Fremtiden starter HÉR!

Ubegrænset frihed er nemlig ikke altid en god ting. Det kan nemt ende ud i, at du mister den ligevægt og stabilitet, som skal holde dig hernede, hvor du mærker mulden mellem tæerne ...

Det er da lidt noget sludder, at skrive om frihed, når der skal tænkes tanker om mørket. Men det hænger alligevel meget godt sammen et eller andet sted.

Dybest set handler det her om kontrol - eller stabilitet, som jeg er indenover i det der hænger deroppe. Og kontrol = frihed. Eller, det er det, når du er ved at skide grønne grise hver gang, der er nogen som slukker lyset!

Tilbage til lyset ...

Jeg tænker lyset som de tanker og følelser, der flimrer rundt i mit stille sind. Jeps - her leves stille, det har jeg vist ikke forsøgt at lægge skjul på. De er derinde under hjelmen, og der skal de for det meste bare have lov til at være  - i fred. Men der er én historie, som jeg længe har haft lyst til at fortælle - så hvorfor ikke bare lægge den her - i arkivet.

Vi mennesker kan godt lide signposts. En eller anden ting, begivenhed eller aha-oplevelse, som afgør det videre forløb. Vi kan sætte den snavsede omgang klør fem ned lige hér i historien og proklamere vores HÉR startede det - det var lige her og det var lige det.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt ...

... ikke hvis du spørger mig.

Alting har sin egen arbejdstid. Det ligger og lurer og lumrer i en rum tid, før det tager form i tanken og i handlingen. Det er følelser og sanser, som danser en skæv tango. Det flimrer, gør lyset.

Men anyways - det bringer orden i processen, når vi kan sætte vores mærke HÈR!

 - Klar?

- Hvad handler det om, eller er den lang?

- Den handler om mørkeleg.

-Uhh!

Den handler om dengang jeg "for 1. gang", (og det er jo som skrevet bare en omskrivning af en proces, der nok har brygget en del i et stykke tid) opdagede mig selv udefra. Jeg var et late-blooming orkidébarn på vej til at blive en lille smule mere voksen. Jeg var på vej til at blive16. Jeg havde en skøøøøøn kæreste, en brudt mødom og en vælge-og-vrage fribillet til gymnasiet. Not a care in the world.

Sommeren var smuk, varm, lys og lang - lige præcis som jeg kunne li´den.

Det her er Bornholm sådan ca. 1980. Alle arbejdsduelige unge mennesker er ansat et eller andet sted i turistindustrien. For mit vedkommende er det en grillbar-restaurant ting nede i sommerbyen Sandvig. Og når vagterne tillader det, er der permanent ophold nede på stranden. Natten spildes i nattelivet - bliver det bedre? 

I think not ... indtil der kommer nogle forbi og slukker lyset!

Det er en eftermiddag på stranden. Jeg skal liiige ned og sole en smule inden aftenen begynder. Jeg har taget en hvid sommerkjole på over bikinien. Jeg kan ses. Og idet jeg passerer en gruppe lige så unge drenge, er der én af dem der råber - HØJT - "hun har jo ikke nogen patter ..." ikke andet, ikke mere ...

Switch! (her er godt nok mørkt)

Jeg tager hjem til kæresten, som lige da er på vagt nede på hotellet. Jeg stiller mig foran spejlet og kikker. Jeg ikke bare kikker, jeg måler og vejer min ufærdige pigekrop ... og jeg finder den for "let".

Diskvalificeret grundet alvorlig disharmoni!

... og lige DÈR har jeg mit 1. HÈR!

Det næste 7 år er en lang og kedelig fortælling. I bund og grund vist blot sørgelig. Men det er en fortælling om kontrol, frihed og mørke - en fortælling som bare lige kommer til at vente til en anden god gang. Måske.

... men enden på det hele HÈR bliver at jeg som 23 år gammel, grim og udpint i tanke og krop endelig må smide håndklædet i ringen. Træt og voldsomt spiseforstyrret - to die for ...

- Den var lang!

- Yup!