Jeg har den sidste uges tid forsøgt at samle tanker nok omkring det her med at være ond. Den 1. åbenbaring kom egentlig ganske af sig selv, da jeg her den anden aften sad og så Wolfman, den evige fortælling om bæstet (varulven), som ligger latent i mennesket (læs manden) og bare venter på at blive sluppet løs - gerne ved fuldmåne (som sikkert har referencer til den kvindelige cyklus og blabla. og bla.).
Men det er nu ikke så vigtigt med hvem, hvad og hvornår i denne her sammenhæng - det er anerkendelsen af bæstet i os alle: Det Onde!
Så var det lige at jeg, bare som en lille mental øvelse, forsøgte at oprulle historien og geografien for at lokalisere ondskaben - og så slog det mig:
Jeg kan ikke komme i tanke om samfund, kulturer eller fællesskaber, som ikke har vedtagne normer for hvad der er ondt, og som ikke straffer det!
(Elsker en god dobbeltnegation:))
Lad os bare gå hele vejen - jeg vil kalde det for en fælles samvittighed - mest fordi jeg kan.
Så i den ottekantede har vi nu i det ene ringhjørne Det Onde og i det andet Den Fælles Samvittighed.
Og vi straffer, gør vi. Vi vil ikke finde os i, at Det Onde skal have så meget som en lillefingernegl at gribe i. Straffen står da i de fleste tilfælde også i et udmærket forhold til den onde gerning. Forøver du vold mod Den Fælles Samvittighed, er der en lige højre på vej i din retning. Det kan ikke være anderledes - og det er regulær gengældelse!
Er det ikke ondt? (retorisk spørgsmål).
Næh - vi kalder det retfærdigt. Og retfærdigt er Godt!
... og her er det så at jeg kan lugte brændte hjerneceller fra øverste etage. For der var jo lige det med samvittigheden, som ikke kunne berøres, af grunde som jeg bliver nødt til at gemme til en anden god gang, (på den ene side) og den nødvendige gengældelse (på den anden side).
Jeg må vist tilbage til tænketanken - og jeg vil tage hende pigen med mig - i ved, hende der leger med ild og sprænger luftkasteller ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar