I nat drømte jeg (igen) om far. Selv i drømme er jeg fuldt og helt klar over, at han nu altså er død og borte, men jeg vælger meget bevidst i disse drømmescenarier, at acceptere hans tilstedeværelse der i stuen, og at lytte til det, han vil sige til mig.
Det er faktisk en smule rart at se ham igen, som han var, mens han stadig havde sin styrke og sine ord.
Det er bare ikke så rart, at vågne op igen.
Men for ikke at lade al den søndag morgen sorg gå helt til spilde, skal jeg måske lytte.
Han sagde med sin alvorlige og insisterende stemme (ikke den drillende og diskussionslystne), at det var nu vi skal gå igang, hvis vi vil hjælpe hans søster. Systemet er trægt, og arbejder ikke med mennesket. Eller for mennesket. Og det ved han alt om, for inden sin død levede han i det og med det, uden mulighed for at finde menneskeligheden i det.
Hans sidste år med os var uværdigt. Fornedrende. Nytteløst.
Så han døde.
Unødvendigt.
Han sagde; som det er nu, vil det være lettere for jer, du og din søster,at få udstyret i hus. Hospitalssengen, gangstativet, kasserne med voksenbleer. Gummihandskerne, pillerne, salven mod liggesårene ...
Plejen, omsorgen, eksperticen, respekten og tiden kommer det nok til at knibe med.
De havde engang en drøm, havde de.
