Hvad skal jeg ...

Nu er det så, at en blog kommer til sin ret. Lige her og nu, hvor tankerne er en heftig gang mudder, der trænger til en frisk vind.

Vi skal, min mor, min søster og jeg sende vores dejlige og elskede far på plejehjem. Min mor kan ikke. Den mand, hun har været gift med i 51 år er ikke én, hun bare sådan kan sende afsted. Alting river og flår i hende, men hun skal. For better and worse ... men det starter på søndag, hvor han for første gang i deres lange ægteskab, skal sendes væk fra sit eget hjem. I første omgang til 4 dages aflastning og observation, men senere - når der bliver en mere permanent ledig plads, vil det blive hans (og vores) nye virkelighed.

Marts måned sendte en hærgende og ødelæggende blødning igennem han hjerne - lige oppe over højre øje, the frontal lobe lå tilbage i smadder, efterladende ham i en tilstand af et langsomt og ødelæggende tab af ord, motorik og tanke. Fra verdens skarpeste og klogeste mand til en hjælpeløs invalid. Langsomt og bevidst har han været vidne til sit eget forfald i de her sidste mange måneder. Uden hjælp fra ordene til at holde sorgen og frustrationerne i ave. De svandt ind til ingenting, mens han hold mandtal. 3 var der tilbage i september.

"Hvad skal jeg".

I starten håbede vi. Allesammen. Oss far. Vi legede med tanken om, at det her kunne fixes. At han atter en gang kunne rejse sig, som han har gjort det før, dengang kræften bød op til dans.

Det gør man ikke ustraffet - han drev rov på hver eneste lille bitte hjælpeløse kræftcelle, og sendte dem tilbage hvor de kom fra.

Eller dengang hvor hjertet sagde stop - en gang hønsenet omkring hovedpulsåren og stålsat vilje ...

Hvad skal jeg?

Jeg kan stadig høre, læse og forstå ham. Båndet mellem far og datter har altid været benhårdt, stærkt og uden nåde. Jeg skal være den forræder, der sender ham væk. Familiens Judas. Ikke af kærlighed, for den byder mig at gøre ham hel og rask igen. Heller ikke i håbet findes nogen lindring - skaden er uoprettelig og resten af hans liv vil der kun være smuler af glæde og liv, der kan trænge igennem.

Jeg skal tro. Jeg skal tro på, at roen og glemslen vil lægge sig bamhjertigt over hans sind - og jeg skal tro på, at med den rette pleje og omsorg - den som vi med vores blotte tilstedeværelse og konstante udladning af sorg og afmagt ikke kan give ham, vil komme til ham i de her nye fredelige og minde-frie omgivelser.

Det er sateme ikke nemt!