Dark matter(s)

Jeg løj lidt. Meget ...

I det forrige indlæg, der hvor jeg skriver at mørket aldrig for alvor har fået mig ud af balance. Det var løgn. En rigtig stor fed egern-agtig sag - ikke bare en tilsnigelse til sandheden eller en omskrivning af et forløb, der ligger så langt tilbage, at jeg udmærket kan undskyldes for ikke at have styr på fakta. Kva min alder eksempelvis. Jeg husker.

Her vil jeg så lige indskyde, uden paranteser eller andet hejs, at jeg i det meste af mit voksenliv ikke har haft nogle problemer med mørket, som sådan. Jeg finder det interessant og dyrker det til tider over i noget Goth-noget - bøger, films, musik - jeg kan li' når skyggerne trækker ind over mig og puster mig i nakken.

Det kilder.

Mørket er en levende, fortættet, flydende substans. Det havde jeg egentlig ikke skænket så mange tanker, altså det med hvad mørket var, andet end at det var der, før jeg her den anden dag sad og kikkede på et program fra Nat. Geo.

Det handlede om Dark Matter, det der sorte noget ude i universet, som ingen ved hvad er, men som på sin egen særlige måde, er med til at opretholde ligevægt og stabilitet derude mellem alle stjernerne. Det er en slags klister, som forhindrer planeterne i at være i fri og uhæmmet bevægelse derude, og nok vores bedste ven, når det kommer til vor arts og planets overlevelse.

Ubegrænset frihed er nemlig ikke altid en god ting. Det kan nemt ende ud i, at du mister den ligevægt og stabilitet, som skal holde dig hernede, hvor du mærker mulden mellem tæerne ...

(hold den tanke - den vender vi tilbage til!)

Men tilbage til løgnen. Som barn fyldte mørket mig med intens rædsel. Hver aften, når mørket faldt på (mørke falder, sådan er det bare), havde den frygten med, min værelseskammerat for natten. Ritualer, en betænksom og forstående far samt et altid tændt lys fra gangen gennem en halvåben dør, kunne holde den stangen. For en tid. Men da frygten er en snedig fætter og min fantasi bestemt ikke fejlede noget, var det et on-going battle. Og utællelige er de nætter, hvor jeg rystende som et espeløv, sendte længelsesfulde tanker i retning af de lyse sommernætter og de stikkende stråler fra morgensolen.

Lyset var min ven og allierede. Det nærede mig, trøstede mig og varmede mig. Hvordan kunne jeg andet end elske lyset ...

Retrospektivt tror jeg at vi som børn betragter mørket udefra (og lyset for den sags skyld). Det er noget som findes derude, det er en konkrekt defineret størrelse, som påvirker eller bevæger os på en bestemt måde, men ikke noget, som vi selv har nogen som helst indflydelse på. Det bare er.

... det er først, når vi som voksne tager rejsen ind i feltet, at vi opdager hvordan vi kan forme denne her substans efter eget ønske og behov ... og det er først her, at vi for alvor har grund til at espeløve den!