onsdag den 27. juli 2011
lørdag den 9. juli 2011
Forankret
Der er nu gået en måned - og han var i haven i dag. Han var i SIN have. Jeg forestiller mig afslutningen derude. Et stille suk, hovedet der falder en smule til siden. Hurtigt, enkelt og ubesværet.
Vi har talt meget og længe om, hvordan jeg kan forberede mig - og hvordan jeg ikke kan ... dette ved jeg dog; jeg er lykkelig, jeg er elsket og når tiden er inde, vil mit sind splintres i atomer af sorg og gråd. Det vil være lyden af knust glas, der kommer til at fylde hver eneste krog her i mit mentale landskab.
Kun i haven vil der være stille.
Så vil jeg høste alle akelajerne, der i år har overtaget bedet med de sært-smukke margueritter - de som plantede sig selv i en rus af levende hvidt og gult, her engang for længe siden.
Jeg kan en historie.
Den handler om forankring. Og en lille smule om cirkler. Den handler om en gruppe mennesker, familie, venner, mænd og deres koner. De samledes omkring et bord, med øl, snaps - citronvand så damerne kunne lave en flyversjus, smørrebrød og lune retter. Og de grinede deres røv i laser, snakkede, huskede, råbte og diskuterede.
Det fattede vi børn ikke en bjælde af. So what!
Med årene har man kunnet plante det ene sorte kors efter det andet i panden på disse mennesker. Det korte glimt - og kredsen svandt ubønhørligt ind. Som folk er flest, levede de - og døde.
Her den anden aften samledes en anden gruppe omkring et bord. Venner, familie, mænd og deres kærester. Vi grillede bøffer, drak rødvin, mens vi lyttede til 30 år gammel musik. Og grinede vores røv i laser ...
Jeg kan en anden historie .
Det var en varm forårsdag for ca. 11 år siden. Jeg er ude at trille med min nyfødte lille (det rimer), da en mand et sted mellem 90 og en krukkefuld aske med fine benstumper standser op, og kikker ned i barnevognen. Så kikker han på mig, smiler og siger.
- Det er dét, som livet drejer sig om.
Jeg sagde vist ikke mere og andet end tak, men her i eftertanken kan jeg tilføje mit eget ja - det handler om de levende - og de døde.
Det handler om at forankres i hinanden. Og huske. Uanset.
Vi har talt meget og længe om, hvordan jeg kan forberede mig - og hvordan jeg ikke kan ... dette ved jeg dog; jeg er lykkelig, jeg er elsket og når tiden er inde, vil mit sind splintres i atomer af sorg og gråd. Det vil være lyden af knust glas, der kommer til at fylde hver eneste krog her i mit mentale landskab.
Kun i haven vil der være stille.
Så vil jeg høste alle akelajerne, der i år har overtaget bedet med de sært-smukke margueritter - de som plantede sig selv i en rus af levende hvidt og gult, her engang for længe siden.
Jeg kan en historie.
Den handler om forankring. Og en lille smule om cirkler. Den handler om en gruppe mennesker, familie, venner, mænd og deres koner. De samledes omkring et bord, med øl, snaps - citronvand så damerne kunne lave en flyversjus, smørrebrød og lune retter. Og de grinede deres røv i laser, snakkede, huskede, råbte og diskuterede.
Det fattede vi børn ikke en bjælde af. So what!
Med årene har man kunnet plante det ene sorte kors efter det andet i panden på disse mennesker. Det korte glimt - og kredsen svandt ubønhørligt ind. Som folk er flest, levede de - og døde.
Her den anden aften samledes en anden gruppe omkring et bord. Venner, familie, mænd og deres kærester. Vi grillede bøffer, drak rødvin, mens vi lyttede til 30 år gammel musik. Og grinede vores røv i laser ...
Jeg kan en anden historie .
Det var en varm forårsdag for ca. 11 år siden. Jeg er ude at trille med min nyfødte lille (det rimer), da en mand et sted mellem 90 og en krukkefuld aske med fine benstumper standser op, og kikker ned i barnevognen. Så kikker han på mig, smiler og siger.
- Det er dét, som livet drejer sig om.
Jeg sagde vist ikke mere og andet end tak, men her i eftertanken kan jeg tilføje mit eget ja - det handler om de levende - og de døde.
Det handler om at forankres i hinanden. Og huske. Uanset.
Abonner på:
Opslag (Atom)