Ka' selv, ska' selv

Uha.

Idag er så dagen, hvor verdens stærkeste mand (min far), for første gang siden han blev gift skal forlade sit hjem og sin kone (og mit lille hjerte brister tusind gange ved erkendelsen). Bevars, det er kun fire dage her i første omgang, han kommer hjem igen, indtil der bliver taget en beslutning om en mere permanent løsning. Og da dette skal foregå i kommunalt regi, kan det have lange udsigter. Plejehjempladser er der ligeledes blevet voldsparet på, så han kommer vel til at vente, indtil der er en anden, der for sidste gang smider træskoene på måtten.

Men det er begyndelsen til det liv hvor "hvad skal jeg" nu kan besvares med et; bare være ...

Nu skal han ikke længere noget som helst. Hans arbejde er gjort, og spørger du mig, gjorde han det til ug med kryds og slange. Jeg under alle børn - piger og drenge - en familiefar som min. Hele sit liv og alle sine kræfter lagde han dette ene sted - i familien.

Som søn af arbejderklassen var der ikke råd til en uddannelse, hans arbejdsliv startede da han var tolv, på en gård i nabolaget, hvor han fik stukket en spade i hånden.

Arbejd knægt! Og det gjorde han - for kan man selv, så skal man selv.

Værnepligten (under den kolde krig) gav et eventyrligt afbræk i et ellers ikke skide spændende arbejdsliv, men det var så det, og herefter gik turen direkte til de store brændeovne på fabrikken. Hvor han blev – og hvor han sled sig selv i de stumper og stykker, som han nu har tilbage.

Berigende og udviklende? Ikke det der ligner! Karriereorienteret? (hahahahahahahahah)! Løn? – til det er der kun én ting at sige – ufaglært arbejde bærer lønnen i sig selv, eller noget;)

Men vi fik, hvad vi havde brug for – vi pigebørn, og der blevet sparet på stort set alt andet, end lige os. Var der brug for en håndværker, kunne han selv. En mekaniker – her lånte han en bog på biblioteket, og så kunne han selv. Han dyrkede det hele til husholdningen, grønsager, frugt og de tulipaner, som min mor holder så meget af på et stykke jord, han havde forpagtet hos Præsten. Kul samlede han på stranden til fyret. Indtil sidste år (79 år gammel), kalkede han stadig sit hus og klippede sin hæk …

Han kunne selv – derfor skulle han selv.

Set udefra er denne mands liv ikke noget særligt. Ufaglært, ubemidlet, slidt på krop og sjæl (og nu oss sind); der vil aldrig blive skrevet bøger om hans indsats.

… men jeg ved, hvad han var og er.

Den mand, der aldrig nogensinde forlod sin familie eller satte sig selv foran. Den mand, som lærte os at være selvstændige, beskedne -  for ikke at glemme – lærte os betydningen af nærvær og sammenhold i familien.

For kan du selv, så skal du selv:)