De mente det jo godt ...

Jaja! Overskriften.^^

Det er titlen på en bog skrevet af Josef Giger-Bütler. (Fedt navn, jeg tænker atomkraftanlæg og boremaskiner), men manden er psykoterapeut og beskæftiger sig med depression og psykosomatiske sygdomme.

Han er ikke helt ved siden af.

Kort: Han er af den overbevisning, at vi er vores barndom. Og ikke forstået således, at det er far og moars skyld, at vi ikke lige kan få ting og sager til at hænge sammen på en nogenlunde fornuftig måde deroppe i skallen, men noget med at samspillet i selv velfungerende familier kan, hvis tankerne og opmærksomheden ikke er rettet mod barnet, gøre ar barnet ikke opnår den andel af følelsesmæssig kontakt, som det har brug for. (Og det er individuelt, hvordan og hvormeget).

I barnet udvikles en eksistentiel (ligefrem?) angst og (meget vigtigt) en alt for stor ansvarsfølelse.

Og resultatet; det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.

... og han fortsætter; det bliver hamrende dygtigt til til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet.

Livet bliver en lang overbebyrdelse ...

Kan du kende dig selv i noget af det her - måske det hele?

Jeg kan. Jeg har med megen overbevisning fået forklaret, (og jeg lytter, det gør jeg altså) at et godt dansk/sociologisk ord for det her er medafhængighed. Min menneskelige radar tuner ind på behov, med en præcision som NASA, Flåden og andre militære institutioner (skrev jeg virkelig det), ville brække højre arm for at få lov til at rode og rage i.

Jeg søger ind i den rolle, som jeg kender og elsker?, fordi jeg her kan skrabe en smule værdi sammen. Så jeg kan føle mig en smule værdifuld.

Det er altså ikke skidesundt i længden, det er det ikke!

Men hvad skal jeg stille op med det?

Igår fik jeg en håndfuld bon mots med på vejen - ikke at det allerede nu giver mening, så'n helt og aldeles, men nu skriver jeg det her, og så må vi se om jeg kan fatte det på et tidspunkt. (og det her er ikke ordret, men oversat i min skalle).

- Når du møder et menneske med behov, og de behov kalder på dig (ikke mennesket som sådan), skal du forestille dig at du står øverst oppe på en lang vindeltrappe. (Og det ikke forstået således, at jeg er overlegen, jeg er blot et andet sted. Jeg har ikke netop de presserende behov).

Der er mange snoede trin, der skal forceres, og det er jo sådan med vindetrapper, at du ikke kan se så forfærdeligt mange af de næste trin.

Neden for trappen står behovene. Eller det menneske som bærer behovene. H*n skal selv finde vej op ad trappen til dig. Du skal ikke derned, for så kommer h*n ingen vegne. H*n skal selv tage turen op ad de mange trin.

... og kan du ikke acceptere (og her bliver den svær), det menneske lige præcis dér hvor h*n befinder sig, er det ikke noget du skal ligge og rode og rage med. Dit job, er at hente din værdi i dig selv.

Damn it!!