder, smager, føles fristende -  og umuligt på så mange niveauer.

Den første uge gik med navlestrengs-klipperi. Jeg har afleveret min unge hos sin far, (læs; jeg har fejlet som mor og primær omsorgsperson). Jeg forsøger ikke at tænke for meget på det. Det bliver bedre, og den lille har sluppet sin symbiotiske bekymring for sin mor. Det ér godt. Et eller andet sted ...

Jeg har låst døren til mit hjem, og er nu gæst hos kæreste, veninde og søster (læs; jeg har fejlet som home-maker).  Mine stuer er kolde, stille og tømt for liv - lidt ligesom mig i virkeligheden ...

Når familie eller venner nærmer sig, græder jeg igen. De mennesker, som jeg elsker allermest - min far, min mor - får mit nu så skrøbelige sind til at knække sig sammen i næsten ubærligt tungsind. Jeg er ude af stand til at hjælpe dem. (læs; jeg har fejlet som mor, datter og ven). Jeg er som et gennemsigtigt barn ...

Og alligevel (velkommen søde vrede!) kan det kæmpestore idiotiske psyko-læs af en ekstern udbyder ikke dy sig for at sparke til mig, nu hvor jeg så convenient ligger ned! Jeg bad ham om én lille bitte ting - at gøre det han gør bedst; absolut ingenting, men det var ikke ham ikke muligt. Ikke nu!

Det var lige nu (og ikke i de forløbne 10 måneder), at han skulle lave en f. jobplan, hvor jeg (endelig) kunne komme ind i det fag, (mit fag) jeg så længe har ønsket at røre ved, snuse til og inhalere for fuldt drøn! Det var nu, at han kom med sin hule og værdiløse gave - endnu et dead-end aktiveringstilbud, men lige dér, hvor jeg allerhelst ville være ...

- og det kan jeg ikke. Det gør for ondt ...

Epilog: Det vil blive bedre. Bare ikke idag.

De-pres-sion

Selvom jeg som sædvanligt skal klappe stavelser, når jeg står overfor så stort og velklingende et ord fra det danske sproghelvede, bliver det bare ikke nemmere at komme rundt om.

Jeg er depressionsramt! Sådan. Jeg er deprimeret, over at være depressionsramt. Jeg er ramt af en depression,  og jeg afskyr hvert eneste vågent øjeblik, hvor den river i mit flæsk.

Fuck, det stinker. Jeg har før troet (lidt psyko-hypo er man vel altid), at jeg har været dér i "helvedes malmstrøm". (det er en bog af en amerikaner, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder - han kan googles på den der malmstrøms-ting. Helt sikkert).

Men jeg har vist bare været ked, fortvivlet, langt nede, trist, sorgfuld, etellerandet ulykkeligt ... det her er helt anderledes.

Først blev jeg meget bange! Det varede så i en tre-fire måneder, hvor jeg tabte 5 kilo. Det lyder så ikke af så skide meget, men når udgangspunktet er 60, svarer det til at en madamme på 120 kilo taber 10. Eller noget. Det var nok.

Så blev jeg træt af at være bange og satte mig til at græde. Det gør jeg så stadig. Hver gang jeg får chancen. Og når jeg ikke græder er jeg træt, fordi jeg har grædt. Eller bange, fordi jeg ikke VIL græde. Jeg bliver jo så træt.

Det er godt nok lidt besværligt, at ligge og rode med.

Hvorfor jeg er så f. deprimeret ved jeg oprigtig talt ikke. Jo, det ved jeg, men der er ikke sket "noget skelsættende anderledes". Det er nærmest en organisk tilstand af NOK er nok.

Jeg kunne bare ikke mere.

Jeg blev træt ...