lørdag den 26. marts 2011
onsdag den 23. marts 2011
Dark matter(s)
Jeg løj lidt. Meget ...
I det forrige indlæg, der hvor jeg skriver at mørket aldrig for alvor har fået mig ud af balance. Det var løgn. En rigtig stor fed egern-agtig sag - ikke bare en tilsnigelse til sandheden eller en omskrivning af et forløb, der ligger så langt tilbage, at jeg udmærket kan undskyldes for ikke at have styr på fakta. Kva min alder eksempelvis. Jeg husker.
Her vil jeg så lige indskyde, uden paranteser eller andet hejs, at jeg i det meste af mit voksenliv ikke har haft nogle problemer med mørket, som sådan. Jeg finder det interessant og dyrker det til tider over i noget Goth-noget - bøger, films, musik - jeg kan li' når skyggerne trækker ind over mig og puster mig i nakken.
Det kilder.
Mørket er en levende, fortættet, flydende substans. Det havde jeg egentlig ikke skænket så mange tanker, altså det med hvad mørket var, andet end at det var der, før jeg her den anden dag sad og kikkede på et program fra Nat. Geo.
Det handlede om Dark Matter, det der sorte noget ude i universet, som ingen ved hvad er, men som på sin egen særlige måde, er med til at opretholde ligevægt og stabilitet derude mellem alle stjernerne. Det er en slags klister, som forhindrer planeterne i at være i fri og uhæmmet bevægelse derude, og nok vores bedste ven, når det kommer til vor arts og planets overlevelse.
Ubegrænset frihed er nemlig ikke altid en god ting. Det kan nemt ende ud i, at du mister den ligevægt og stabilitet, som skal holde dig hernede, hvor du mærker mulden mellem tæerne ...
(hold den tanke - den vender vi tilbage til!)
Men tilbage til løgnen. Som barn fyldte mørket mig med intens rædsel. Hver aften, når mørket faldt på (mørke falder, sådan er det bare), havde den frygten med, min værelseskammerat for natten. Ritualer, en betænksom og forstående far samt et altid tændt lys fra gangen gennem en halvåben dør, kunne holde den stangen. For en tid. Men da frygten er en snedig fætter og min fantasi bestemt ikke fejlede noget, var det et on-going battle. Og utællelige er de nætter, hvor jeg rystende som et espeløv, sendte længelsesfulde tanker i retning af de lyse sommernætter og de stikkende stråler fra morgensolen.
Lyset var min ven og allierede. Det nærede mig, trøstede mig og varmede mig. Hvordan kunne jeg andet end elske lyset ...
Retrospektivt tror jeg at vi som børn betragter mørket udefra (og lyset for den sags skyld). Det er noget som findes derude, det er en konkrekt defineret størrelse, som påvirker eller bevæger os på en bestemt måde, men ikke noget, som vi selv har nogen som helst indflydelse på. Det bare er.
... det er først, når vi som voksne tager rejsen ind i feltet, at vi opdager hvordan vi kan forme denne her substans efter eget ønske og behov ... og det er først her, at vi for alvor har grund til at espeløve den!
I det forrige indlæg, der hvor jeg skriver at mørket aldrig for alvor har fået mig ud af balance. Det var løgn. En rigtig stor fed egern-agtig sag - ikke bare en tilsnigelse til sandheden eller en omskrivning af et forløb, der ligger så langt tilbage, at jeg udmærket kan undskyldes for ikke at have styr på fakta. Kva min alder eksempelvis. Jeg husker.
Her vil jeg så lige indskyde, uden paranteser eller andet hejs, at jeg i det meste af mit voksenliv ikke har haft nogle problemer med mørket, som sådan. Jeg finder det interessant og dyrker det til tider over i noget Goth-noget - bøger, films, musik - jeg kan li' når skyggerne trækker ind over mig og puster mig i nakken.
Det kilder.
Mørket er en levende, fortættet, flydende substans. Det havde jeg egentlig ikke skænket så mange tanker, altså det med hvad mørket var, andet end at det var der, før jeg her den anden dag sad og kikkede på et program fra Nat. Geo.
Det handlede om Dark Matter, det der sorte noget ude i universet, som ingen ved hvad er, men som på sin egen særlige måde, er med til at opretholde ligevægt og stabilitet derude mellem alle stjernerne. Det er en slags klister, som forhindrer planeterne i at være i fri og uhæmmet bevægelse derude, og nok vores bedste ven, når det kommer til vor arts og planets overlevelse.
Ubegrænset frihed er nemlig ikke altid en god ting. Det kan nemt ende ud i, at du mister den ligevægt og stabilitet, som skal holde dig hernede, hvor du mærker mulden mellem tæerne ...
(hold den tanke - den vender vi tilbage til!)
Men tilbage til løgnen. Som barn fyldte mørket mig med intens rædsel. Hver aften, når mørket faldt på (mørke falder, sådan er det bare), havde den frygten med, min værelseskammerat for natten. Ritualer, en betænksom og forstående far samt et altid tændt lys fra gangen gennem en halvåben dør, kunne holde den stangen. For en tid. Men da frygten er en snedig fætter og min fantasi bestemt ikke fejlede noget, var det et on-going battle. Og utællelige er de nætter, hvor jeg rystende som et espeløv, sendte længelsesfulde tanker i retning af de lyse sommernætter og de stikkende stråler fra morgensolen.
Lyset var min ven og allierede. Det nærede mig, trøstede mig og varmede mig. Hvordan kunne jeg andet end elske lyset ...
Retrospektivt tror jeg at vi som børn betragter mørket udefra (og lyset for den sags skyld). Det er noget som findes derude, det er en konkrekt defineret størrelse, som påvirker eller bevæger os på en bestemt måde, men ikke noget, som vi selv har nogen som helst indflydelse på. Det bare er.
... det er først, når vi som voksne tager rejsen ind i feltet, at vi opdager hvordan vi kan forme denne her substans efter eget ønske og behov ... og det er først her, at vi for alvor har grund til at espeløve den!
mandag den 14. marts 2011
The Reaper
I øjeblikket lige før erkendelsen er alting stille og mørkt. Det har samme farve, form, lugt og smag som jern. Samme tyngde. Det minder lidt om universet, eller de billeder og forestillinger, som vi har om universet.
Her hos mig er det et meget værdsat øjeblik. Lyden af et før-ekko. Ti-ørerne, der skal til at trille. Alle mine sanser er skærpede - mine tanker omsluttet af mælkeagtige tåger - følelserne prikker under huden, men lader sig ikke udtrykke. Ikke endnu.
Jeg er så tæt på ...
Det er næsten håndgribeligt.
*et trin op*
Hvis jeg har undladt at beskrive min vindeltrappe, skyldes det ren og skær forglemmelse. Den er smedet i jern. Af en smed med hænder som store møllehjul. (eller var det øjnene? - nevermind). Hvert trin er perforeret med huller, hvor metallet er krøllet opad, så jeg kan mærke hver eneste skridt, men kanterne er svejset bløde og afrundede, så mine fødder ikke lider overlast.
Den er lavet af en meget betænksom smed.
Ligenu er der bælgravende mørkt på trappen. Jeg kan bogstaveligt talt ikke se en skid. Ikke at det gør så meget. Mørket har aldrig for alvor fået mig ud af balance. Mørket har, så at sige, sine lyse sider ...
Jeg var vist ikke helt klar over det - eller måske lå det aller bagerst i hjernekisten og afventede det helt rigtige øjeblik, men jeg har brug for mørket. Og alle dets mørkemænd. Ligeså påtrængende nødvendigt det onde har været, for at genoprette balancen i mit jernunivers, har mørket sin egen særlige rolle, der skal udspilles.
Ud af mørket kommer erkendelse.
Det er bare ikke nu ...
Her hos mig er det et meget værdsat øjeblik. Lyden af et før-ekko. Ti-ørerne, der skal til at trille. Alle mine sanser er skærpede - mine tanker omsluttet af mælkeagtige tåger - følelserne prikker under huden, men lader sig ikke udtrykke. Ikke endnu.
Jeg er så tæt på ...
Det er næsten håndgribeligt.
*et trin op*
Hvis jeg har undladt at beskrive min vindeltrappe, skyldes det ren og skær forglemmelse. Den er smedet i jern. Af en smed med hænder som store møllehjul. (eller var det øjnene? - nevermind). Hvert trin er perforeret med huller, hvor metallet er krøllet opad, så jeg kan mærke hver eneste skridt, men kanterne er svejset bløde og afrundede, så mine fødder ikke lider overlast.
Den er lavet af en meget betænksom smed.
Ligenu er der bælgravende mørkt på trappen. Jeg kan bogstaveligt talt ikke se en skid. Ikke at det gør så meget. Mørket har aldrig for alvor fået mig ud af balance. Mørket har, så at sige, sine lyse sider ...
Jeg var vist ikke helt klar over det - eller måske lå det aller bagerst i hjernekisten og afventede det helt rigtige øjeblik, men jeg har brug for mørket. Og alle dets mørkemænd. Ligeså påtrængende nødvendigt det onde har været, for at genoprette balancen i mit jernunivers, har mørket sin egen særlige rolle, der skal udspilles.
Ud af mørket kommer erkendelse.
Det er bare ikke nu ...
søndag den 6. marts 2011
Nasseprins!
2. del: Being mindfucked the bad way!
Jeg er jo ond - ingen tvivl om det, så hvorfor lade al den dejlige ondskab ligge og flyde til ingen verdens nytte. Idag - og nyd det nu endelig - vil jeg skrive fra det allerondeste og ornly syge hjørne af min snørklede bevidsthed.
Det har jeg gjort én gang før - sådan for alvor. Det faldt ikke i verdens bedste grøde, men jeg lærte af det. Jeg lærte at kunne give tanken fri. Placere den her, og iøvrigt være parat til at tage de klask, der ville komme i den forbindelse.
Det døde jeg ikke af! (faktisk følte jeg mig voldsomt levende bagefter - og detoxet for det grimme indeni).
Dengang skrev jeg om mit møde med Libertineren - altså min udgave, og jeg bar t-shirten med idiot på ryggen i rigtig lang tid bagefter. Det er sgu iorden. Min dumhed, mine konsekvenser. Eller som Morisette synger; you live, you learn!
Jeg har så lært ikke at falde for Libertineren igen - hmm. Måske - hvis jeg keder mig en dag;)
Mit næste step-down kom da jeg mødte Nasseprinsen! (nu ved jeg at der sidder min. 1 derude, som ryster opgivende på hovedet, men du må da indrømme, at min responstid på de her uheldige typer er blevet noget forbedret det sidste års tid).
Nasseprinsen er en ækel lille størrelse. Så er det sagt. Mange gange godt kamufleret på sæt og vis, dog ikke mere end at sporene er der. De følger ham, som det der lysegrønne slim, du engang imellem kan være så heldig at få med som gratis gave, når du køber Anders And. (mit liv er rigt!)
Og - hov! nu får jeg det her indre billede af en rustrød dræbersnegl, der systematisk æder sig igennem venindekvindens kolonihave. Dem halverer vi uden anger med skuffejernet?, når de dukker op. (damn, det vrimler jo med gode metaforer her ... men idag er ikke en metafor dag. Idag er en meget bogstavelig dag.)
For nu at blive meget konkret, og ditto personlig ...
Nasseprinsen giver ikke frivilligt noget fra sig!
Nasseprinsen er derimod rigtig god til at modtage! Det er nok i virkeligheden, det han er allerbedst til. Han bliver glad og varm indeni, hver eneste gang du har taget noget med. Smøger, vin, omsorg, slik, sodavand og kærlighed forsvinder som dug for solen, og du kan roligt være velforsynet næste gang oss. Der er plads til endnu mere hos mester dér!
Faktisk er det en god idé ALTID at have noget med - det kan afstedkomme en vis utilfredshed og opfattes som mangel på god vilje, hvis du ikke lige ...
En anden ting du skal huske, er at han trives allerbedst hjemmehos dig. Her kan han udleve sine allerfineste sider som gæst i huset. Kan det kombineres med hans hjemmearbejdstid, kan du være helt sikker på at han vil involere dig på alle mulige måder - (selvom det er ham, der hæver lønnen).
... og bliv ikke overrasket over hvor hurtigt han kommer til at føle sig hjemme - eller de brugte håndklæder på badeværelsesgulvet.
Er du ydermere så heldig, at skulle tage del i en festlig lejlighed, fødselsdag (evt. hans) eller en tilstundede højtid, så er det for Nasseprinsen, en ubegrænset fornøjelse at forestille sig alt det, lige netop DU, vil gøre i den anledning. No limits-konceptet kommer på bordet, for tænk lige en ekstra gang over, hvor jublende fornøjet han vil blive.
Eksemplerne er legio - deres antal er 666!
- men jeg bliver sgi både lidt træt og en anelse mellemfornøjet af at tænke på, at jeg hoppede direkte med på den linie fuck-du-er-naiv-kvinde!
Det lå jo lige der foran næsetippen, og stank af gammelt muld og døde egern, men ville jeg lytte - neeeej!
Så kære kvinde derude - har du som jeg hang til periodiske trips ud af den mentalt masochistiske afvej, så fortvivl ikke - Nasseprinsen har "næse" for lige netop dit overload af omsorg, kærlighed og overskud - and he will find you ...
Jeg er jo ond - ingen tvivl om det, så hvorfor lade al den dejlige ondskab ligge og flyde til ingen verdens nytte. Idag - og nyd det nu endelig - vil jeg skrive fra det allerondeste og ornly syge hjørne af min snørklede bevidsthed.
Det har jeg gjort én gang før - sådan for alvor. Det faldt ikke i verdens bedste grøde, men jeg lærte af det. Jeg lærte at kunne give tanken fri. Placere den her, og iøvrigt være parat til at tage de klask, der ville komme i den forbindelse.
Det døde jeg ikke af! (faktisk følte jeg mig voldsomt levende bagefter - og detoxet for det grimme indeni).
Dengang skrev jeg om mit møde med Libertineren - altså min udgave, og jeg bar t-shirten med idiot på ryggen i rigtig lang tid bagefter. Det er sgu iorden. Min dumhed, mine konsekvenser. Eller som Morisette synger; you live, you learn!
Jeg har så lært ikke at falde for Libertineren igen - hmm. Måske - hvis jeg keder mig en dag;)
Mit næste step-down kom da jeg mødte Nasseprinsen! (nu ved jeg at der sidder min. 1 derude, som ryster opgivende på hovedet, men du må da indrømme, at min responstid på de her uheldige typer er blevet noget forbedret det sidste års tid).
Nasseprinsen er en ækel lille størrelse. Så er det sagt. Mange gange godt kamufleret på sæt og vis, dog ikke mere end at sporene er der. De følger ham, som det der lysegrønne slim, du engang imellem kan være så heldig at få med som gratis gave, når du køber Anders And. (mit liv er rigt!)
Og - hov! nu får jeg det her indre billede af en rustrød dræbersnegl, der systematisk æder sig igennem venindekvindens kolonihave. Dem halverer vi uden anger med skuffejernet?, når de dukker op. (damn, det vrimler jo med gode metaforer her ... men idag er ikke en metafor dag. Idag er en meget bogstavelig dag.)
For nu at blive meget konkret, og ditto personlig ...
Nasseprinsen giver ikke frivilligt noget fra sig!
Nasseprinsen er derimod rigtig god til at modtage! Det er nok i virkeligheden, det han er allerbedst til. Han bliver glad og varm indeni, hver eneste gang du har taget noget med. Smøger, vin, omsorg, slik, sodavand og kærlighed forsvinder som dug for solen, og du kan roligt være velforsynet næste gang oss. Der er plads til endnu mere hos mester dér!
Faktisk er det en god idé ALTID at have noget med - det kan afstedkomme en vis utilfredshed og opfattes som mangel på god vilje, hvis du ikke lige ...
En anden ting du skal huske, er at han trives allerbedst hjemmehos dig. Her kan han udleve sine allerfineste sider som gæst i huset. Kan det kombineres med hans hjemmearbejdstid, kan du være helt sikker på at han vil involere dig på alle mulige måder - (selvom det er ham, der hæver lønnen).
... og bliv ikke overrasket over hvor hurtigt han kommer til at føle sig hjemme - eller de brugte håndklæder på badeværelsesgulvet.
Er du ydermere så heldig, at skulle tage del i en festlig lejlighed, fødselsdag (evt. hans) eller en tilstundede højtid, så er det for Nasseprinsen, en ubegrænset fornøjelse at forestille sig alt det, lige netop DU, vil gøre i den anledning. No limits-konceptet kommer på bordet, for tænk lige en ekstra gang over, hvor jublende fornøjet han vil blive.
Eksemplerne er legio - deres antal er 666!
- men jeg bliver sgi både lidt træt og en anelse mellemfornøjet af at tænke på, at jeg hoppede direkte med på den linie fuck-du-er-naiv-kvinde!
Det lå jo lige der foran næsetippen, og stank af gammelt muld og døde egern, men ville jeg lytte - neeeej!
Så kære kvinde derude - har du som jeg hang til periodiske trips ud af den mentalt masochistiske afvej, så fortvivl ikke - Nasseprinsen har "næse" for lige netop dit overload af omsorg, kærlighed og overskud - and he will find you ...
Abonner på:
Opslag (Atom)