Ni fødder under ...

Ja, altså egentlig er det bare en lidt, ej, det kan man da ikke, undersættelse af det engelske udtryk Nine feet under, som iøvrigt er titlen på en films med Bruce Willis, som jeg IKKE har set. Jeg er ikke den store fan af komedier, selvom der i denne her efter sigende, er den formildende omstændighed, at der er folk, der bliver slået ihjel - nej, faktisk er jeg slet ikke pjattet med at det uhyggelige bliver pillet ud af en god død!

... og dog ... i en anden films; The Trouble with Harry som Alfred Hitchcock havde sine fingre i, sker der noget helt andet. Harry er død! Stendød. Han bliver fundet, gravet ned, gravet op igen, fundet af nogle andre etc. etc. Indtil det hele ender i fred og fordragelighed. Den kan anbefales:)

Men problemet med Harry, eller skal vi sige det lidt (u)hyggelige ved Harry, er at han i hver eneste af disse her mennesker, som bliver involveret i hans død, efterlader en historie.

Og det fik mig til at eftertænke det her med, at hver eneste sjæl efterlader en eller anden form for fortælling om sig selv - til sin hamster, sin familie, sine venner, sin fanskare - til eftertiden eller til omverden ... alt efter hvor på fame-barometret vedkommende nu befinder sig.

Jeg har f.eks. en grand-grand etellerandet onkel, som i begyndelsen af det forrige århundrede, drog til Amerika for at lægge skinner. (ja, da - der var andre end kineserne, der åbnede vejen til det vilde vest)!Ærligt, jeg kan ikke huske hvad han hed, men jeg husker én historie om ham, som bliver fortalt igen og igen. Fortællingen om hans vej ud af denne verden.

De her immigranter lavede snaps på kartofler. En go' og stærk drik!

Og en aften, formodentlig en lørdag, da hviledagen var den eneste, der blev holdt hellig, fik onkel etellerandet så hatten passede af disse øhh. særprægede dråber. Denne dejlige danske drik, som gav en voksen mand endnu mere hår på brystet, men som åbenbart havde den sideeffekt, han han både blev blind og døv. Ihvertilfælde besluttede onkel etellerandet at at tage sig en god lang spadsergang på den nye rute mod vest - med det beklagelige udfald, at han kom til at gå i vejen for et af de spritnye Fut-Fut.

Ikke heldigt. Så afgjort ikke heldigt. Men lur mig, og her gætter jeg helt vildt, men mon ikke fortællingen om min salig onkel etellerandet bliver husket af andre end lige mig og mine.

Det kunne meget vel være de stakler, som skulle tage sig af hans jordiske rester efter mødet med både Kartoffelsnaps og store Fut-Fut. Eller den stolte lokomotivfører, som havde fået æren af at tage den første jomfruelige tur på de nylagte skinner. Måske endda af en flok kinesere, der hovedrystende har været enige om at risvin nok var at foretrække, skulle man endelig have en Helligdagsskid på.

Men jeg gætter bare ... og glæder mig over at vi alle sammen, når den Fede dame har sunget, har vore egne fortællinger som vi vil blive husket for. Uanset;)