Tyv tror hver mand stjæler.
Hvor vil jeg egentlig hen med den - jeg er ikke helt sikker, men den hænger fast, gør den. Måske har det noget at gøre med Danteklubben. En bog, jeg i min vildfarelse og af mangel på styrkende litteratur er faldet over i fasters bogreol.
Sådan overordnet handler den om en gruppe litterater, hvis storhedstid faldt lige efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig. De var digtere og skribenter med patos og idealismen i behold, men den nye tid har gjort dem unyttige og gammeldags. Det går faktisk ikke skidegodt med udgivelserne og deres popularitet er kraftigt dalende.
De kaster sig derfor over den (for sin tid) noget kontroversielle opgave det er at oversætte Dantes Inferno.
Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke selv på noget tidspunkt har beskæftiget mig med Dante eller hans Inferno, men det skulle vist være noget med en række sange, der beskriver de forskellige former for "helveder", som mennesket i sit efterliv kan risikere at skulle frekventere, har det ikke levet i overensstemmelse med det som religionen og samfundet foreskriver.
Med andre ord; der er et særligt sted i helvede til alle os syndere ...
Plottet er simpelt nok. Én efter én omkommer disse retskafne foregangsmænd for den gode og idealistiske tanke og levevis, på bestialsk vis og i overensstemmelse med det særlige helvede, som vores morder har udtænkt til dem.
Han er deres spejl ... og han er deres straf.
Han viser dem, i deres sidste nådesløse øjeblikke, der hvor de fejlede. Han vender vrangen ud på deres fine og ophøjede selvbilleder, for derefter at lade dem dø. I deres værste synd.
... i virkeligheden ikke nogen særlig rar b(l)og ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar