Blog-hype

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde fænomenet. Men på Bloggen på d.dk, synes det at være en meget god beskrivelse, for den tilstand, der rammer dig, når du kan mærke, at det med at følge med i hvert eneste skrevet ord bliver vigtigere end de almindelige gængse aktiviteter, som at spise, sove, holde hus eller deltage aktivt i en eller anden form for social interageren med venner og famile. Når du opdager at du ikke har noget at tale om, udover de ting og sager, der foregår på bloggen.

Og du ikke har nogen at fortælle det til, undtagen de øvrige cyber-personligheder, der bevæger sig rundt i samme afhængighedsforhold til bloggen, som du selv.

Så er det, at du skal tage et godt og solidt tag i nakken på dig selv, slæbe dit usle cyber-ID ud foran spejlet og give dig selv den længste og mest hjertelige overhalning, du kan komme i tanke om.

Se det i dine røde skærmirriterede øjne. Du er blevet afhængig af et tomrum, som reelt set kun eksisterer i kraft af en tilfældig række af uordnede tankekonstruktioner, og en cyberidentitet, som hånden på hjertet og i bedste fald ikke holder en meters længde i byretten.

Hvem var jeg?

Jeg er ikke helt sikker længere. Et cyber-ID har da gudskelov en kort levetid, når den igen ramler ind i virkeligheden. Den er ligeså luftig og tom, som selve tomrummet, hvori den fouragerede og fandt sin føde.
En hård og næringsfattig diæt, skal der dog lige tilføjes. Og dens kølvand følger virkelighedens grimme ansigt. Da jeg igen kunne se mig selv, var mit ansigt blevet sygeligt blegt, min krop havde mistet sin styrke, min vægt var nede på et niveau, hvor der ikke længere var noget overskud til de hårde opgaver. 6 måned på min flade røv havde sat sine spor.

Jeg har haft lange og lærerige snakke om dette fænomen. Det er i bedste fald et misbrug af tid og personlige resourcer, der nemt og med enkle redskaber kan vendes imod mere givende aktiviteter. Men det ligger i misbrugets natur at tolke virkeligheden indenfor de præmisser, som kan give næring til yderligere misbrug. Og med det voksende misbrug følger afhængigheden.

Houston, we have a problem!!!

Hvorfor havde jeg brug for dette tomrum? Det spørgsmål må nok blive ligge lidt længere endnu. Jeg har endnu ikke samlet alle nøglerne, der kan vise hvorfor jeg følte trang til og fandt ro og glæde i at bevæge mig rundt i et cyber-univers.

SC nr. 5. må så være en tilbøjelighed til at lukke øjnene for det, der står og skriger mig lige op i ansigtet. Måske vi kan føre den tilbage til hesten i stalden, der utålmodigt venter på at blive rørt. Komme ud i livet og luften. Men som tålmodigt må vente på at rytteren, får fingeren ud af sin dertil indrettede.

Til næste gang. Remember when you used to call me sugar ...