Igår var en af de dage, hvor det hele bare kunne være lige meget. En regulær Øv- & Røvturs dag. (skægt nok falder de dage gerne sammen med, at Junior har inviteret sig selv ud til farmand, så er dét ligesom overstået til han kommer hjem.)
Efter at være faldet i søvn til en lettere deprimerende krimi af Varg Gyllander, Ondskab, (undskyld Varg, men din historie kalder ikke smilet frem!) besluttede jeg mig for at sætte en god C-films på i genren katastrofe - den handlede om, hvordan fugleinfluenzaen H5N1 beslutter sig for en vild mutation, og afkræver verden en 18 mill. ofre. Forbløffende hurtigt.
Så handlede den selvfølgelig også om, hvorledes en del skæbner gjorde deres yderste i den vanskelige situation, men det er ikke pointen her.
Da det værste var overstået, og verden igen kunne trække luft til lungerne uden at være iført maske og total bacille-paranoia, muterer skiderikken én gang til -og denne gang er der ingen kære mutter courage!
... og her slutter filmen - det er klart - til billederne af smuk afrikansk fulgleflugt under en lyseblå solbleget himmel.
Her er det så at venindekvinden ringer! Bare lige for at snakke lidt. På arbejdet bliver der fyret, en af hendes allernærmeste er gået bort for nylig, og økonomien hænger sgu ikke rigtigt sammen. Det er også noget Røv & Øv i den ende, kan jeg høre.
Så vi udveksler lidt åh nej og puha, indtil vi finder frem til det særlige sted vi har, hvor vi begynder at småfnise. Så vender og drejer vi tanken om at laste automobilen med børn, Nitendos, pas og andre livsnødvendigheder og køre sydpå. Langt sydpå. For aldrig mere at vende tilbage!
Umiddlebart er der ingen huller i den plan. Vi ville få fred, sol og leve af lidt overskudsøkologi. Gerne på et sted hvor INGEN, kunne finde os igen. Børnene ville være begejstrede udover hvad pligten foreskriver, for naturligvis skal de hverken i skole eller i klub.
Nu er vi så nået dertil, hvor vi griner højt og larmende!
... og befriede ...
Det har hjulpet lidt, og det har taget det værste. Vi kan nu hver især komme videre med det, der er vores liv. Alene med vore unger - med ansvaret for at vores og deres liv kan hænge sammen uden de store dramaer eller bryderier.
Det var måske ikke lige sådan, vi havde forestillet os det hele, da vi var en hel del yngre, men det er sådan det er. Livet byder ind med sine vilkår, og vi får det bedste ud af det.
Men hvad har vores små hverdagsbryderier med muteret H5N1 at gøre?
- nok ikke så meget andet end, at en gang imellem er det lidt fedt, bare sådan lige at skænke det en eftertanke, det der med at;
- er der ikke det ene, så er der noget andet!
Så foretrækker jeg det ene;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar