*blank*

Jeg har lagt hårdt ud med Stephen Kings roman Duma Key her til eftermiddag, og aner knap nok endnu hvad den handler om. Det er heller ikke det vigtige lige nu. Det, der spøjser mig ud, er den stemning hans ordleg altid efterlader mig i. Jeg har lyst til at gemme hvert eneste sætning i min skalle - og samtidig øv'er jeg i et væk, over at jeg ikke er kommet på det først.

Lidt grøn er man vel altid ... tag f.ex. denne her: "Sort er fravær af lys, men hvid er fravær af hukommelse, farven jeg-har-glemt.

Idag gør ikke noget, hvis den forsvinder fra min hukommelse. Idag skal være hvid.

Det er ikke fordi, der er sket noget ud over det sædvanlige. Altså noget grimt-usædvanligt. Det er min f. hukommelse, sóm har en af de her PMS-agtige dage i overgear, hvor det ikke heeeelt er til at sætte fingeren på hvad det lige er det her. Tankerne nægter at samle sig til noget fornuftigt, eller skal vi bare sige, at det stormøde, som mine hjerneceller lagde hårdt ud med her til morgen ikke er gået som forventet.

Og nej! Der vil ikke blive fremsendt referat!

Følelserne er dog til at tage og føle på! Det er den der fornemmelse, du altid får, mens du afventer at Karma-bitchen beslutter sig for, i hvilket hjørne af tæppet, hun skal trække først! (skal vælge, skal vælge?). Mulighederne er mange og sikkert lige fristende ...

... og nu skal vi tilbage til Mr. King, der meget passende indenfor de 1. 20 sider præsenterer mig for udtrykket "Aben i buret". Mr. Kings helt i Duma Key er en totalsmadret midaldrende mand, der ved et uheldigt sammentræf befinder sig i en pickup, da den beslutter sig for at kaste sig sidelæns ind i en meget høj kran.

Det har han det lidt skidt med (eller en del, faktisk) - men igen skal vi tilbage til følelsen. Følelsen af at være Aben i buret.

Låst fast i tid. Afventende.

... her er det så at jeg som regel overmandes af en næsten lystfyldt trang til at sparke én eller anden i ansigtet - men den lader vi lige ligge.

Idag skal være hvid.