To stykker håndsæbe og en lampeskærm!

http://www.youtube.com/watch?v=QFCNEfd9mQ8


Denne her sang har jeg hørt (og set) kun Gud ved hvor mange gange de sidste tre dage. Det er hvad?  - titelmelodien til films'en om Anna Frank.

Jeg kan mærke helt ind i knoglerne, kødet og nerverne hvor tæt den kommer på mig. Der er særligt en scene i denne her video, som gør mig ræd.

- En mand maler jødestjernen på et butiksvindue - han smiler på en barsk og selvtilfreds måde. Han VED, at han har ret! - kampen mod jøderne er en retfærdig kamp ... og hvad værre er, den er allerede vundet!

Kampen blev vundet i det øjeblik, hvor tusindtals af mennesker i det daværende Tyskland, fandt en fælles sandhed i hadet mod - de andre. Der skal altid være bare én at hade. Så har vi det godt med os selv, os mennesker. Resten, de 5 års verdenskrig, "den endelige løsning", millioner af døde i lejrene, ved fronterne, i byerne, var blot et sørgeligt efterspil.

Min bedste var halvt jøde. Resten polak. Hendes mor emigrerede til Bornholm engang i tyverne. For at søge arbejde i roemarkerne - en vaskeægte roepolak, som de blev kaldt. Og tak Gud og min skaber for det!
For da min ene faster (hende, der som 17 årig rejste ud i verden, for at ende op i Amerika - jaja, det er en familiesvaghed, det der med ikke at være skide bofast!) engang i 60'erne tog på rundrejse i Polen for at finde sine rødder ... fandt hun NADA!

Ingen spor, ingen minder. Alt var endeligt løst!

Den ikke så forfærdelig charmerende tanke har så sat sig fast i min morbide skalle -  vi har ingen billeder, memoralier, minder eller fortællinger, når det gælder den side af slægten;

- men vi har 2 stykker håndsæbe og en lampeskærm!

Det var en eftertanke, som fulgte mig hele vejen hjem i bussen igår, efter at jeg spottede en spritny plakat i gadebilledet. Den havde teksen - Tror du, at muslimer selv beder om blå øjne! Billedet på plakaten var af en ung mand af anden etnisk herkomst, med et prægtigt sæbeøje. Af en eller anden grund, gjorde den mig ikke særlig tryg, den plakat. Er vi atter engang på vej derhen. Derhen hvor vi har glemt Anna Frank, de andre, de anderledes. De, der er så velegnede som prügelknaber!

Det tror jeg ... men jeg håber på noget andet ...

Så hjemmeos igen, sætter jeg endnu engang musikken på, den med NIN ... I won't let you fall apart, synger de, og jeg stiller mig foran spejlet, for at se om der ikke et eller andet sted gemmer sig en rest at de glemte og de historieløse i mig.

... og jeg kan se at de markerede kindben, de mørke og kraftige øjenbryn, hofternes fylde i mit ellers så blonde udtryk, er aftryk sat af de andre ... its something i have to do ...