Fall from grace ...

Er jeg den eneste, som bevæger mig på grænsen af natten?

I disse dage, som efterhånden er blevet til i disse uger, og som for satan da vel ikke går hen og bliver til disse måneder, vågner jeg før fanden har nået at vælge sko til dagens sammenkomster. Ikke at det gør så skrækkeligt meget … i det lange løb, og i the big picture, har den tabte nattero vel aldrig gjort mere skade, end at den kan gavne.

Tanker får tid og ro til at vandre.

Jeg husker særligt en, som har grundfæstet sig, den fandt sin vej ved et tilfælde og den trænger til en vending og en kærlig eftertanke …

Af alle de nasty ting vi mennesker vælger at gøre imod hinanden, er vores insisterende og vedholdende fokus på det visuelle, nok det værste vi kan udsætte hinanden for.

Vi skal se ud, skal vi! Vi skal præsentere os på bedste vis, vi skal måle og udstikke vor værdi ud fra kriterier omkring højde og drøjde, markerede kindben og kurvede former. – og ud af dette kan kun springe oprøret imod kroppen. Et fortabt oprør, som alt for ofte ender med at vende sig indad, for at tæske løs på både krop og psyke … og det er slet ikke den investering værd. Det er tid, liv og lyst der går tabt ...

Din krop og dit sind har nemlig sin helt egen dagsorden, skal jeg hilse og sige.

Dette særegne mix stiller gerne op til bollemælk og tager sine slag som en mand, men ikke uden kamp. Den går ikke stille ind i natten … den prikker dig hårdt og vedholdende på skulderen indtil du alene kan acceptere det indlysende.

Vi er jo ikke skabt til kun at bruge øjnene. Vi er fin-tunet til at give alle sanser frit spillerum. I det lange løb og i den sidste ende, når den fede dame har sunget og den sidste cigar er røget må det visuelle give efter for de fire andre.

På et tidspunkt holder vi op med blot ”at se” … og begynder at sanse.