En gang i mellem falder jeg lidt hen ved tanken om, hvordan andre mon ser på mig. Sådan udefra.
Så tuder jeg lidt af selvmedlidenhed, og forkæler mig selv med et shitload af chips og dip. Og ikke de billige uorginaler fra Super Best, vel at bemærke!
Det meste af tiden foretrækker jeg dog at fastholde et vist tunnelsyn, når det kommer til selvvurdering. Man kan vist godt sige at jeg ødsler med mine blindspots.
Blindspot gået hen og er blevet et lidt lækkert buzzword, har jeg bemærket. Det er moderne og ups i tiden, at rode rage i alt det man ikke selv ved, at man kommunikerer ud til sine omgivelser. Det får man så en vildtfremmed til at byde ind med, gerne efter et kort bekendtskab (med en person, der baserer sin indsigt på en 10 min. coach-uddannelse) og en overfladisk analyse af dit kropssprog.
Den idé er jeg ikke skide vild med ...
Den nøgne sandhed, derimod, den er min ven!
Nu trækker vi så lige lidt luft ind et øjeblik, mens jeg forklarer, at det jeg her har fedtfingrene nede i, er min egen tunnelsynsagtige udlægning af fænomenet.
Klar?
Den nøgne sandhed er den rækkefølge af nøgne kendsgerninger, der stille og roligt hober sig op, efterhånden som det viser sig, at dine ord ikke står mål med dine handlinger.
At det du siger/skriver står og råber sjofle ting og sager efter det, du rent faktisk gør/mener/handler/siger/skriver ...
Det er når dine ord bliver tømt, for alt hvad der kunne være af oprigtighed og kvalitet ... fordi du ikke gør, som du selv siger, at du skal!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar