Iznogood versus Brigit Fonda

Så blev det nat.

Natten er min ven. Ikke kun fordi der er mørkt og stille (det meste af året), men fordi natten har sin helt egen måde at samle tanker sammen på.

Jeg kan huske, da jeg var yngre. Altså et barn. Ræddi meget yngre. Jeg elskede tegneserier. (og korte sætninger, hvilket kan forklare én af fascinationerne ved tegneserien). Med billeder og ganske få ord, fik jeg en morale serveret, som ikke var til at tage fejl af. Det er ikke helt ved siden af, hvis jeg nu stivnakket hævder, at tegneseriemediet, har lært mig et eller andet om det gode og det onde. (og brugen af korte sætninger).

Det onde kommer altid til kort!

Det onde har ikke en kinamands chance i helvede for at triumfere - det er bare ikke vejen frem.

Iznogood (ham der henvises til i overskriften) var, og er sikkert stadig, hvis jeg lusker ned på Hovedbiblioteket og låner et par stykker med hjem, bare for nostalgiens skyld, altså - øhh. nå ja, han var storvesir for Kaliffen.

Kaliffen havde et godt liv, misundelsesværdigt godt, når det endelig skal frem, og Iznogood begærede mere end noget andet i denne verden, den plads i the center of the Universe, som Kaliffen med største selvfølgelighed, havde indtaget. Bare sådan og uden det store besvær.

Det ville han oss være, altså Kalif og universets centrum.

For at gøre en lang historie kort. Mens Iznogood i album efter album, slider som en lille hest med at planlægge og eksekvere den ene onde strategi efter den anden, for endelig og måske på den lykkelige dag, hvor alt falder i hak, at kunne indtage pladsen som Kalif i stedet for Kaliffen, tager Kaliffen sig en lille en på øjet. Og når dagen er gået, og natten falder på - og Kaliffen igen skal ha' en lille en på øjet, befinder Iznogood sig som oftest i en selvfremkaldt og noget prekær situation, som han ikke kan takke andre end sig selv for.

Som før skrevet. Det der onde skidt virker ikke ...  ikke hvis du vil være noget, som du ikke er ...

- kan du huske den der films fra engang i firserne. Den hvor Brigit Fonda spiller en ung, smuk og misundelsesværdigt succesfuld kvinde, der får sig en roommate.

- Åh ja - og hvor roommaten viser sig at være en kugleskør lille frille, med det ene formål at overtage Ms. Fonda's liv og identitet.

- Scary shit!

-Yup! Men det lykkes hende ikke - altså, hun får slået en del ihjel (og får sat en del nerver på spidsen), men tilsidst, når den fede dame har sunget ender hun (så vidt jeg husker) med at få klasket en spade i skallen af Ms. Fonda. Det er en god slutning. (spader er knaldgode til metaforer).

Det er en vældig god slutning, lidt tegneserieagtig, men god ...