Li'som stille før storm ..

Kliche-agtig overskrift, men bær over med mig. Jeg er i en stilstand af dyb sørgmodighed. Ikke af den slags, der river og flår i mig, lige som det mørke bæst, der længe hev og sled i mig efter min fars død.

Jeg savner min far. Ikke længere med sort og rødt som grundfarver, men med en snert af lykke. Han var min far. Han var i mit liv. Han blev så længe, hans evner rakte. Den taknemmelighed, jeg nu sidder tilbage med, vil aldrig kunne mindskes i sin styrke. Den vil aldrig kunne gradbøjes eller tales ind i en art fornuft.

Jeg kan kun sige tak. Tak for mit liv og tak for hans.

Men sorgen har intet anker. Den er kommet for at blive. Den ene hånd vil tage den anden, og denne gang kalder broder død på min faster.

Shhhy. Men her kommer det alligevel. Jeg.Vil. Ikke. Miste. Mere.

.. men jeg skal. Hun forsvinder så stille, hende min elskede faster. Minutterne siver ud af hende med dræbende langsommelighed. Kræften har lagt sit dræn ind i hendes krop, og drypvis tømmes hun for liv og nerve.

Søvnen er nu hendes bedste legekammerat. Den omslutter hende med ro og glemsel.

Og jeg venter. I min helt egen hvisken. Jeg.Vil. Ikke. Miste. Mere.

Godt håb

Så er det vist snart tid ...

Underhund

... og kan du ikke acceptere (og her bliver den svær), det menneske lige præcis dér, hvor h*n befinder sig, er det ikke noget, du skal ligge og rode og rage med. Dit job, er at hente din værdi i dig selv.


Ja, så blev jeg så meget klogere. *not*

Lige siden jeg for godt og vel to år siden skrev ovenstående stykke livs-klogskab, har jeg IKKE levet eller handlet i overensstemmelse med de tanker og de erkendelser, som jeg på daværende tidspunkt havde taget til mig med så stor overbevisning om deres rigtighed.

Klovn ..

Tværtimod har jeg som en anden situations-fornemmelse-fordrukken idiot uden megen elegance surfet hver eneste nedadgående bølge, som jeg kunne komme i nærheden af. Og jeg selv - nu kun en skygge af den skygge, der udgjorde min andel af eget-værd - fortryder.

Selvfølgelig gør jeg det.

Det er vist ikke så godt ..

Så! Fik man da lige en mentalerkendelse ind over serotonin-filtret. Den 3. mand er ikke mere. Han blev vist lidt træt, at af kikke på mig. Ligesom de 2 andre. Måske mente jeg det ikke, da jeg sendte en desperat bøn ud om at blive set. Det er vist noget med, at man skal være meget konkret, når man ønsker sig noget - jeg vil ikke ses - jeg vil høres. 

... og den der skal lytte er mig-selfie.

Keeping it real

Jeg har vel været o. 24, da jeg første gang løb ind i en grædende mand på Nørreport station. Gråden var høj, klar og kom dybt indefra, fra et sted, der var helt hans eget.

Det ramte mig som en knytnæve i maveregionen, det skræmte mig røven ud af buksen, for hvad pokker gør man så? Tør jeg, kan jeg?

Jeg holdt afstand. Og alligevel kunne jeg ikke hoppe på mit tog, da det kom. Heller ikke det næste, for hvad nu hvis? Til sidst forsvandt han. Ind i et tog eller op på byens gader, jeg ved det ikke, men jeg lærte noget om mig selv lige der, som jeg siden har hæget om og nurset, for at det ikke skal forsvinde.

Jeg er varm. Jeg er ikke kold eller giftig. Følelsesløs eller ligeglad. Ikke fortabt i mig selv og mit eget.

Jeg har en nyttig næve, der ikke er bleg for at grave lidt rundt i mine indvolde, skulle jeg miste min retning. Andre gange er den flink, og laver bobler i min mave eller sender noget forventningsfuldt op og ned af min rygrad. Den er min ven og den vogter min kerne.

Senere i livet har jeg lært, hvad jeg skal gøre, når jeg mødes med sorg, fortvivlelse eller det helt fortabte hos en anden. Det er nok at snakke lidt, klemme en hånd eller ae en kind. Det kræver faktisk ikke så skide meget. Bare holde fast det øjeblik, hvor der er brug for, at jeg gør det.

For keeping it simple & keeping it reel ..


http://youtu.be/JEMKylgkfCc

12. april

I dag er det et år siden Far døde.

Det er ikke blevet bedre.

Det er ikke blevet lettere.

Alt uændret.

Jeg havde en drøm ...

 

I nat drømte jeg (igen) om far. Selv i drømme er jeg fuldt og helt klar over, at han nu altså er død og borte, men jeg vælger meget bevidst i disse drømmescenarier, at acceptere hans tilstedeværelse der i stuen, og at lytte til det, han vil sige til mig.

Det er faktisk en smule rart at se ham igen, som han var, mens han stadig havde sin styrke og sine ord.

Det er bare ikke så rart, at vågne op igen.

Men for ikke at lade al den søndag morgen sorg gå helt til spilde, skal jeg måske lytte.

Han sagde med sin alvorlige og insisterende stemme (ikke den drillende og diskussionslystne), at det var nu vi skal gå igang, hvis vi vil hjælpe hans søster. Systemet er trægt, og arbejder ikke med mennesket. Eller for mennesket. Og det ved han alt om, for inden sin død levede han i det og med det, uden mulighed for at finde menneskeligheden i det.

Hans sidste år med os var uværdigt. Fornedrende. Nytteløst.

Så han døde.

Unødvendigt.

Han sagde; som det er nu, vil det være lettere for jer, du og din søster,at få udstyret i hus. Hospitalssengen, gangstativet, kasserne med voksenbleer. Gummihandskerne, pillerne, salven mod liggesårene ...

Plejen, omsorgen, eksperticen, respekten og tiden kommer det nok til at knibe med.

De havde engang en drøm, havde de.

LTC

(Long Time Coming ...)