Ka' selv, ska' selv

Uha.

Idag er så dagen, hvor verdens stærkeste mand (min far), for første gang siden han blev gift skal forlade sit hjem og sin kone (og mit lille hjerte brister tusind gange ved erkendelsen). Bevars, det er kun fire dage her i første omgang, han kommer hjem igen, indtil der bliver taget en beslutning om en mere permanent løsning. Og da dette skal foregå i kommunalt regi, kan det have lange udsigter. Plejehjempladser er der ligeledes blevet voldsparet på, så han kommer vel til at vente, indtil der er en anden, der for sidste gang smider træskoene på måtten.

Men det er begyndelsen til det liv hvor "hvad skal jeg" nu kan besvares med et; bare være ...

Nu skal han ikke længere noget som helst. Hans arbejde er gjort, og spørger du mig, gjorde han det til ug med kryds og slange. Jeg under alle børn - piger og drenge - en familiefar som min. Hele sit liv og alle sine kræfter lagde han dette ene sted - i familien.

Som søn af arbejderklassen var der ikke råd til en uddannelse, hans arbejdsliv startede da han var tolv, på en gård i nabolaget, hvor han fik stukket en spade i hånden.

Arbejd knægt! Og det gjorde han - for kan man selv, så skal man selv.

Værnepligten (under den kolde krig) gav et eventyrligt afbræk i et ellers ikke skide spændende arbejdsliv, men det var så det, og herefter gik turen direkte til de store brændeovne på fabrikken. Hvor han blev – og hvor han sled sig selv i de stumper og stykker, som han nu har tilbage.

Berigende og udviklende? Ikke det der ligner! Karriereorienteret? (hahahahahahahahah)! Løn? – til det er der kun én ting at sige – ufaglært arbejde bærer lønnen i sig selv, eller noget;)

Men vi fik, hvad vi havde brug for – vi pigebørn, og der blevet sparet på stort set alt andet, end lige os. Var der brug for en håndværker, kunne han selv. En mekaniker – her lånte han en bog på biblioteket, og så kunne han selv. Han dyrkede det hele til husholdningen, grønsager, frugt og de tulipaner, som min mor holder så meget af på et stykke jord, han havde forpagtet hos Præsten. Kul samlede han på stranden til fyret. Indtil sidste år (79 år gammel), kalkede han stadig sit hus og klippede sin hæk …

Han kunne selv – derfor skulle han selv.

Set udefra er denne mands liv ikke noget særligt. Ufaglært, ubemidlet, slidt på krop og sjæl (og nu oss sind); der vil aldrig blive skrevet bøger om hans indsats.

… men jeg ved, hvad han var og er.

Den mand, der aldrig nogensinde forlod sin familie eller satte sig selv foran. Den mand, som lærte os at være selvstændige, beskedne -  for ikke at glemme – lærte os betydningen af nærvær og sammenhold i familien.

For kan du selv, så skal du selv:)

Hvad skal jeg ...

Nu er det så, at en blog kommer til sin ret. Lige her og nu, hvor tankerne er en heftig gang mudder, der trænger til en frisk vind.

Vi skal, min mor, min søster og jeg sende vores dejlige og elskede far på plejehjem. Min mor kan ikke. Den mand, hun har været gift med i 51 år er ikke én, hun bare sådan kan sende afsted. Alting river og flår i hende, men hun skal. For better and worse ... men det starter på søndag, hvor han for første gang i deres lange ægteskab, skal sendes væk fra sit eget hjem. I første omgang til 4 dages aflastning og observation, men senere - når der bliver en mere permanent ledig plads, vil det blive hans (og vores) nye virkelighed.

Marts måned sendte en hærgende og ødelæggende blødning igennem han hjerne - lige oppe over højre øje, the frontal lobe lå tilbage i smadder, efterladende ham i en tilstand af et langsomt og ødelæggende tab af ord, motorik og tanke. Fra verdens skarpeste og klogeste mand til en hjælpeløs invalid. Langsomt og bevidst har han været vidne til sit eget forfald i de her sidste mange måneder. Uden hjælp fra ordene til at holde sorgen og frustrationerne i ave. De svandt ind til ingenting, mens han hold mandtal. 3 var der tilbage i september.

"Hvad skal jeg".

I starten håbede vi. Allesammen. Oss far. Vi legede med tanken om, at det her kunne fixes. At han atter en gang kunne rejse sig, som han har gjort det før, dengang kræften bød op til dans.

Det gør man ikke ustraffet - han drev rov på hver eneste lille bitte hjælpeløse kræftcelle, og sendte dem tilbage hvor de kom fra.

Eller dengang hvor hjertet sagde stop - en gang hønsenet omkring hovedpulsåren og stålsat vilje ...

Hvad skal jeg?

Jeg kan stadig høre, læse og forstå ham. Båndet mellem far og datter har altid været benhårdt, stærkt og uden nåde. Jeg skal være den forræder, der sender ham væk. Familiens Judas. Ikke af kærlighed, for den byder mig at gøre ham hel og rask igen. Heller ikke i håbet findes nogen lindring - skaden er uoprettelig og resten af hans liv vil der kun være smuler af glæde og liv, der kan trænge igennem.

Jeg skal tro. Jeg skal tro på, at roen og glemslen vil lægge sig bamhjertigt over hans sind - og jeg skal tro på, at med den rette pleje og omsorg - den som vi med vores blotte tilstedeværelse og konstante udladning af sorg og afmagt ikke kan give ham, vil komme til ham i de her nye fredelige og minde-frie omgivelser.

Det er sateme ikke nemt!