Flere bobler.
Jeg gik tilbage i mentaltiden og mødtes med en gammel sætning igår. Det er nok, det überste ved at have skrevet på en side som denne, i mere end to år nu. Man kan vende tilbage. Ikke skide mange andre steder man kan det, hverken udenfor eller indenfor boblerne.
My latest bristede igår. Dvs. jeg prikkede vist selv hul på den. Kvalmen, forårsaget af den snigende indtrængen af rådden luft, der sætter ind i dagene op til opløsningen, er næsten ikke til at bære. Så er det bedre at lade pudset flyde.
Føj for satan!
Nåmen nok om det for nu - alting til sin tid, som man siger, hvis ellers man ikke har andet på hjertet. Den sætning, der dukkede op, var en del af en samtale, der ganske kort gik ud på, at hvis man vil have sit budskab igennem, er det en meget god idé ikke kun, som jeg desværre har for vane, at bevæge mig i rundt på et eller andet forvirrende abstrakt meta-plan, hvor mellemregningerne er svundet ind til ingenting og har efterladt noget forvrøvlet ævl.
Det skal deles skal det. Først abstrakt, så konkret og tilsidst (trommehvirvel) personligt. (Vi ved jo alle, at the sequel - 2'eren aldrig har det store at byde på, og at de gode overraskelser skal findes i 3'eren).
Så! For at blive konkret omkring det her med boblerne; det handler om det du gør, når du ikke vil, kan eller magter at se dig selv i øjnene.
Det handler om skyld.
Og ikke bare helt almindelig - nu har jeg igen glemt at aflevere mine biblioteksbøger til tiden-skyld. Det handler om den skyld, man sjasker til med vrede, for ikke at skulle se egne fejlbarlige og kujon-orienterede handlinger ordenligt efter i sømmene. Der, hvor man bevidst og stærkt manipulerende fjerner fokus fra det egentlige. Der, hvor man bare var sølle, taberagtig og gennemskuet af alle andre end sig selv ...
I boblen kan vreden få frit løb.
Med en membran, der sitrer af indestængt vrede, kan man nære og fremelske den ene uimodsigelige forklaring efter den anden, på hvorfor det er alle dem der udenfor - ja, de der stof-agtige enheder, som du engang hævdede betød noget - hvorfor det er dem, der har vækket din retfærdige vrede, og har blåstemplet alt, hvad du herefter fortager dig.
I vreden er alting tilladt. Det er den mest tilgivende af alle de følelser vi har at vælge i mellem fra registret. At flyde i en boble af vrede, er som at bade i mælk og honning - eller noget ...
Men det er ikke vrede. Det er skyld. Mere konkret kan jeg vist ikke blive.
... fortsættes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar