Kontraslag. Det kan beskrives ganske enkelt. Først kommer selve slaget. Det tager som regel ikke alverdens tid ud af kalenderen, eller udfordrer smertegrænsen mere end man kan bære. Det er til at leve med. Eller som en bekendt af mig engang forklarede i forbindelse med de udfordringer, han stod overfor i tandlæge-situationen. Det er når han rammer nerven, at det gør ondt, og så er le dentiste færdig med at bore.
Nemt ikk!
*karmabitch upcoming* Njaaa - nej! Bagefter gør det mother f. ondt. Og hvis der er nogle derude som lige nu tænker "konsekvenser" så er den lige i skabet. Kontraslag kan meget vel være en elegant metafor for det, der følger. (hvis du vil vide mere om det rent tekniske omkring kontraslag er google din ven! - ikke jeg).
Konsekvenser kan bruges i en snæver vending, men jeg er mere tilbøjelig til at læne mig op ad begrebet "senfølger". Det er alle de ting, vi ikke kunne forestille os ville blive udkommet af lige netop denne her oplevelse eller situation, og som karakteriseres af en eller anden form for uafvendelig spiralisering. (findes det ord mon?).
Og nu er vi atter tilbage ved det uafvendelige. Det som ikke kan gøres om, det som er udenfor kontrol og som markerer, med samme uafvendelighed, begyndelsen til "det 2. liv".
Er det nu jeg skal blive personlig? I think so ...
Mit slag faldt da jeg nærmede mig de 24. Jeg var et år inde i studiet på Uni., eksamen var ganske godt overstået, jeg var booket med job hele sommeren, og som man siger hjemmehos os. Det kører! *udtales med bornholmsk dialekt*.
Og alligevel finder jeg mig selv en aften, rystende som et espeløv, med en dødsangst der er deroppe ved siden af Margrethes, da hun står og kikker ind i en 8-10 geværmunderinger en råkold morgen på en Lars T. mark et sted i Frankrig.
Jeg er ikke glad ...
Et behjertet menneske slæber mig med op på Riget - jeg ser åbenbart heller ikke særligt frisk ud - og her kan de fortælle mig, at det ikke er min sidste time, der er kommet, men et temmelig (i mine øjne) udspekuleret og meget fysisk Angst Anfald, som har bemægtiget sig min krop og mit sind. For en stund ...
... og for altid.
... jeg tror, at vi venter til i morgen med denne her kontraslag-ting.
... fortsættes ...
mandag den 30. maj 2011
søndag den 29. maj 2011
*dybt vand*
"Gud straffer os for de ting, vi ikke kan forestille os."Igen endnu et lille gyldent indspark fra Mr. King. (Har jeg anbefalet Duma Key? Ellers vil jeg gøre det lige her og nu. Killer bog!)
Juhu - home free!
I modsætning til stakkels Margrethe som nok ikke havde forestillet sig at stå der kl. et kvarter i kvalme, med udsigt til de sidste sølle minutter af sin eksistens, bare fordi Mata Hari ikke kunne få nok af det søde og eksalterende liv som fokuspunkt. Ærgerlig, ærgerlig. Det ræddi sjove i denne her sammenhæng (eller nok mere spøjse) er at der den dag i dag, findes mennesker derude, som arbejder for en frifindelse af Mata Hari.
Post mortem naturligvis, men lidt har oss ret;)
Min forestillingsevne derimod fejler stort set ingenting. Tværtimod, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Karmabitchen fører en meget nøjagtig bog derude et eller andet sted. That girlie never sleeps!
Og nu bliver jeg igen nødt til at pille lidt godt stof fra Duma Key. (Jeg mangler en flydende overgang.) Historien, bag ved det underholdende gys og geil, er fortællingen om to mænd, der lever "deres 2. liv". Oplevelser af skelsættende karakter har sat en tyk streg hen over "det som engang var" (og som de faktisk var temmelig tilfredse med) og det som er kommet i stedet. Den ene har overlevet, eller de fleste af hans lemmer har overlevet, et møde med en mobilindustrikran og han egen lille blikdyt, den anden var ikke så nøjagtig, da han satte pistolen til tindingen og døjer med en fritgående kugle i hjernemassen! Deres nye andet liv, som er den eneste måde de kan beskrive den nye til stand på er kendetegnet af følgende.
Det er liv, hvor der ikke længere er noget, de ikke kan forestille sig ...
En rejse ind i de uafvendelige overvejelsers liv. En proces, hvor alting skal drejes 180 grader, modereres og tilpasses de nye omstændigheder, som ikke - lige meget hvor meget der ønskes, håbes og bedes - går væk igen. (vel Margrethe!)
Når noget bliver uafvendeligt, belønner Gud os med evnen til at forestille os ... alting.
... fortsættes ...
Juhu - home free!
I modsætning til stakkels Margrethe som nok ikke havde forestillet sig at stå der kl. et kvarter i kvalme, med udsigt til de sidste sølle minutter af sin eksistens, bare fordi Mata Hari ikke kunne få nok af det søde og eksalterende liv som fokuspunkt. Ærgerlig, ærgerlig. Det ræddi sjove i denne her sammenhæng (eller nok mere spøjse) er at der den dag i dag, findes mennesker derude, som arbejder for en frifindelse af Mata Hari.
Post mortem naturligvis, men lidt har oss ret;)
Min forestillingsevne derimod fejler stort set ingenting. Tværtimod, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Karmabitchen fører en meget nøjagtig bog derude et eller andet sted. That girlie never sleeps!
Og nu bliver jeg igen nødt til at pille lidt godt stof fra Duma Key. (Jeg mangler en flydende overgang.) Historien, bag ved det underholdende gys og geil, er fortællingen om to mænd, der lever "deres 2. liv". Oplevelser af skelsættende karakter har sat en tyk streg hen over "det som engang var" (og som de faktisk var temmelig tilfredse med) og det som er kommet i stedet. Den ene har overlevet, eller de fleste af hans lemmer har overlevet, et møde med en mobilindustrikran og han egen lille blikdyt, den anden var ikke så nøjagtig, da han satte pistolen til tindingen og døjer med en fritgående kugle i hjernemassen! Deres nye andet liv, som er den eneste måde de kan beskrive den nye til stand på er kendetegnet af følgende.
Det er liv, hvor der ikke længere er noget, de ikke kan forestille sig ...
En rejse ind i de uafvendelige overvejelsers liv. En proces, hvor alting skal drejes 180 grader, modereres og tilpasses de nye omstændigheder, som ikke - lige meget hvor meget der ønskes, håbes og bedes - går væk igen. (vel Margrethe!)
Når noget bliver uafvendeligt, belønner Gud os med evnen til at forestille os ... alting.
... fortsættes ...
tirsdag den 24. maj 2011
onsdag den 18. maj 2011
Solens Øje
*Dette er ikke en skriveblokade, det er ren og skær dovenskab*
... eller Mata hari, som hun kaldte sig.
Indledningsvis vil jeg lige pointere, at denne blog er et bestillingsarbejde. Altså - der findes rent faktisk personer (jeg nævner ingen navne), eller én person derude, som ikke gider google lidt almen basisviden om 1. verdenskrig. I ved, den med spion-brev-duerne eller ham der den sjove Black Adder II, der ligger brak i en skyttegrav i 5 år, mens han udklækker den ene plan efter den anden for at blive hjemsendt.
Det går vist ikke helt som det skal - det meste af tiden.
Nå! Men det starter med at jeg spørger om der er blevet lavet en Mata Hari i en eller anden sammenhæng, og hun så svarer; hvem er Mata Hari?
Argggghhhhhh.
Mata Hari var én af to ting - så'n skåret ind til de hårde basics.
1. Piv-naivt tøsebarn, som faldt for sød snak, opmærksomhed og muligheden for at føle sig lidt extra betydningsfuld, når mænd med rang og penge villigt lagde øre til hendes åndløse sludder.
2. Snedig og lusket dobbeltagent, som arbejdede hensynsløst og grumme strategisk, når hun med sin supererotiske krop og ulmende seksualitet forførte henholdsvis både tysken og fransken til at spilde mælken ...
Hun hed iøvrigt Margrethe, var hollænder og levede af at optræde som "eksotisk danser" hvilket altså oss i den tidsperiode indebar prostitution. Hun var så i den dyre ende af skalaen, men anyhow - Kald hende bare stripper.
Denne på mere end én måde strippende Mata Hari bliver i 1. omgang rekrutteret af tyskerne. Hun skal via sit øhh. arbejde og meget passende bosiddende i Paris, forføre visse centrale militærpersoner til at røbe forskellige ting og sager. Allerhelst noget med fremtidige strategier og så'n. Samtidig - og det er sikkert fordi hun øjner en win-win situation her - har hun, via sine tyske kontakter, adgang til info., som fransken er meget interesseret i. Det bliver bare ikke bedre ...
Margrethe er Solens Øje.
I mere end én forstand. Mens tingene går godt, har lille Margrethe et godt og solidt greb om nosserne på det meste af den vestlige verden. Hun er "herre" over liv og død. Med enkelte ord kan hun lægge fronter øde. Tømme skyttegrave for frisk kanonføde. Spille to mægtige nationer ud imod hinanden, og dem begge nogle gevaldige puds.
Hvordan mon det har føltes for lille Margrethe?
... hvordan mon det føltes at være Mata Hari!
Historien ender som den slags altid gør. Hun afsløres, fængsles, dømmes og henrettes. Det hele indenfor et døgn - den 24-25 juli 1917.
...og den lille Margrethe græd for sit liv ... og de gerninger hun ikke kunne gøre om. (Eller deres konsekvenser!)
onsdag den 11. maj 2011
*blank*
Jeg har lagt hårdt ud med Stephen Kings roman Duma Key her til eftermiddag, og aner knap nok endnu hvad den handler om. Det er heller ikke det vigtige lige nu. Det, der spøjser mig ud, er den stemning hans ordleg altid efterlader mig i. Jeg har lyst til at gemme hvert eneste sætning i min skalle - og samtidig øv'er jeg i et væk, over at jeg ikke er kommet på det først.
Lidt grøn er man vel altid ... tag f.ex. denne her: "Sort er fravær af lys, men hvid er fravær af hukommelse, farven jeg-har-glemt.
Idag gør ikke noget, hvis den forsvinder fra min hukommelse. Idag skal være hvid.
Det er ikke fordi, der er sket noget ud over det sædvanlige. Altså noget grimt-usædvanligt. Det er min f. hukommelse, sóm har en af de her PMS-agtige dage i overgear, hvor det ikke heeeelt er til at sætte fingeren på hvad det lige er det her. Tankerne nægter at samle sig til noget fornuftigt, eller skal vi bare sige, at det stormøde, som mine hjerneceller lagde hårdt ud med her til morgen ikke er gået som forventet.
Og nej! Der vil ikke blive fremsendt referat!
Følelserne er dog til at tage og føle på! Det er den der fornemmelse, du altid får, mens du afventer at Karma-bitchen beslutter sig for, i hvilket hjørne af tæppet, hun skal trække først! (skal vælge, skal vælge?). Mulighederne er mange og sikkert lige fristende ...
... og nu skal vi tilbage til Mr. King, der meget passende indenfor de 1. 20 sider præsenterer mig for udtrykket "Aben i buret". Mr. Kings helt i Duma Key er en totalsmadret midaldrende mand, der ved et uheldigt sammentræf befinder sig i en pickup, da den beslutter sig for at kaste sig sidelæns ind i en meget høj kran.
Det har han det lidt skidt med (eller en del, faktisk) - men igen skal vi tilbage til følelsen. Følelsen af at være Aben i buret.
Låst fast i tid. Afventende.
... her er det så at jeg som regel overmandes af en næsten lystfyldt trang til at sparke én eller anden i ansigtet - men den lader vi lige ligge.
Idag skal være hvid.
Lidt grøn er man vel altid ... tag f.ex. denne her: "Sort er fravær af lys, men hvid er fravær af hukommelse, farven jeg-har-glemt.
Idag gør ikke noget, hvis den forsvinder fra min hukommelse. Idag skal være hvid.
Det er ikke fordi, der er sket noget ud over det sædvanlige. Altså noget grimt-usædvanligt. Det er min f. hukommelse, sóm har en af de her PMS-agtige dage i overgear, hvor det ikke heeeelt er til at sætte fingeren på hvad det lige er det her. Tankerne nægter at samle sig til noget fornuftigt, eller skal vi bare sige, at det stormøde, som mine hjerneceller lagde hårdt ud med her til morgen ikke er gået som forventet.
Og nej! Der vil ikke blive fremsendt referat!
Følelserne er dog til at tage og føle på! Det er den der fornemmelse, du altid får, mens du afventer at Karma-bitchen beslutter sig for, i hvilket hjørne af tæppet, hun skal trække først! (skal vælge, skal vælge?). Mulighederne er mange og sikkert lige fristende ...
... og nu skal vi tilbage til Mr. King, der meget passende indenfor de 1. 20 sider præsenterer mig for udtrykket "Aben i buret". Mr. Kings helt i Duma Key er en totalsmadret midaldrende mand, der ved et uheldigt sammentræf befinder sig i en pickup, da den beslutter sig for at kaste sig sidelæns ind i en meget høj kran.
Det har han det lidt skidt med (eller en del, faktisk) - men igen skal vi tilbage til følelsen. Følelsen af at være Aben i buret.
Låst fast i tid. Afventende.
... her er det så at jeg som regel overmandes af en næsten lystfyldt trang til at sparke én eller anden i ansigtet - men den lader vi lige ligge.
Idag skal være hvid.
onsdag den 4. maj 2011
mandag den 2. maj 2011
6 sanser
Dig og mig, en øl?
Det 1. jeg hører er hans stemme. Jamen sådan er det gerne, når man netdater. Der skal lige siges hej og davs inden daten - den 1. føler lægges ud der. Er den behagelig stemmen, tonen,
magtes ordene. Kæk eller usikker ...
Jeg kan li', det jeg hører.
Han ler meget, ler med stemmen og med ordene. Et billede begynder at tage form, men det er stadig kun i min hjernemasse, det har sit liv.
Dagen efter bliver aflyst. Dagen for den 1. date. Noget kommer imellem, så vi må udsætte den en uges tid. Tiden bruger vi til at "lege på nettet". Jeg sitter klistret til min skærm hver aften, til tider er jeg ved at tisse ned af mig selv af grin. At høre hans stemme har gjort mig mere sikker på, hvor hårdt, jeg kan trække ham i benene.Vi er i sync. lige dér - forestiller jeg mig.
Jeg ser ham 1. gang en fredag formiddag - hjemmehos hos ham, til kaffe og en hyggesnak (og et shitload af smøger, men da dette er en politisk korrekt blog ... bla.bla.).
Jeg ser en mand, som er langt smukkere, end jeg havde forestillet mig.
Jeg mærker usikkerheden vende tilbage med 200 km i timen. Av for den og så for Søren. Hvad gør jeg nu? I min tid som netdater, har jeg vænnet mig til at se billeder. Og jeg har ikke på noget tidspunkt vovet mig ud over "min liga". Jeg intimideres af det andre vil kalde "den flotte mand", og foretrækker almindelig.
Vi taler. Vi taler sammen i timer. Vi sidder tæt i sofaen, mens vi langsomt - og så alligevel hurtigt nærmer os det fortrolige. Det er forbavsende nemt.
Jeg mærker en finger, der distræt stryger hen over min håndryg.
Vi har drukket kaffen på kanden, og går stadig snakkende ud i køkkenet for at lave en frisk omgang. Hans arme lukker sig om min talje. Jeg smiler, lægger armene omkring ham og krammer igennem. Jeg snuser til hans hals.
Han dufter af ... mand?
Jeg slipper ham igen, holder ham ud fra mig i en armslængde og spørger ham; ved du, at jeg forsøger mig med bedste-bedste-ven-strategien nu? At du er alt for fristende?
Jeg trækker ham ind til mig igen, og smager på ham ...
... jeg fornemmer, at det her kunne gå hen og blive den 1. gang af mange flere ...
Det 1. jeg hører er hans stemme. Jamen sådan er det gerne, når man netdater. Der skal lige siges hej og davs inden daten - den 1. føler lægges ud der. Er den behagelig stemmen, tonen,
magtes ordene. Kæk eller usikker ...
Jeg kan li', det jeg hører.
Han ler meget, ler med stemmen og med ordene. Et billede begynder at tage form, men det er stadig kun i min hjernemasse, det har sit liv.
Dagen efter bliver aflyst. Dagen for den 1. date. Noget kommer imellem, så vi må udsætte den en uges tid. Tiden bruger vi til at "lege på nettet". Jeg sitter klistret til min skærm hver aften, til tider er jeg ved at tisse ned af mig selv af grin. At høre hans stemme har gjort mig mere sikker på, hvor hårdt, jeg kan trække ham i benene.Vi er i sync. lige dér - forestiller jeg mig.
Jeg ser ham 1. gang en fredag formiddag - hjemmehos hos ham, til kaffe og en hyggesnak (og et shitload af smøger, men da dette er en politisk korrekt blog ... bla.bla.).
Jeg ser en mand, som er langt smukkere, end jeg havde forestillet mig.
Jeg mærker usikkerheden vende tilbage med 200 km i timen. Av for den og så for Søren. Hvad gør jeg nu? I min tid som netdater, har jeg vænnet mig til at se billeder. Og jeg har ikke på noget tidspunkt vovet mig ud over "min liga". Jeg intimideres af det andre vil kalde "den flotte mand", og foretrækker almindelig.
Vi taler. Vi taler sammen i timer. Vi sidder tæt i sofaen, mens vi langsomt - og så alligevel hurtigt nærmer os det fortrolige. Det er forbavsende nemt.
Jeg mærker en finger, der distræt stryger hen over min håndryg.
Vi har drukket kaffen på kanden, og går stadig snakkende ud i køkkenet for at lave en frisk omgang. Hans arme lukker sig om min talje. Jeg smiler, lægger armene omkring ham og krammer igennem. Jeg snuser til hans hals.
Han dufter af ... mand?
Jeg slipper ham igen, holder ham ud fra mig i en armslængde og spørger ham; ved du, at jeg forsøger mig med bedste-bedste-ven-strategien nu? At du er alt for fristende?
Jeg trækker ham ind til mig igen, og smager på ham ...
... jeg fornemmer, at det her kunne gå hen og blive den 1. gang af mange flere ...
Abonner på:
Opslag (Atom)