Af sporet - afsporet

De sidste par dage har givet mig rig lejlighed til at omtænke det der med at være forelsket i det skrevne ord. Ordene har altid givet mig trøst. Og ro. Et fristed for mine tanke, hvor de frit kan lege uforstyrret. Det sted er stadig intakt.

Min gamle, kloge, dejlige Bedste, det kaldte vi hende altid, tog mig som 6-årig på skødet, og sammen gennemlæste vi Bornholmeren. Så fint det var. Hun har nu været død siden mit 13. år, men jeg sender hende ofte en tanke - det var den bedste gave hun kunne give mig ...

Ordene har givet mig et sted, hvor jeg kan tøjle min fantasi!

Hov! Det burde jo egentlig være omvendt, ikk - at ordene sætter fantasien fri? Jo, men sådan er det ikke her hjemmehos os.

Forklaring: Kender du den fornemmelse, hvor tankerne stormer afsted inde i dit hjernekammer? De er store, stormende, innovative - aldrig har verden mødt så udviklende og revolutionerende flimmer. Det strålende øjeblik, hvor disse tanker formuleres og nedfældes på papiret, vil menneskeheden for altid være forandret!

Det sker bare ikk - fantasien og tanken må lide den tort at blive afsporet! - eller kørt af sporet ... (get it?)

Når pennen har gjort sit arbejde, har ordene indkapslet dine tanker. De er blevet iklædt hverdag. De er blevet begrænset af de umuligheder, der ligger i tankernes frie spil - og det er nok en meget god ting i virkeligheden.

Et enkelt mellemrum, en lille hvid plet i mellem alt det sorte i din text, har magten til at ændre mening, den retning kommunikationen mellem dig og din læser skal ha'.

Ordene holder dig på sporet ... så brug dem med omhu og allerstørste respekt ...