Det ramte mig som en knytnæve i maveregionen, det skræmte mig røven ud af buksen, for hvad pokker gør man så? Tør jeg, kan jeg?
Jeg holdt afstand. Og alligevel kunne jeg ikke hoppe på mit tog, da det kom. Heller ikke det næste, for hvad nu hvis? Til sidst forsvandt han. Ind i et tog eller op på byens gader, jeg ved det ikke, men jeg lærte noget om mig selv lige der, som jeg siden har hæget om og nurset, for at det ikke skal forsvinde.
Jeg er varm. Jeg er ikke kold eller giftig. Følelsesløs eller ligeglad. Ikke fortabt i mig selv og mit eget.
Jeg har en nyttig næve, der ikke er bleg for at grave lidt rundt i mine indvolde, skulle jeg miste min retning. Andre gange er den flink, og laver bobler i min mave eller sender noget forventningsfuldt op og ned af min rygrad. Den er min ven og den vogter min kerne.
Senere i livet har jeg lært, hvad jeg skal gøre, når jeg mødes med sorg, fortvivlelse eller det helt fortabte hos en anden. Det er nok at snakke lidt, klemme en hånd eller ae en kind. Det kræver faktisk ikke så skide meget. Bare holde fast det øjeblik, hvor der er brug for, at jeg gør det.
