mandag den 25. april 2011

Bevisets stilling

Ich hab dich so lieb!

(ham havde jeg næsten glemt) Men google er min ven her til aften. Det er et mother.f. digt. Og det handler om kærlighed og afsked.

Det anede jeg virkelig ikke. Ikke den gang, for 5-6 og tyve år siden, da jeg sad og tumlede med oversættelsen af et brev fra en tysk ungersvend. Jeg viste heller ikke om han elskede mig, eller om jeg elskede ham for den sags skyld. Jeg var jo ikke sikker - det stod der jo ikke, så jeg kunne forstå det ...

Vi skal tilbage igen. Denne gang er vi hoppet 4 år frem i tiden. Jeg er nitten. Jeg har hapset studenterhuen, så'n på en helt almindelig middelmådig måde. Kæreste 1 er blevet skiftet ud med kæreste 2, som nu er blevet erstattet af frihed og leg.

Der er nu noget ved en ung kvindes krop!

Min krop har rettet sig til. Jeg har formet den i mit billede, og jeg ser nu på mig selv med mildere øjne. Og jeg lader mig se. Den er min sejr over mit selv.

Sommeren er atter varm og mættet af lys. Hver dag samles vi ved stranden, læser til endnu en eksamen, med blottede brune bryster og sommerlyst hår. Hvis jeg lukker mine øjne kan jeg mærke den varme og det lys endnu.

Jeg mødte ham den sidste sommer derhjemme i lyset.

Det første jeg så var lange slanke brune hænder. Og ravnesort hår. Ikke andet. Ikke hans ansigt eller hans krop. Jeg sansede blot noget der ud af øjenkrogen.

Meget senere ser jeg ham igen. Et andet sted med musik, mennesker og fordrukken larm. Men det er ham - jeg er næsten sikker i min sag, og jeg samler ham op. (den sidste der behøver vist ingen videre forklaring).

... og heller ikke hvad der ellers foregik. Det ved vi jo godt.

Men en dag kikker han på mig, holder sine hænder om mit ansigt og siger til mig: Du bist so kallt! Og han beder mig om at lukke mine øjne, mens han kysser mig.

Dér sanser jeg!

Lige dér sker et eller andet usædvanligt. Min krop og mit sind reagerer sammen. I mørket bag de lukkede øjenlåg, forskydes en orden. Tabes kontrol. 4 års selvdisciplin rasler fra hinanden og lander som en bunke slidte klude for mine fødder.

Ich habe dich ...

(et trin op).

2 kommentarer:

  1. Jeg har savnet din blog. Åh, hvor kan jeg kende det. Særligt det sidste afsnit. Der hvor hjertet bliver rørt. Og hvor det gælder om at tage arbejdshandskerne på og sorterer alle kludene. Der hvor man møder mistillid, tillid, lykke, angst, kærlighed og uro i en stor blanding.

    SvarSlet
  2. Tak Gitte:o)

    ... og noget med at lade tvivlen komme hinanden til gode.

    SvarSlet