Det er kun cykelryttere, der går med blyanter i håret!

A'hva?

Nja, det er bare ham junior udgaven, som keder sig, og derfor lige følte for at ordspasse (det er ikke en metafor for dagens emne) (så skulle den vist være på plads)!

Jeg er endnu engang faldet over en Odd Thomas bog, Odds Mareridt - for at være helt præcis, og den er som altid en god blanding af chill og overvejelser om livets beskaffenhed. Jeg gad nok vide hvordan han lige kringler den oppe i skallen, ham Dean Koontz (forfatteren), for jeg ender altid med æselører en masse i de her bøger, som angiver udvalgte steder, hvor mine tanker har taget flugten.

Denne gang er der fuldt stop ved Odds overvejelser om Det Onde.

Jeg citerer lige: (bare så man ikke tror, at det er mig, der har fundet på det her)!

Det eneste der skal til for at ondskaben triumferer, er at gode mænd intet foretager sig. (Edmund Burke 1795)

Og odd fortsætter: "Jeg vil blot tilføje følgende: Det er også afgørende at gode mænd og kvinder ikke bliver hjernevasket og oplært til at tro at skinbarlig ondskab ikke findes, samt at al ondsindet adfærd kan forklares med en dårlig barndom og samfundets mangler, og at den kan kureres med terapi og anvendelse af nye økonomiske modeller."

Ta' den!

Ondskab findes. Det onde og det ondsindede kan være lige så virkelige træk i din karakter, som godhed, forfængelighed eller stolthed. Blot for at nævne nogle, li'som, for hvor er det dog svært for os at acceptere at det onde kan findes - i andre og i os selv endda i den reneste form, uden bagvedliggende traumer, mental ustabilitet eller skumle motiver.

Vi er onde fordi vi kan, og muligvis fordi vi ikke kan lade være ...

Nu skal det så lige tilføjes, at du hverken behøver at ihjelslå eller iklæde dig et dynamitbælte med tilhørende tændsats, for at befinde dig i katagorien ond. Mindre kan gøre det. Og for de flestes vedkommende er det en forbigående tilstand, der standses af - og nu ved jeg godt at jeg er på tynd is, men jeg lurer på om ikke vi indeni har en art bagstopper, som aktiveres af det, vi engang kaldte for vores samvittighed?

Noget i retning af sved, hjertebanken, noget surt i spiserøret, som fortæller os, at nu er vi da vist ...

Jeg tror det. Eller, skal vi bare sige, at jeg kan mærke når min samvittighed rører på sig. Og faktisk er berøring af samvittigheden oftes en så ubehagelig oplevelse, at jeg hellere vil lægge det onde lidt på is. Se tiden an, og eventuelt finde en anden løsning. Særligt når den modtagende part udviser tydelige fysiske tegn på lidelse. Når angst, frygt, vantro og tårer flyder sammen i et misk-mask. For fanden da, så er der FULD STOP!!

... og her kommer vi så til det voldsomt spændende - hvad nu, hvis du ikke kan se, høre eller føle, hvad din ondsindethed afstedkommer.

Kan din samvittighed så stadig berøres?

Selvros - den rytmisk/metaforiske udgave;)

Selvros?

Hvad er nu det for noget? Selvros!

Jeg er sgu ikke helt indeover det så'n rent mentalt endnu, men det er en fascinerende trend? eller, hvad skal vi kalde det - nevermind, men jeg har efter moden overvejelse besluttet mig for, at lige meget hvor mange jobsøgningskonsulenter eller dating-coaches, der forsøger at få mig til at omfatte konceptet med bare en smule kærlighed, kan jeg ikke forlige mig med idéen om at skulle snaske mig selv til med tillægsord og superlativer. (hvad så lige den grammatiske forskel er dér, er jeg heller ikke med på).

Jeg kan bedre li´den oversete skyggetante; beskedenheden!

Om det nu er fordi, at jeg er avlet ind i begrebet, opdraget efter principper om det klædelige i at erkende sin egen ydmyghed i forhold til omverdenen, eller om jeg bare er håbløst bagefter eller helt ude i hampen mht. mit mentalus bombastikus (hø! det ser ikke helt ringe ud på tryk), så krymper jeg mig ved tanken om fuldstændigt uden blusel, at skulle trutte løs i egen trompet.

H E L E  T I D E N!!!

Jamen for satan da!
Har jeg bestridt en stilling i en årrække, uden at blive fyret, snuppet i underslæb eller har lagt mig alvorligt ud med personalet i kantinen, siger det vel sig selv, at det er jeg nok ikke helt ueffen til.

Har jeg papirer med Købehavns Universitets stempel præget ned i det næsten tommetykke papir, er det vel nok fordi, at jeg kan overskue at tage en uddannelse.

Har jeg en nogenlunde fungerende famileenhed omkring mig, et køleskab, som ikke koger over i en sand bakterierus, rent tøj i skabet og en fornuftig kropshygiene, er det vel fordi at jeg klarer opgaven som med- og menneske på nogenlunde tilfredsstillende vis.

Hvor svært kan det være! Hvor svært skal det være?

For i slipstrømmen af al det selvroseri, den selvfremhævelse af næsten hver eneste lille ubetydelig hverdagstriumf - "jeg har renset min ovn idag -skulderklap og røvkysseri af libitum, tak" - følger en (i mine skarpe øjne) temmelig usund higen efter bekræftelse.

En bekræftelse som, for at have værdi, skal komme udefra ...

Det bliver et evigt jammer af "se mig", "hør mig" (med streg under jeg) som grænser til det ulidelige. Det bliver en jagt efter (selv)ophøjelse, som i sin nuværende form - som jeg ser den, sagt i al beskedenhed - ikke er lækker hverken at se eller høre på. Pludselig har alle særlige og unikke evner udi skrive- male- eller whatever-kunsten, som nu er sorthot for tiden. Alle kan noget helt særligt, er de nye Stieg Larsson´s, Lars Nørgårds eller Jørgen Leth'er.

Guess what! Your not!

Så - venligst! Få snotten ud af navlen og snup dig et godt stort stykke Humble Pie!