Vi rejser os bare igen - det sagde du altid, min Far. Okey da, jeg forstår, men hvor er det svært nu uden din varme faste hånd i ryggen. I tilfælde af - og du ved - det med at finde balancen i det hele.
Jeg skal nok, og jeg skal nok finde en vej, at gøre det uden dig, min far, for jeg ved, at jeg kan. Jeg er stadig min kerne. Du er stadig at finde i den kerne, der hvor vi ikke bøjer nakken eller retter ind. Hvor vi ikke slækker på principperne og hvor barren er sat højt.
Måske for højt, min Far, når man som jeg nu, kun er lillebitte og ganske alene uden dig til at gætte mine tanker, før jeg har tænkt dem. Lige til at putte i lommen og tage med hjem. En lille mus med nervøse fimrehår - der hører alt, sanser alt og frygter alt.
Vi rejser os bare. Igen. Vi starter ikke forfra eller begynder ved nye begyndelser - vi søger tilbage til kernen, og med os tager vi alt det, som er fint og godt. Det, som har styrket os og næret os.
Ikke sandt min Far?
Vi bygger ikke nyt og skifter ikke ud. Vi genopdager og vedligeholder. Vi reparerer og styrker, det som er knækket eller bristet.
Vi rejser os bare igen - fra den bunke af lort vi står i til halsen og finder vejen ud. Endnu engang ud over stepperne med kernen intakt.
Det er altid muligt, at rejse sig igen, min Far. Det har du lært mig.
Jeg rejser mig bare igen ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar