Det er denne enkelte sætning i en paperbackudgave af Daphne du Maurier's "Vi giver aldrig op", som fik mig til at smide bogen i indkøbskurven, istedet for at lægge den tilbage i stakken af afviste titler, som optog plads for de mere relevante items i den lokale Sisi' Greene Store.
Det er ikke så meget mørket ... men det, der befinder sig i mørket, der går mig på nerverne!
Bodaker.
Nu foregriber jeg tydeligvis begivenhedernes gang, men den opmærksomme læser vil være helt med her. Jeg er glad for - inderligt og hjerteligt lykkelig for, at jeg undslap cyber-bodakernes hæslige og mentaltforstyrrede sekt! For sekterisk i sin væren og i sit væsen, det er den - og dens appetit på nyt ferskt kød er næsten umættelig.
Backflash! Jeg er pissed, og det på niveauer, som jeg ikke engang kender omfanget af endnu!!!
Så kan scenen sættes. Intet fanger læseren mere end en god iscenesættelse, vel?
Vi tager et stk. enlig mor, som efter en kortvarig affære med cyber-dating, forsigtigt og billedløs nærmer sig dette sande mekka af smukke singler. I ved hvor vi er! Selvtilliden kan parkeres et sted i en overflødig lomme på en billig indisk skjorte. Der er absolut intet at komme efter. Men noget skal der jo gøres efter 8 år i cølibat. Vi ved jo alle, hvad der sker i skallen på forsømte kvinder, der ikke blot engang i mellem bliver rusket lidt rundt, ikk.
Verdens nemmeste offer for sekten, derom kan der ingen tvivl herske overhovedet!
(Elsker en god omvendt ordstilling)
Så da denne ensomme stakkel, efter en varm og svedig velkomst af The Welcome Wagon, (en i virkeligheden ganske uskadelig gruppe mænd, som bare ikke kan få deres budskab igennem), inviteres med til festlighederne på
Det bliver et mørke, der strækker sig over de næste 6 måneder - indtil V-dag, store ti-øre-trille-dag ...
*cliffhangerikon*
*nicks will be mentioned - stay tuned*
http://www.youtube.com/watch?v=dAagFKdsSNs
Ingen kommentarer:
Send en kommentar