Selvros?

Hvad er nu det for noget? Selvros!

Jeg er sgu ikke helt indeover det så'n rent mentalt endnu, men det er en fascinerende trend? eller, hvad skal vi kalde det - nevermind, men jeg har efter moden overvejelse besluttet mig for, at lige meget hvor mange jobsøgningskonsulenter eller dating-coaches, der forsøger at få mig til at omfatte konceptet med bare en smule kærlighed, kan jeg ikke forlige mig med idéen om at skulle snaske mig selv til med tillægsord og superlativer. (hvad så lige den grammatiske forskel er dér, er jeg heller ikke med på).

Jeg kan bedre li´den oversete skyggetante; beskedenheden!

Om det nu er fordi, at jeg er avlet ind i begrebet, opdraget efter principper om det klædelige i at erkende sin egen ydmyghed i forhold til omverdenen, eller om jeg bare er håbløst bagefter eller helt ude i hampen mht. mit mentalus bombastikus (hø! det ser ikke helt ringe ud på tryk), så krymper jeg mig ved tanken om fuldstændigt uden blusel, at skulle trutte løs i egen trompet.

H E L E  T I D E N!!!

Jamen for satan da!
Har jeg bestridt en stilling i en årrække, uden at blive fyret, snuppet i underslæb eller har lagt mig alvorligt ud med personalet i kantinen, siger det vel sig selv, at det er jeg nok ikke helt ueffen til.

Har jeg papirer med Købehavns Universitets stempel præget ned i det næsten tommetykke papir, er det vel nok fordi, at jeg kan overskue at tage en uddannelse.

Har jeg en nogenlunde fungerende famileenhed omkring mig, et køleskab, som ikke koger over i en sand bakterierus, rent tøj i skabet og en fornuftig kropshygiene, er det vel fordi at jeg klarer opgaven som med- og menneske på nogenlunde tilfredsstillende vis.

Hvor svært kan det være! Hvor svært skal det være?

For i slipstrømmen af al det selvroseri, den selvfremhævelse af næsten hver eneste lille ubetydelig hverdagstriumf - "jeg har renset min ovn idag -skulderklap og røvkysseri af libitum, tak" - følger en (i mine skarpe øjne) temmelig usund higen efter bekræftelse.

En bekræftelse som, for at have værdi, skal komme udefra ...

Det bliver et evigt jammer af "se mig", "hør mig" (med streg under jeg) som grænser til det ulidelige. Det bliver en jagt efter (selv)ophøjelse, som i sin nuværende form - som jeg ser den, sagt i al beskedenhed - ikke er lækker hverken at se eller høre på. Pludselig har alle særlige og unikke evner udi skrive- male- eller whatever-kunsten, som nu er sorthot for tiden. Alle kan noget helt særligt, er de nye Stieg Larsson´s, Lars Nørgårds eller Jørgen Leth'er.

Guess what! Your not!

Så - venligst! Få snotten ud af navlen og snup dig et godt stort stykke Humble Pie!