Du minder mig om ...

Du minder mig om en lussing, der ikke er blevet slået færdig!

Jeg har en hobby - eller, det vil sige, jeg har et par stykker, men dem skal vi ikke komme ind på her.
Jeg kan godt li´at surfe cyber for nogle go'e blogs. Jeg bliver lettere begejstret, når jeg falder over nogle at de der, som er lidt mere end ... on how my day was!

Det giver indblik ...

Nu snakker vi så altså ikke om dem, hvor ordene følger efter hinanden i en lind strøm af tomhed (og til tider dumhed). Dem kan jeg kun irriteres over, eller momentalt få en klaske-lår-griner over;/

(Her kunne jeg så smide et links eller to, men jeg tror, at jeg springer over - af hensyn til de sørgelige blogopretteres grænseløse mangel på indsigt i egne evner. Der er ingen grund til at blive dirtynasty)

Nå! Hvor kom vi fra?

Åh, ja ... tilbage til indblikket!

For ca. et års tid siden, blev min opmærksomhed rettet mod en ganske bestemt blog. Opretter var enestående i sin næsten sanseløse brug af satiren. Det var nyt, det var mother-fucking anderledes, det var lige på grænsen - det var den der lussing ...

Selv de små ubetydelige ord, bar deres eget endeløse univers. Det var som at blive suget ind i lag, på lag, på lag af af underspillet betydning ... en mesters linedans over et matrix af sort undergrund! En van Gogh værdig!!

Der var så ikke andet at gøre end at læne sig tilbage, og afvente det øjeblik, hvor det blødende afskårne øre bliver holdt frem.

Det øjeblik er kommet!

http://www.youtube.com/watch?v=b3fpbsr6kUo

(Public service announcement: mit nick er atter ledigt:))

Sorg devalueret

Op på hesten igen!!

Den næste klovn, der smider den efter mig, for lov til at opleve furien revisited from Hell; ovenikøbet det særlige sted i helvede, hvor satan selv, ikke er meget for at stikke snuden ind!

Hvorfor må vi ikke sørge?

Bevares, det jo bare et brud, en skilmisse - et tab af menneskelig kontakt med et liv, som betød alting. Om det så var for en lille stund eller det meste af et voksent liv.

Hvorfor skal den smerte måles op, strækkes ud på en skala, der skal angive den portion af tid og ked, som du må lægge lige der?

Giver det mening?

Nej vel - jeg vil starte heeelt forfra.

Min sart/følsomme næsetip vejrer en trend. En trend, der går i retning af, at sorg over det tabte har mistet sin værdi. Vi vil ikke ha' det. Vi vil ikke føle sorgen stramme om brystkassen eller lade tanken vandre indad til det sted, hvor vi to havde det allerbedst - eller allerværst. Det skal pakkes sammen, glemmes, forbigåes og helst ikke tales om. Det må ikke fylde os op, eller få os til at længes. Vi skal op på hesten igen, og videre ... vi skal erstatte det tabte, med noget, der er endnu bedre og endnu finere ... og historien skal lyde; jeg har sejret!

Jeg er kommet videre og er fuldt og helt afklaret med, at jeg i virkeligheden aldrig elskede ... ikke på den måde, som jeg kommer til at elske ... næste gang.

Når det er slut, er det forbi ...

Fuck you, and the horse you rode in on ... Om det så tager en evighed, så brug den!

For devaluerer du sorgen, rammer du din evne til at glædes.