Kliche-agtig overskrift, men bær over med mig. Jeg er i en stilstand af dyb sørgmodighed. Ikke af den slags, der river og flår i mig, lige som det mørke bæst, der længe hev og sled i mig efter min fars død.
Jeg savner min far. Ikke længere med sort og rødt som grundfarver, men med en snert af lykke. Han var min far. Han var i mit liv. Han blev så længe, hans evner rakte. Den taknemmelighed, jeg nu sidder tilbage med, vil aldrig kunne mindskes i sin styrke. Den vil aldrig kunne gradbøjes eller tales ind i en art fornuft.
Jeg kan kun sige tak. Tak for mit liv og tak for hans.
Men sorgen har intet anker. Den er kommet for at blive. Den ene hånd vil tage den anden, og denne gang kalder broder død på min faster.
Shhhy. Men her kommer det alligevel. Jeg.Vil. Ikke. Miste. Mere.
.. men jeg skal. Hun forsvinder så stille, hende min elskede faster. Minutterne siver ud af hende med dræbende langsommelighed. Kræften har lagt sit dræn ind i hendes krop, og drypvis tømmes hun for liv og nerve.
Søvnen er nu hendes bedste legekammerat. Den omslutter hende med ro og glemsel.
Og jeg venter. I min helt egen hvisken. Jeg.Vil. Ikke. Miste. Mere.
