Selvom jeg som sædvanligt skal klappe stavelser, når jeg står overfor så stort og velklingende et ord fra det danske sproghelvede, bliver det bare ikke nemmere at komme rundt om.
Jeg er depressionsramt! Sådan. Jeg er deprimeret, over at være depressionsramt. Jeg er ramt af en depression, og jeg afskyr hvert eneste vågent øjeblik, hvor den river i mit flæsk.
Fuck, det stinker. Jeg har før troet (lidt psyko-hypo er man vel altid), at jeg har været dér i "helvedes malmstrøm". (det er en bog af en amerikaner, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder - han kan googles på den der malmstrøms-ting. Helt sikkert).
Men jeg har vist bare været ked, fortvivlet, langt nede, trist, sorgfuld, etellerandet ulykkeligt ... det her er helt anderledes.
Først blev jeg meget bange! Det varede så i en tre-fire måneder, hvor jeg tabte 5 kilo. Det lyder så ikke af så skide meget, men når udgangspunktet er 60, svarer det til at en madamme på 120 kilo taber 10. Eller noget. Det var nok.
Så blev jeg træt af at være bange og satte mig til at græde. Det gør jeg så stadig. Hver gang jeg får chancen. Og når jeg ikke græder er jeg træt, fordi jeg har grædt. Eller bange, fordi jeg ikke VIL græde. Jeg bliver jo så træt.
Det er godt nok lidt besværligt, at ligge og rode med.
Hvorfor jeg er så f. deprimeret ved jeg oprigtig talt ikke. Jo, det ved jeg, men der er ikke sket "noget skelsættende anderledes". Det er nærmest en organisk tilstand af NOK er nok.
Jeg kunne bare ikke mere.
Jeg blev træt ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar