torsdag den 10. maj 2012

Exit akelejer

Den fede dame har sunget.

D. 12 april 2012, sådan cirka ved halv tre tiden døde min far. Jeg tænker, at det må have været lige før vi kom for at besøge ham den dag, for hans hud var stadig varm. Varm, glat og umiskendeligt bleg. (lig-bleg er den helt rette betegnelse i denne sammenhæng - tag mit ord for det).

Det her kunne så blive en af de mange historier, der handler om hvorledes en næsten overjordisk fornemmelse for hastværk, der satte ind 2 dage før, fik os til at drage hjem til øen. Hjem til far, hvor vi d. 11. april, dagen før, bare var med ham - hos ham. Og hvor hans smil, udmattet men lykkeligt over genkendelsen, nu kæmper med pladsen om billedet af far 24 timer efter ...

Far, der er død. Far der er helt væk - ikke bare som i søvnen eller udenfor bevidstheden, men taget af borte.

Borte har taget ham, og han vender aldrig mere tilbage. Der er ingen returret. Der er intet, der kan gøres om.

En gang imellem - eller ærligt - mere end ofte og tit - overtages min fornuft af barnlige tanker, hvor vi bare lige leger død og begravelse, men nu hvor den leg ikke er sjov længere, har han bare at komme tilbage. Tiden SKAL skrues tilbage ...

Det skal den altså bare.

Og næste gang vil jeg være bedre forberedt. Jeg vil ikke sidde her med snotten sprøjtende ud af samtlige kanaler, mens jeg brøler som et såret dyr. Jeg vil med elegance og storisk ro bøje mig for livet realiteter, og anerkende at hans gang på jorden nu er forbi.

Det vil jeg bare ikke!

Jeg VIL tude! Jeg vil vælte mig i selvmedlidenhed og savn - og det vil jeg FORDI, han ikke kommer tilbage. Det menneske, der elskede os, hans allernærmeste, uden forbehold og uden vaklen. Den kærlighed vil jeg sørge over, ikke længere er i mit liv. Den kommer aldrig tilbage - borte har taget den ...

R.I.P

Gert W. Andersen

28.03.1932-12.04.2012

Elsket og savnet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar