The Reaper

I øjeblikket lige før erkendelsen er alting stille og mørkt. Det har samme farve, form, lugt og smag som jern. Samme tyngde. Det minder lidt om universet, eller de billeder og forestillinger, som vi har om universet.

Her hos mig er det et meget værdsat øjeblik. Lyden af et før-ekko. Ti-ørerne, der skal til at trille. Alle mine sanser er skærpede - mine tanker omsluttet af mælkeagtige tåger  - følelserne prikker under huden, men lader sig ikke udtrykke. Ikke endnu.

Jeg er så tæt på ...

Det er næsten håndgribeligt.

*et trin op*

Hvis jeg har undladt at beskrive min vindeltrappe, skyldes det ren og skær forglemmelse. Den er smedet i jern. Af en smed med hænder som store møllehjul. (eller var det øjnene? - nevermind). Hvert trin er perforeret med huller, hvor metallet er krøllet opad, så jeg kan mærke hver eneste skridt, men kanterne er svejset bløde og afrundede, så mine fødder ikke lider overlast.

Den er lavet af en meget betænksom smed.

Ligenu er der bælgravende mørkt på trappen. Jeg kan bogstaveligt talt ikke se en skid. Ikke at det gør så meget. Mørket har aldrig for alvor fået mig ud af balance. Mørket har, så at sige, sine lyse sider ...

Jeg var vist ikke helt klar over det - eller måske lå det aller bagerst i hjernekisten og afventede det helt rigtige øjeblik, men jeg har brug for mørket. Og alle dets mørkemænd. Ligeså påtrængende nødvendigt det onde har været, for at genoprette balancen i mit jernunivers, har mørket sin egen særlige rolle, der skal udspilles.

Ud af mørket kommer erkendelse.

Det er bare ikke nu ...