Daggryet er ved at snige sig ind her i haven på villavejen i Herlev. Venindekvindens kat er fodret og gnider sig kælent op ad mine ben. Men ikke nu, lille ven ... jeg skal lige.
Kaffe, tjek, smøger, tjek, puter, tjek.
Sidste år er længe siden. Det var vist titlen på en ungdomsbog, som vi alle skulle indover dengang da. Hvad den handlede om, husker jeg ikke rigtigt længere, men essensen af den var vist noget med at lære - om sig selv.
Har jeg da lært - jo, det vil jeg tro.
Jeg har lært, at det er muligt at føle, på trods af den begrænsning, som skærmen her foran mig, sætter. Og at det er ok. Tak utæmmelige, som mere end én gang i det forløbne år har smidt den på bloggen. Jeg "kender" dig ikke endnu, men du er og forbliver mit cybercrush. (Sår du lige nogle eggplants, her i løbet af dagen - for mig?)
Jeg har lært, at det er muligt at være resultatorienteret. På mere end én måde. Tak for dig, the one and only, som ikke lod dig stoppe, men satte dig på dine hænder og ventede til jeg var klar til at lukke dig ind i mit liv. På trods af alder og mange øhh ... skal vi kalde det forskelle i livets kardinalpunkter, er vi grundlæggende enige om at vi holder af hinanden. (Jeg kalder ham stadig Oskar, når du ikke kan høre mig).
Og til dig, som på ægte persisk vis, har smækket døren op, til dit hjerte og dit hjem. Bare sådan - værs'go, her er mit liv, det er godt - og jeg deler gerne. I klæ'r hinanden, og jeg bliver aldrig træt af at betragte jer to. (Og undskyld for den næstestyver, jeg gav dig hjemme i mit køkken, jeg plejer altså ikke at ramme så præcist!)
Og endelig - jeg har lært værdien af, at skifte min til tider misforståede rummelighed ud med en nyfunden loyalitet, overfor mig selv og over for de mennesker, der skal være i mit liv.
Sidste år er længe siden;)
