Aben på min skulder!

En mand med en enkelt tam abe som kæledyr bliver måske opfattet som charmerende excentrisk, men en mand som har forvandlet sit hus til en abegrotte med snesevis af kvidrende chimpanser i fri dressur, har mistet al troværdighed hos distriktspsykiatrien.

Det her citat er fra bogen Broder Odd af Dean Koontz. Odd Thomas, som hans hovedperson hedder, er en 21 år gammel grill-kok, fra en ørken by ved navn Pico Mundo. Han er forbandet/begavet med evnen til at se de døde, som af en eller anden grund endnu ikke har fundet hvile, en evne som han ikke omfavner med glade og engagerede følelser, men som han i nærmest ophøjet ro affinder sig med, lytter til og følger ad de veje, som denne nok lidt usædvanlige evne leder ham ad. Det er hans abe!

Engang imellem, eller faktisk temmelig ofte, kan jeg identificere mig med Odd Thomas!

Altså, ikke på den måde at forstå at jeg kan se de døde, eller har en Guds givet mission her i livet, som jeg skal følge, alt eller intet. Nææ, det er den med aben på skulderen.
Min abe har siddet der så længe jeg kan huske tilbage. Og den har, den lille barske satan, altid nægtet at lade sig dressere. 

Jeg vil så gerne forsvinde ind i mig selv. Være introvert. Sidde helt stille inde i min egen verden, og lade tankerne flyde frit. Lige meget hvorhen.

Til denne fornøjelige (for mig) beskæftigelse kræves ganske lidt. En håndfuld bøger, gerne af blandet kvalitet. Nogle gode films, nogle mennesker, der bevæger sig i verden omkring mig, men som jeg ikke behøver at interagere socialt med. En vis mængde usynlighed er her ikke at foragte, noget jeg så efterhånden er temmelig øvet i
Her kan en lang spadseregang helt for mig selv gøre tricket. Så mærker jeg roen, en sjælden form for tilfredsstillelse, som der nok ikke er mange der kan identificere sig med.

Jeg kan mærke hvem jeg er!

Og det er så her at Bloggen på d.dk, for første gang viste sig fra sin aller smukkeste eller måske mest barske side. For jeg vendte tilbage. Nærmest skyldsbevidst som en tyv om natten, for var det ikke lige her jeg havde forspildt min tid og min krop. Jo da. Ganske bestemt. 

Men hvor jeg i hele den foregående periode havde dyrket mit sociale gen, havde deltaget aktivt, skabt on-line relationer, der krævede af mig, kunne jeg nu leve mit cyber-liv inde i mig selv. Jeg kunne skabe mine egne historier, være hvem jeg havde lyst til. - 

Men først og fremmest kunne jeg være inde i mig selv. Det sted jeg kender så godt, og hvor intet ondt eller usandt kan nå mig.

SC nr. 6 er hermed identificeret skulle jeg mene. Jeg har en udpræget asocial side, som jeg bare ikke har lyst til at give slip på. Dette selvom det måske gør det endnu vanskeligere for mig at agere optimalt ude i samfundet. Det er mit slik. Mit lille ekstra kick til tilværelsen.

Hermed ikke sagt at jeg ikke nyder mine mennesker, som er omkring mig, eller min lækre dejlige unge. Ej heller ville jeg kunne leve adskilt fra verden i majestætisk ophøjet ensomhed. Jeg er ikke eremit, og bliver det aldrig.


Men min sandhed findes ikke derude, den findes herinde ... i mig!

Til forsvar for min abe, vil jeg så nok mene at hvis den ikke fik lov til at have sin faste plads på skulderen, kunne mit hus meget nemt gå hen og blive fyldt med aber, altså af den slags der kvidrer ...