Nu gik det ellers lige så godt.
Også er den der igen - den store grumme savne-ting med de stride børster på ryggen og de sorte huller, der hvor øjnene skulle være.
Der er ingen trøst at hente. Nu er jeg helt alene med "tingen". Tiden er jo gået, og det hele er kommet lidt på afstand. Livet går videre og alting normaliseres udenom mig.
Bare ikke jeg.
Jeg er stopfuld af sorg. Det vælter ud og flyder over. Det tynger. Tværer mit ansigt rundt i mudderet af tanker, sanser og stemninger. Der er slet ikke plads til migselv herinde.
Selvfølgelig er der ingen vej ud. Hvorfor skulle der dog være det - hvorfor skulle det være nemt, eller smukt, eller udviklende for karakteren. Jeg er en dynge af sorg og selvmedlidenhed.
Jeg vil have far tilbage! Jeg vil ikke efterlades her, hvor "tingen" snasker løs af mine knogler. Jeg vil være der, hvor jeg kan finde trøst, blive forstået og set.
Det er kraftedme på tide, at jeg bliver set!
