mandag den 16. juli 2012
søndag den 15. juli 2012
Lets face the music and dance
Flere bobler.
Jeg gik tilbage i mentaltiden og mødtes med en gammel sætning igår. Det er nok, det überste ved at have skrevet på en side som denne, i mere end to år nu. Man kan vende tilbage. Ikke skide mange andre steder man kan det, hverken udenfor eller indenfor boblerne.
My latest bristede igår. Dvs. jeg prikkede vist selv hul på den. Kvalmen, forårsaget af den snigende indtrængen af rådden luft, der sætter ind i dagene op til opløsningen, er næsten ikke til at bære. Så er det bedre at lade pudset flyde.
Føj for satan!
Nåmen nok om det for nu - alting til sin tid, som man siger, hvis ellers man ikke har andet på hjertet. Den sætning, der dukkede op, var en del af en samtale, der ganske kort gik ud på, at hvis man vil have sit budskab igennem, er det en meget god idé ikke kun, som jeg desværre har for vane, at bevæge mig i rundt på et eller andet forvirrende abstrakt meta-plan, hvor mellemregningerne er svundet ind til ingenting og har efterladt noget forvrøvlet ævl.
Det skal deles skal det. Først abstrakt, så konkret og tilsidst (trommehvirvel) personligt. (Vi ved jo alle, at the sequel - 2'eren aldrig har det store at byde på, og at de gode overraskelser skal findes i 3'eren).
Så! For at blive konkret omkring det her med boblerne; det handler om det du gør, når du ikke vil, kan eller magter at se dig selv i øjnene.
Det handler om skyld.
Og ikke bare helt almindelig - nu har jeg igen glemt at aflevere mine biblioteksbøger til tiden-skyld. Det handler om den skyld, man sjasker til med vrede, for ikke at skulle se egne fejlbarlige og kujon-orienterede handlinger ordenligt efter i sømmene. Der, hvor man bevidst og stærkt manipulerende fjerner fokus fra det egentlige. Der, hvor man bare var sølle, taberagtig og gennemskuet af alle andre end sig selv ...
I boblen kan vreden få frit løb.
Med en membran, der sitrer af indestængt vrede, kan man nære og fremelske den ene uimodsigelige forklaring efter den anden, på hvorfor det er alle dem der udenfor - ja, de der stof-agtige enheder, som du engang hævdede betød noget - hvorfor det er dem, der har vækket din retfærdige vrede, og har blåstemplet alt, hvad du herefter fortager dig.
I vreden er alting tilladt. Det er den mest tilgivende af alle de følelser vi har at vælge i mellem fra registret. At flyde i en boble af vrede, er som at bade i mælk og honning - eller noget ...
Men det er ikke vrede. Det er skyld. Mere konkret kan jeg vist ikke blive.
... fortsættes.
Jeg gik tilbage i mentaltiden og mødtes med en gammel sætning igår. Det er nok, det überste ved at have skrevet på en side som denne, i mere end to år nu. Man kan vende tilbage. Ikke skide mange andre steder man kan det, hverken udenfor eller indenfor boblerne.
My latest bristede igår. Dvs. jeg prikkede vist selv hul på den. Kvalmen, forårsaget af den snigende indtrængen af rådden luft, der sætter ind i dagene op til opløsningen, er næsten ikke til at bære. Så er det bedre at lade pudset flyde.
Føj for satan!
Nåmen nok om det for nu - alting til sin tid, som man siger, hvis ellers man ikke har andet på hjertet. Den sætning, der dukkede op, var en del af en samtale, der ganske kort gik ud på, at hvis man vil have sit budskab igennem, er det en meget god idé ikke kun, som jeg desværre har for vane, at bevæge mig i rundt på et eller andet forvirrende abstrakt meta-plan, hvor mellemregningerne er svundet ind til ingenting og har efterladt noget forvrøvlet ævl.
Det skal deles skal det. Først abstrakt, så konkret og tilsidst (trommehvirvel) personligt. (Vi ved jo alle, at the sequel - 2'eren aldrig har det store at byde på, og at de gode overraskelser skal findes i 3'eren).
Så! For at blive konkret omkring det her med boblerne; det handler om det du gør, når du ikke vil, kan eller magter at se dig selv i øjnene.
Det handler om skyld.
Og ikke bare helt almindelig - nu har jeg igen glemt at aflevere mine biblioteksbøger til tiden-skyld. Det handler om den skyld, man sjasker til med vrede, for ikke at skulle se egne fejlbarlige og kujon-orienterede handlinger ordenligt efter i sømmene. Der, hvor man bevidst og stærkt manipulerende fjerner fokus fra det egentlige. Der, hvor man bare var sølle, taberagtig og gennemskuet af alle andre end sig selv ...
I boblen kan vreden få frit løb.
Med en membran, der sitrer af indestængt vrede, kan man nære og fremelske den ene uimodsigelige forklaring efter den anden, på hvorfor det er alle dem der udenfor - ja, de der stof-agtige enheder, som du engang hævdede betød noget - hvorfor det er dem, der har vækket din retfærdige vrede, og har blåstemplet alt, hvad du herefter fortager dig.
I vreden er alting tilladt. Det er den mest tilgivende af alle de følelser vi har at vælge i mellem fra registret. At flyde i en boble af vrede, er som at bade i mælk og honning - eller noget ...
Men det er ikke vrede. Det er skyld. Mere konkret kan jeg vist ikke blive.
... fortsættes.
lørdag den 14. juli 2012
Bobler
Jeg tror, at rigtig mange menneskers følelse af at være alene er et resultat af,
at de ikke er i stand til at opfange øjnene , der hviler på dem.
Det er oss svært. Særligt hvis man har gjort det i bobler i rigtigt mange år.
- Bobler?
- Bobler, du ved. De her celleagtige membran-ting.
Hvis du spørger Wiki, har de faktisk en ikke så ringe definition af fænomenet:
En membran er en tynd, typisk flad struktur, som deler to miljøer.
Fordi den er placeret mellem 2 miljøer og har et endeligt rumfang, kaldes denne membran for en mellemfase.
Membraner fungerer som selektive eller kontrollerende overfor stoftransport (eller hindring af samme) mellem faser eller miljøer.
- Kan du se?
- Ikk' en skid ...
Ok. Lad os sige, at du befinder dig i et miljø, hvor de indtryk eller emotioner (lad os bare gå lige til fadet) du modtager, lagrer og er tvunget til at bearbejde, og måske med en hastighed, der overskrider din mentale formåen, billedeligt eller bogstaveligt talt gør dig syg i potten. Du kan bare ikke være i det. Det gør så allerhelvedes herrenaller!
Hvad gør du så?
Du kan vælge, at lade dig flimre rundt i alt det her mørke noget, eller du kan skabe alternative miljøer, hvor du, ved hjælp af principperne for membraner, kan kontrollere eller endda forhindre, at disse overvældende emotioner kommer ind.
Smart, ikk?
Vældig smart og yderst afhængighedskabende. Du kan nu sidde derinde i din lille boble, og kikke ud på al den galskab, der venter på dig derude. Membranen vil beskytte dig. For en tid. But hey, brister den ene boble, kan man bare fremstille en ny og tilsvarende. En øvet boblemester kan reducere tiden mellem boblebrist 1 og 2 ned til stort set ingenting. Måske til få uger eller blot dage. Det afhænger helt og holdent af den urgency (hvad fanden er det danske ord for det?) som trænger sig på.
At afvise disse emotionshorder, får dem altså bare ikke til at forsvinde. De forbliver derude, og det miljø, som du er tvunget til at bevæge dig rundt i mellem bobleskift vil være forpestet af gammelt emotionelt stof i forskellige stadier af nedbrydning. Hastigheden af denne nedbrydning vil desværre aldrig blive proportionel med en god bobles levetid ...
Bobler er heller ikke stabile enheder, og selv om det måske føles sådan i momentet, er bobler ikke et sted, hvor mere behagelige længerevarende emotionelle tilstande kan gro.
Der er simpelthen ikke ilt nok. Alle relationer, der skabes indenfor membranens begrænsede rumfang vil dø i det øjeblik boblen brister og luften udefra siver ind.
Alternativet? - her vil jeg så henvise til ovenstående citat i begyndelsen af indlægget.
Begynd at se!
Det er oss svært. Særligt hvis man har gjort det i bobler i rigtigt mange år.
- Bobler?
- Bobler, du ved. De her celleagtige membran-ting.
Hvis du spørger Wiki, har de faktisk en ikke så ringe definition af fænomenet:
En membran er en tynd, typisk flad struktur, som deler to miljøer.
Fordi den er placeret mellem 2 miljøer og har et endeligt rumfang, kaldes denne membran for en mellemfase.
Membraner fungerer som selektive eller kontrollerende overfor stoftransport (eller hindring af samme) mellem faser eller miljøer.
- Kan du se?
- Ikk' en skid ...
Ok. Lad os sige, at du befinder dig i et miljø, hvor de indtryk eller emotioner (lad os bare gå lige til fadet) du modtager, lagrer og er tvunget til at bearbejde, og måske med en hastighed, der overskrider din mentale formåen, billedeligt eller bogstaveligt talt gør dig syg i potten. Du kan bare ikke være i det. Det gør så allerhelvedes herrenaller!
Hvad gør du så?
Du kan vælge, at lade dig flimre rundt i alt det her mørke noget, eller du kan skabe alternative miljøer, hvor du, ved hjælp af principperne for membraner, kan kontrollere eller endda forhindre, at disse overvældende emotioner kommer ind.
Smart, ikk?
Vældig smart og yderst afhængighedskabende. Du kan nu sidde derinde i din lille boble, og kikke ud på al den galskab, der venter på dig derude. Membranen vil beskytte dig. For en tid. But hey, brister den ene boble, kan man bare fremstille en ny og tilsvarende. En øvet boblemester kan reducere tiden mellem boblebrist 1 og 2 ned til stort set ingenting. Måske til få uger eller blot dage. Det afhænger helt og holdent af den urgency (hvad fanden er det danske ord for det?) som trænger sig på.
At afvise disse emotionshorder, får dem altså bare ikke til at forsvinde. De forbliver derude, og det miljø, som du er tvunget til at bevæge dig rundt i mellem bobleskift vil være forpestet af gammelt emotionelt stof i forskellige stadier af nedbrydning. Hastigheden af denne nedbrydning vil desværre aldrig blive proportionel med en god bobles levetid ...
Bobler er heller ikke stabile enheder, og selv om det måske føles sådan i momentet, er bobler ikke et sted, hvor mere behagelige længerevarende emotionelle tilstande kan gro.
Der er simpelthen ikke ilt nok. Alle relationer, der skabes indenfor membranens begrænsede rumfang vil dø i det øjeblik boblen brister og luften udefra siver ind.
Alternativet? - her vil jeg så henvise til ovenstående citat i begyndelsen af indlægget.
Begynd at se!
Abonner på:
Opslag (Atom)